Afspærring skaber farlige situationer: “Vi var bekendte med det, inden det blev vedtaget”
Vendende biler på Sønderlundvej har skabt farlige situationer for bløde trafikanter siden tirsdag. Udvalgsformand Marianne Dithmer (EL) bekræfter, at Herlev Kommune før vedtagelsen af afspærringen var bekendt med de farlige situationer, der kunne opstå.
Tirsdag eftermiddag blev Sønderlundvej vest for Stumpedal afspærret som et tre måneders trafikforsøg for at mindske den massive trafik ved Herlev Byskole afd. Eng – og det har medført fordele og ulemper.
LÆS OGSÅ: Bilister trodser afspærring
Selvom der næsten ikke er nogen trafik på Engløbet længere, er der opstået andre trafikale udfordringer på Sønderlundvej. Da der ikke er vendepladser, er bilisterne nødt til at lave trepunktsvendinger ved afspærringen for enden af Sønderlundvej, hvis de ikke vender inde på p-pladsen, som ligger cirka 100 meter før afspærringen.
Disse vendinger har skabt farlige situationer for de bløde trafikanter på Sønderlundvej. Men ifølge Marianne Dithmer (EL), der er formand for miljø-, klima- og teknikudvalget i Herlev Kommune, var Herlev Kommune, inden afgræsningen blev vedtaget, bekendt med de farlige situationer, der kunne opstå.
Var bevidst om ulemperne
I et referat fra kommunalbestyrelsen den 8. marts fremgår det, at forvaltningen har afdækket de fordele og ulemper, som afspærringen ville medføre. Det fremgår blandt andet, at det kan skabe utryghed for fodgængere og cyklister, når der vil være bakkende eller vendende biler på Sønderlundvej vest for vejlukningen, og at afspærringen kunne skabe farlige situationer for de bløde trafikanter.
LÆS OGSÅ: Video: Herlev Bladet guider dig rundt om afspærringen
Da Herlev Bladet stod ved afspærringen onsdag fra 7:30 til 8:15, var der flere biler, der ikke kun kørte op på fortovet, men også over cykelstien uden at orientere sig.
Formand Marianne Dithmer (EL) siger, at selvom kommunen vidste, at afspærringen kunne skabe farlige situationer, var det den løsning, som kommunalbestyrelsen anså som det bedste tiltag.
»Vi var bekendte med det, inden det blev vedtaget, men afspærringen var den løsning, som vi syntes ville løse de trafikale udfordringer allerbedst lige nu,« siger hun.
Derfor håber hun, at bilisterne mest muligt overholder færdselsloven, så afspærringen kan få den optimale effekt.
»Jeg tror, at det vil komme til at fungere rigtig godt. Derfor kan vi lige nu kun appellere til, at folk ser sig for og ikke kører oppe på fortovet,« siger hun.
Farlige situationer
Da Herlev Bladet stod ved afspærringen, var der flere gange, hvor cyklister og fodgængere var ved at blive ramt af biler, som skulle vende, uden de havde orienteret sig.
Det har skabt store frustrationer hos Dorthe Holst, der underviser på Herlev Byskole afd. Eng. Hun stod onsdag morgen ved afspærringen sammen med sin kollega, hvor de overværede trafikken. Og det mener Dorthe Holst har været helt nødvendigt i starten af forsøgsperioden.
»Det er en ændring, som bilisterne skal vænne sig til. Og det kan jeg så se fra denne her morgenstund, at det nok er ret svært,« siger hun og tilføjer:
»Nu har vi på kort tid set flere biler, som har været millimeter fra at ramme en cyklist eller gående. Det er stadig meget farligt at færdes på vejen.«
Rasmus R. Kreilgaard, der er medlem af skolebestyrelsen, har siden mandag stået foran Herlev Byskole afd. Eng, hvor han også har overværet trafikken. Det mener han er nødvendigt, da flere bilister endnu ikke ved, at der er spærret af på Sønderlundvej.
»I skolebestyrelsen er vi meget glade for, at de har spærret af. Men jeg kan også godt se, at folk har en tendens til ikke at køre forsvarligt ved afspærringen, fordi de er stressede, hvilket skaber andre farlige situationer for eleverne,« siger han.
Rasmus R. Kreilgaard håber stadig, at de farlige situationer vil blive mindsket, når bilisterne har vænnet sig til afspærringen.
»Nu er det både min og vores forhåbning med afspærringen, at den gennemkørende trafik i løbet af et par dage vil blive bedre forbedret, når alle kender til afspærringen,« siger han.
Det fremgår af referatet fra kommunalbestyrelsen den 8. marts, at afspærringen i løbet af de næste tre måneder skal evalueres, så mulighederne for en permanent løsning kan undersøges.
LÆS OGSÅ: Lunken modtagelse af ny løsning fra beboere i Musikkvarteret
Har du kommentarer til denne historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer