Herlevs basketdamer er i DM-finalen
BMS Herlevs damer spillede sig i går søndag i DM finalen, da holdet slog BK Amager.
BMS Herlev basketkvinder spillede sig i går søndag i DM-finalen, da holdet slog BK Amager i den tredje og afgørende DM-semifinale. Efter de første kampe havde holdene vundet én kamp hver, og begge kampe havde været helt tætte opgør, skriver klubben til Herlev Bladet.
‘Det var fantastisk at se Skovlunde Hallen være helt fyldt som i de gode gamle dage. Amager-tilskuerne var mødt talstærkt op. Vores piger var dog klar fra start og kom lynhurtigt foran 12-0 efter tre min på blandt andet to 3-pointsscoringer af Emilie Gudmand. Desværre scorede vi kun 14 point mere i resten af 1. halvleg, men heldigvis var Amager også ramt af nervøsitet, så det var en lav score ved pause. Vi førte 26-22. Måske det var de mange tilskuere og den vigtige betydning af kampen, der resulterede i de lave scoringsprocenter – men spændende og intens var det,’ skriver sportschef Jesper Lundin
Tredje periode var tæt fra start, hvor holdene fulgtes ad, men med et par minutter tilbage af perioden lykkes det BMS Herlev med aggressivt forsvar at stresse Amager, og da holdet begyndte at ramme i den ene ende øgede de en smule, så de førte med 42–31 inden fjerde periode.
Andre historier: Med 55-Ungdom til ishockeykamp: “Vores opbakning til Herlev Eagles er noget af det vigtigste”
I fjerde periode lykkes alt, og det var en rigtig gang champagne-basket pigerne spillede. De startede perioden med et 12-0 run og så var kampen afgjort. Herlev-holdet scorede hele 26 point i perioden og førte på et tidspunkt med 27 point, 59-32. Kampen blev vundet med 68-44, og så kunne jublen kunne bryde løs.
Topscorer blev Bianca Braikia med 15 point, 10 rebounds, 4 assist og 2 steals. Karoline Lundin endte med 14 point, 8 rebounds og 2 assist. Kaptajnen Ellen Iversen tog hele 16 rebounds i dag, scorede 7 point og gik forrest som altid. Topscorer fra Amager blev Rikke Fabricius med 19 point.
Sportschef Jesper Lundin udtalte efter kampen:
»Vi er fantastisk glade og stolte over den flotte kamp, som pigerne spillede i dag, og ikke mindst at se så mange tilskuere i hallen. Sæsonen har været en stor succes, som nu tæller både en pokalfinale og nu også DM finale. Over de sidste tre sæsoner har vi nu været i to DM-finaler og i pokalfinalen hvert år. Det hårde og flotte arbejde som der er blevet lavet gennem de sidste 10 år i vores ungdomsafdelingen kommer i den grad til udtryk nu. Vi glæder os helt vildt til at udfordre de forsvarende mestre fra AKS Falcon i DM finaleserien.«
I DM-finalen er modstanderen AKS Falcon i en bedst ud af fem serie. Første finale spilles den 13. april på Frederiksberg i Bülowsvejhallen.
Der er lukket for kommentarer