Herlev Bladet

Nyt kapitel: Herlevs sommerkrimi: ‘Den eneste vej er op’

Læs alle fire kapitler af Herlev Bladets sommerkrimi lige her.

Kapital 1

Det er egentlig voldsomt, så grimt, det er blevet, tænkte Per Sørensen, da han gik forbi Frimærket, der tronede dovent op mod den skrigblå sommerhimmel. 

Han havde boet i Herlev hele sit liv og der var engang, hvor han kunne have holdt en brandtale om byens DNA og fortræffeligheder uden at tænke og uden at trække vejret med andet end begejstring. Men den tid var slut.

Han traskede træt gennem vejarbejdet, der sendte ham på en omvej mod bymidten. Hvad han ville der, vidste han godt, men imens han gik op ad trappen bildte han stadig sig selv ind, at det bare var en slentretur for at se på de butikker, der var der. Og dem der ikke var der.  

Springvandstorvet lå der omkranset af de tunge, lilla blomster, der hvert forår varsler, at sommeren om lidt vil drøne igennem byen som et varmt kys, man kun når at mærke helt flygtigt. 

Per trak hånden gennem det mørke hår, der først for nyligt havde givet sig i tindingerne. Han burde se mere slidt ud, hvis der skulle være rimelighed til. Særligt med det, han havde brugt de sidste tre år af sit liv på. 

Og så stod han der klokken formiddag med en guldøl, der var svær at forklare med andet end den totale nedtur.

Egentlig så gjorde det jo heller ingenting om han lige svingede ind i kiosken og købte den pakke smøger og den guldøl.

Ingen ville protestere. Ikke lige med det samme i hvert fald. 

Per skulede mod kiosken. Der var jo altid risikoen for, at nogen kom forbi. En af dem fra skolen eller HI, der engang havde ment, at han var noget. At han var det hele faktisk. Og så stod han der klokken formiddag med en guldøl, der var svær at forklare med andet end den totale nedtur.

»Guuuud hej Per,« sagde en lys stemme lige bag ham. 

Per vendte sig om og så ind i de øjne, som han kendte bedst. De øjne han havde brugt tre år på at studere og afkode. 

»Hej, jamen hej,« sagde han og fremtvang et smil, der til hans store overraskende tilsyneladende forplantede sig til hans sind. 

Pernille var sommerbrun og underfundig -præcis som han huskede hende. Han nåede lige at registrere, at hun havde en ny tatovering lige ved det højre kraveben, før han opdagede den skikkelse, der rejste sig fra en af Springvandstorvets bænke og gik alt for målrettet frem imod dem. Det var ham fra kommunen. 

Kapital 2

Per hev efter vejret. Pludselig kunne han igen mærke den omklamrende fornemmelse af at være fanget i det kommunale system. Næsten som at have en spændetrøje på. 

»Guuud, hej,« sagde Pernille igen og vendte sig denne gang mod Karsten, kommunens rådhusbetjent, der sammen med Park og Vej var i gang med at pille Springvandstorvets bænke ned, så de irriterende alkoholikere ikke kunne sidde og forstyrre i bybilledet.

»Per, er det dig,« spurgte Karsten, der nu var kommet helt over og klappede Per på skulderen.

»Vi troede, du var flyttet,« sagde Karsten og kiggede på Pernille, han kendte fra Jobcentret, der lå lige ved siden af betjentstuen. 

Hun nikkede.

»Ja, du har jo ikke besøgt os i flere måneder,« istemte hun med et bekymret og delvist spørgende blik rettet mod Per.

Nu kunne han virkelig godt bruge den guldøl og en smøg, som han var kommet efter. Hvad pokker lavede de også her, så tidligt – de boede jo ikke en gang i byen.

Han kløede sig nervøst i nakken. Pis, den nye hårfarve, Salon Wifi havde overtalt ham til at prøve, smittede af. Han skjulte hurtigt sine sorte fingre i bukselommen.

»Neeej, men, jooo, jeg, jeeeg,« stammede den tidligere ordets mester og vandfalds-snakkende eks-borgmester.

