Jubilæumsforestilling bekræfter: Drama er populært
I disse dage opfører Den Kreative Dramaskole jubilæumsforestillingen 'Biernes Dronning' i Herlev Teaterbio, og der er publikumsrekord.
Mariehønsene skal sove, og derfor fortæller deres babysitter en historie om dengang, bidronningen blev taget til fange.
Sådan starter Den Kreative Dramaskoles fem-års jubilæumsforestilling ‘Biernes Dronning’, som er skrevet, instrueret, koreograferet og tildels spillet af medvirkende fra Herlev.
I disse dage til og med søndag summer bier, myg og myrer rundt på scenen i Herlev Teaterbio foran en masse veloplagte publikummer. Faktisk har forestillingen ifølge lederen af dramaskolen, Ronnie Jeppesen, slået rekord med 578 gæster, som både tæller familie, venner og bekendte til de medvirkende. Og her på femåret for skolens oprettelse er der flere rekorder, fortæller lederen fra de røde, bløde stolerækker i teaterbio.
LÆS OGSÅ: Afspærring skaber farlige situationer
»Vi er oppe på 81 elever nu i alderen seks til 22 år,« oplyser han, der adspurgt vil gætte på, at drama er populært, fordi:
»Det giver et fællesskab, hvor man bare kan være sig selv, og så er der plads til alle uanset alder, køn, seksualitet, udseende og så videre,« påpeger han og tilføjer, at man hjertens gerne må være skør og gakket og lufte sine tossede idéer af på scenen – det er nærmest meningen.
Derudover så gør han meget ud af at være inkluderende på alle hold – alle bliver hørt, lyder det fra lederen, der erkender, at det også har hjulpet på tilstrømningen af nye elever, at der indimellem kommer gæsteundervisere som for eksempel Albert Rosin Harson (kendt fra bl.a. julekalenderen Tinka, red.).
God mod generthed
To af de unge herlevborgere, der prøver kræfter med de skrå brædder og medvirker i ‘Biernes Dronning’, er 14-årige Clea Øhrgaard og Linus Svendsen på 15. De er netop ankommet til foyeren i teaterbio for at øve forud for aftenens forestilling. De har begge fået meget ud af de øvelser og opførelser, som dét at gå til drama fører med sig.
»Jeg startede til drama gennem en veninde, fordi nu er jeg ikke, hvad siger man, en særlig atletisk person, og så har jeg tidligere været genert, men det har drama hjulpet mig med. For eksempel er jeg blevet bedre til at fremlægge foran de andre i skolen,« forklarer Clea Øhrgaard, der også nævner fællesskabet som noget af det bedste ved at gå til drama.
Man skal ikke kigge direkte ud på alle i salen, men bare lade som om, det er en leg
Mens hun har dyrket skuespillet i cirka fem år, startede Linus Svendsen i 2021, og han kan sagtens genkende det, som Clea fortæller:
»Jeg synes, det er sjovt. Man lærer at stå foran folk og fremlægge. Og man lærer at tale højt og bruge sit kropssprog og at improvisere og bruge sin fantasi. Jeg synes også, jeg er blevet bedre til at fremlægge i skolen,« vurderer han, der har et godt råd, hvis man er nervøs for at stå foran en masse mennesker.
»Man skal ikke kigge direkte ud på alle i salen, men bare lade som om, det er en leg,« siger han, der spiller den kloge myg i stykket, mens Clea er birådsmedlem Brumme.
De to har medvirket i flere af dramaskolens forestillinger og glæder sig til at indtage scenen foran familie og venner.
Om dronningen slipper ud af sit fangeskab, vil de ikke røbe, så det må man selv møde op for at finde ud af.
Der er lukket for kommentarer