Herlev Bladet

– Hvem vil være med til at … hoppe, synge, danse, vinke og sove?

Der var fokus på rytmik, da en masse små størrelser fik brændt en masse energi af i Hospitalsparken til Dagplejens Dag.

»Hvor er I goé,« lød det fra rytmisk pædagog Daggros Ingudóttir fra Rytmikhuset, da hun med sin tromme fik sat en masse af Herlevs yngste i gang med alle muligheder rytmiske bevægelser og sanglege.

Det foregik onsdag til Dagplejens Dag, hvor Herlevs omkring 24 dagplejere mødtes i Hospitalsparken for at gøre noget ekstra ud af dagen.

»Vi har haft besøg af hende før til motionsdagen, og hun er bare god. Børn elsker jo at samle sig omkring rytmik. Det giver et godt fællesskab at få rørt sig,« fortalte Jane Christensen, der er tilsynsførende for Dagplejen i Herlev.

Hvem vil…

»Hvem vil være med til at vinke,« sang Daggros Ingudóttir, mens hun trommede lidt rytmer ud over forsamlingen, der sad på tæpper rundt om hende.

Straks derefter vinkede alle, mens hun vinkede tilbage og fortsatte sit program:

LÆS OGSÅ: Et flertal uden om S støtter forslaget

»Hvem vil være med til at trille,« sang hun videre, hvorefter enkelte voksne udstødte et ‘åååhhh nej’ over udsigten til at skulle ned på græsset og være foregangseksempler.

Dagens repertoire talte også klassiskere som ‘Bjørnen sover’, Indianersangen og ‘Se min kjole’, hvor Daggros havde lavet små kjoler til lejligheden.

Voksne skal også hoppe

Inden det hele startede havde dagens rytmiske guide fortalt, at der faktisk var en mening med galskaben.

»At danse, hoppe, trampe, synge og så videre handler alt sammen om motorik. Det ligger meget naturligt til børn at gøre, så det handler også om at være der, hvor de er. At støtte dem,« forklarede hun og pointerede hurtigt derefter:

»Man bør hoppe hele livet, og ja, det ligger mere naturligt til børn, men voksne skal også gøre det, selvom de ofte skal skubbes igang,« grinede hun.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....