»Jeeeg har lige været på ferie,« fik han sagt uden at tænke over, at det per automatik affødte et nyt spørgmål, han skulle forholde sig til.

»Guuud, hvor skønt, hvorhenne?« spurgte Pernille, der ikke havde overvejet, at Per vist ikke havde søgt om udrejse ved siden af sin kontanthjælp.

»Øhhh Spanien,« svarede Per, der siden sin ungdom havde studeret landet nøje og elskede alt ved det – historien, litteraturen, fodbolden – for ikke at tale om maden og vinen.

Kan du huske dengang, du skulle indvie det nye rådhus, og borgmesterkæden var forsvundet – hold op, der var stress på

Egentlig var det ikke helt usandt. Han havde faktisk været på en rejse, men ikke uden for landets grænser. I stedet havde han isoleret sig i sin toværelses på toppen af bymidtecentret. Her ville han skrive sine memoirer. Om alt det der lykkedes i hans tid på tronen, om guldalderen, vokseværket, de høje byggerier, der til at starte med syntes nødvendige og fra afstand også flotte, sådan lidt moderne og fremtidsagtige, til ministerårene på Borgen, hvor det begyndte at gå ned ad bakke og til nu.

Hvorfor lod han sig også overtale, han skulle jo aldrig have sagt ja til det job.

»Per, Peeer,« gentog Pernille og kiggede på ham. 

Karsten tog over. 

»Kan du huske dengang, du skulle indvie det nye rådhus, og borgmesterkæden var forsvundet – hold op, der var stress på. Godt at stabschefen fandt den så hurtigt hva’.«

»Ja, sikken et held«, tænkte Per ved sig selv, SKABSchefen var vist lidt for god til at finde ting, der pludselig forsvandt. 

Som for eksempel den ekstrabevilling til byfesten, der sørgede for, at Kandis alligevel blev hovednavn det år. At pengene skulle vise sig at stamme fra velfærdspuljen, det blev først afsløret senere. Da Per havde skiftet borgmesterkæden ud med ministerbil, og alt hvad dertil hører.

Men stabschefen, ja han var der stadig. Bare i en anden stilling.

»Når man taler om solen,« udbrød Karsten pludselig.

Kapital 3

Per bliver helt forskrækket over Karstens udbrud. Alt på ham ryster, og der går et koldt gys gennem hans krop. Han hører tunge skridt bag sig. Bum. Bum. Bum. Sådan lyder det.

Skridtene kommer tættere på den lille forsamling på torvet. Da Per vender sig om får han øje på en høj skikkelse i et mørkt jakkesæt, som kommer gående imod dem. 

’Åhhh neeej…,’ tænker Per for sig selv. Det er det sidste menneske, han har brug for at se lige nu. 

Det er stabschefen – ham som alle altid er så glad for. ’Helten’ bliver han altid kaldt. 

Ham der blev til noget og fik succes, mens Per røg længere og længere ned, og til sidst endte i bunden af det kommunale system. Hvad laver HAN her?

Per har aldrig rigtig brudt sig om stabschefen. Han har altid syntes, der var noget lusket ved ham. Måske det er det meget stramme og tætsiddende, mørke jakkesæt – nej, det er ikke kun det. Der er noget andet ved ham. 

»Hej med jer. I står nok rigtig og hænger ud her ved torvet,« siger stabschefen kækt og lægger en hånd på skulderen af Per, mens han kigger lusket på Pernille. Det synes Per i hvert fald. 

»Og hej med dig Per. Er du her også?,« siger stabschefen, der tager fat i Pers skuldre og rusker ham let.

Per stivner. Fryser. Han kan ikke bevæge sig. Det er som om, at hans fødder er frosset fast til fliserne på torvet. Per stirrer bare lige ud i luften, mens han tænker: 

’Bare stabschefen ikke afslører, hvor jeg var den sommeraften for to uger siden…’

Per får pludselig et flashback, mens hen står der helt stiv i kroppen, og fuldstændig i panik. Som en film udspiller der sig en oplevelse for øjnene af ham. Han husker tilbage på dagen, hvor det hele går galt. 

Bare stabschefen ikke afslører, hvor jeg var den sommeraften for to uger siden

Det er to uger siden. Det er en sommeraften. Solen er gået ned, og nattens få mørke timer er netop indtruffet. Han står foran et rødt murstenshus. 

Det er ikke her i byen. Han er gået derhen, og der er langt. Det tager en del tid, at komme derhen, men præcis hvor lang tid ved han ikke. Det er i øvrigt også lige meget, fordi det han er kommet for at kigge på, er hele gåturen værd. 

Per står ved husets ene gavl, hvor der er et lille vindue, hvorfra man lige akkurat kan kigge ind gennem huset.

Per står i en hæk – nej, det er nok nærmere et blomsterbed, hvor ukrudtet har overtaget. 

Han skal passe på, han ikke bliver opdaget. Hende der bor i huset vil nok ikke bryde sig om, at han står der.

Pludselig får Per øje på dét, han er kommet for at se. En kvindekrop kommer gående gennem huset. Hun har kun en morgenkåbe på, så man kan tydeligt se de solbrune, glatte sommerben. 

Hendes lyse, let krøllede hår danser på skuldrene af hende, når hun bevæger sig. I én langsom bevægelse vender kvinden sig om. Hun smiler. Hun er glad. Og hun er helt uvidende om, hvad  der kommer til at ske den aften. Det er kun Per, der ved det… eller det tror han i hvert fald. 

Pludselig ser Per også en mandlig skikkelse komme gående gennem huset. Det er ham. Der er ingen tivl. Det ER ham. Stabschefen. 

»Peeer. Peeeeeer,« råber en skinger kvindestemme højt.Det er Pernille. Det kan han genkende med det samme. 

»Er du der? Halloooo?« råber hun, mens to hænder rusker hårdt i ham igen.

»Øhmm ja… øhmm…«, får Per fremstammet mens han  kommer til sig selv igen, men han er bange. Meget bange. Han må væk fra torvet, og det er NU.

 

Kapitel 4:

Per fryser et øjeblik, imens Pernille og stabschefen stirrer på ham. Han mærker frygten. Men han mærker pludselig også noget andet. En lede. En lede ved hele det kommunale system, der ikke bare endte med at få ham ned, men et system, der også kyssede på Pernille den aften i huset med ukrudtet. Altså ikke systemet som sådan. Men stabschefen. 

Det var ham, der havde samlet hendes hår i en hestehalen og kysset hende i nakken, imens Per stod der ude i sommermørket og mærkede jalousien vælte ind i sit indre.

 Godt nok så han også Pernille vende sig om og give stabschefen en lige højre, der fik hans læbe til at springe op og sprøjte hans perfekte ansigt til med blod, men han turde ikke springe til og hjælpe hende, fordi han vidste hvad stabschefen havde. 

Per huskede kun alt for klart det røde ringbind, som stabschefen havde hevet frem den dag på kontoret, hvor Per endte med at måtte gå af som borgmester. 

Stabschefen havde i årevis samlet dokumentation for alt det, Per havde gjort som borgmester – eller rettere ikke havde gjort. For det handlede mest om det, Per ikke havde fået øje på, fordi han stolede på sin stabschef. Stolede på  at der var styr på aftalerne med de mange byggefolk i byen, stolet på stabschefen, når han sagde, at det var pjat, når de kommunale medarbejdere sagde, at det hele gik af helvede til, og at kommunen var ved at falde fra hinanden.

I mappen var alle de dokumenter med fuskede aftaler og afvisninger af folk, som ikke skulle have været afvist, som stabdschefen havde fået Per til at skrive under på igennem årene. Der var 785. De var nummererede. For nok var stabschefen vanvittig, men han var det på den ordnede måde.

Det var de 785 dokumenter, der havde afholdt Per fra at gøre mere eller rettere noget de sidste mange år. Han havde mest ligget i sin lænestol der hjemme og skrevet mavesure kommentarer på de sociale medier. 

I starten havde det givet ham en følelse af stadig at være en stemme i Herlev, når han lod vreden flyde i kommentarsporet med en undertone af, at han vidste bedre. At han vidste alt. 

Men efterhånden var den grumme sandhed gået op for ham – han var blevet en internetkriger uden hær og uden stemme. 

Og siden havde han holdt sig til at se ting i fjernsynet. Faktisk havde han set det meste. 

Men lige der på Springvandstorvet blev han rasende over, at han skulle stå der og være bange. Han havde heller ikke mere at tabe. 

»Ved du hvad hr. Stabschef, jeg er glad for at løbe ind i dig,« hørte Per sig selv sige. 

»For jeg har egentlig længe tænkt på, at jeg ville sige til dig, hvor stor en katastrofe, jeg synes, du er.«

Per konstaterede med tilfredshed, at Stabschefens overlæbe med det lille ar efter Pernilles slag begyndte at vibrere på en måde, som Per vidste betød, at vreden var begyndt at stige i den pæne mand.

»Du har egenhændigt kørt vores smukke lille kommune i sænk, fordi du er ligeglad med ånden i byen. Du vil bare være magtfuld og køre folk over,« halvråbte Per. 

Sætningerne kom i små stød som kugler, der har siddet for længe i kammeret.

»Og så forsøgte du at tage Pernille, fordi du vidste, at jeg var forelsket i hende. Fordi du vidste, at hvis hun var væk, ville jeg ramme afgrunden.«

Jamen søde Per dog – sikke en fantasi.

Stabschefen grinede skingert.

»Jamen søde Per dog – sikke en fantasi. Jeg har oplevet meget – ikke mindst i min tid på Borgen – men det her er alligevel det vildeste,« sagde han og forsøgte sig med et nervøst grin rettet mod Pernille.

»Og nu må du ikke glemme ringbindet, Per. Det skulle jo nødigt ende i de forkerte hænder,« hvislede han ud mellem tænderne. 

»Læg du bare det ringbind i lige de hænder, du vil. Lad os få årevis af kommunalt  kaos ud i det åbne – det har borgerne fortjent,« råbte Per, så Springvandstorvet stivnede. 

De tre stod lidt og kiggede på hinanden, imens folk på Springvandstorvet skævede mod det kommunale trekløver.

Så stak Pernille sin hånd ned i lommen og hev en optager frem. 

»Tak de herrer. Jeg har længe ventet på den sidste afrunding på min historie,« sagde hun koldt. 

»Og hvis der er noget, I vil tilføje sådan til citat, så kommer I bare med det. Men jeg behøver det ikke – historien er for længst hjemme. Jeg affotograferede jo alt i det ringbind, da vi var i det hus.«

»Hvad,« brølede stabschefen.

»Er du journalist?« supplerede Per. 

»Også i den grad,« sagde Pernille. 

»Vi fik et tip for efterhånden længe siden om, at det sejlede i kommunen, men det var svært at bevise. Derfor gik jeg undercover i kommunen for at finde beviserne. Dem har jeg nu til overflod. Og med jeres lille offentlige cirkus her, så har jeg også en saftig indledning. Jeg lugter en Cavling,« smilede hun.

Per kneb øjnene lidt sammen, og pludselig kunne han ikke forstå, hvorfor han ikke havde kunnet kende hende før. 

For ti år siden var det hende, der var praktikanten i det lokale mediehus. Hun havde endda lavet en art sommerserie med ham, som han havde glædet sig over, fordi den for en gangs skyld var uden kritiske spørgsmål. Præcis som han godt kunne lide sin lokaljournalistik.

»Men er du ikke hende praktikanten..?« spurgte han.

»Det var jeg. Nu er jeg fastansat,« grinede Pernille, før hun vendte telefonen mod de to mænd og tog et billede.

»Det blev godt. Ellers har vi jer jo også i arkivet,« konstaterede hun, før hun vendte om og satte kursen mod mediehuset og den serie, hun havde tænkt sig at kalde ’Den eneste vej er op – derfor ramte kommunen bunden.’«

Det var sidste kapitel – tak fordi du læste med 

Herlev Bladets Sommerkrimi:

· Bliver skrevet af Herlev Bladets journalister på skift

· Er ren fiktion

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....