Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Kræftens Bekæmpelse holder ‘Herlev i lyseblåt’

En fodboldturnering for hele familien skal sætte fokus på prostatakræft og de tabuer, der ofte er forbundet med det.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse får cirka 4.500 danskere hvert år konstateret prostatakræft, mens cirka 1.300 dør af det. Derudover er der et mørketal, fordi mange ældre mænd, som er den målgruppe kræften rammer, ofte ikke går til lægen eller gør det for sent, fordi prostatakræft er et tabu. Det fortæller Janni Stofberg fra Kræftens Bekæmpelse Herlev og Finn Engelbrekt fra PROPA – Prostatakræftforeningen i Herlev.

Men nu skal det tabu brydes, mener de to, der har fundet sammen med B1973 for at arrangere en fodboldturnering, der skal kaste mere lys over, hvad prostatakræft er, hvem den rammer og hvordan man skal tackle det.

»Planen er at lokke mændene til med fodbold, men arrangementet er for hele familien, så de kan være med til at få skabt noget opmærksomhed omkring det her,« fortæller Janni Stofberg, hvis svigerfar selv har prostatakræft.

Planen er at lokke mændene til med fodbold, men arrangementet er for hele familien, så de kan være med til at få skabt noget opmærksomhed

Hun forklarer, at hun fik idéen til arrangementet, som skal hedde ‘Herlev i lyseblåt’ inspireret af et lignende arrangement ‘Lyseblå lørdag’ i Haderslev, som igen var inspireret af det succesfulde koncept Lyserød Lørdag, der fokuserer på brystkræft.

»Og så passer den lyseblå farve jo rigtigt godt til B1973,« tilføjer Janni Stofberg og nævner, at B1973 i forvejen huser holdet FC Prostata, som også findes i andre kommuner og netop er for mænd ramt af prostatakræft.

Fodboldturneringen bliver skudt i gang lørdag 4. maj fra klokken 11, og der vil også være noget for børnene som for eksempel en hoppeborg og en ballonklovn. Desuden bliver grillen tændt op, og der vil også være drikkevarer, lyder det fra arrangøren, der understreger, at alle er velkomne og håber, at mange vil komme forbi og blive klogere på, hvad prostatakræft er for noget.

Opfordring til afklaring

Formand for prostatakræftforeningen i Herlev, Finn Engelbrekt, glæder sig over nyt samarbejde med den lokale Kræftens Bekæmpelse og B1973 om et oplysnings-arrangement. Privatfoto.

Det håber 68-årige Finn Engelbrekt også. Han har selv prostatakræft og får livsforlængende behandling.

»Jeg synes, det er vigtigt at sætte fokus på prostatakræft. Jeg har det selv, og jeg oplever mange gange, at der er to elementer i det. Det er et tabu at snakke om, og mænd er dårlige til at gå til læge og få det konstateret,« fortæller han og tilføjer, at de to elementer godt kan hænge sammen.

For har man en forstørret prostata, som kan være tegn på prostatakræft, kan det give problemer med at lade vandet, og har ham fået konstateret prostatakræft, kan bivirkningerne ved behandlingen både give inkontinens og impotens. Derfor er det måske for nogen noget, man helst ikke har lyst til at konfrontere.

»Alle de her ting er noget, som mange mænd er bange for at snakke om, og rent faktisk er der nogle, som siger nej til behandling, fordi de måske er sidst i tresserne og deres prostatakræft udvikler sig langsomt, og så kan de måske leve 10 år endnu i stedet for en behandling her og nu, som kan give de nævnte bivirkninger,« forklarer Finn Engelbrekt.

Det er et tabu at snakke om, og mænd er dårlige til at gå til læge og få det konstateret

Han opfordrer dog alle med en mistanke om at få afklaring. Udover det åbenlyse i at kunne leve længere er der også andre fordele i at vide besked, hvis man altså har prostatakræft. Som for eksempel et medlemskab af PROPA – Prostatakræftforeningen i Herlev.

»Vi har Herreværelset inden for PROPA,  som er et rum, hvor alle også nydiagnosticeret kan komme ind og stille spørgsmål. Og for manges vedkommende finder de pludselig ud af, at det er en lettelse, at de kan snakke åbent om alting som for eksempel, hvordan fungerer det med konen, manglende sexlyst, at man tisser hele tiden eller skal gå med ble,« fortæller den lokale formand, der vurderer, at mænd i hans generation bare er dårligere til at mødes og snakke sammen end kvinder.

Artiklen fortsætter under billedet.

FC Prostata, som spiller i B1973. Arkivfoto.

Efterlyser bedre diagnosticering

Måden man kan blive klogere på er ved at få taget en simpel blodprøve, som skal vise, hvor højt ens PSA-tal er. Det er en markør for forstadier til prostatakræft. Dog skal man være opmærksom på, at tallet hos mænd stiger, jo ældre de er. Derudover vil andre sygdomme end kræft også få tallet til at stige. Ifølge Kræftens Bekæmpelse kan PSA-værdien heller ikke stå alene i forhold til en vurdering af sandsynligheden for prostatakræft. Det kræver også en vurdering af andre faktorer såsom mistankegrundlaget generelt (arvelighed i familien for eksempel), alder, vandladningsproblemer og stigning af PSA-tallet over tid.

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen de privatpraktiserende læger kun at foretage en PSA-måling, hvis der er en underbygget mistanke. Det skyldes, at testen er for usikker og gør folk unødigt bekymrede. Af samme grund laver man heller ikke screeninger for prostatakræft i Danmark.

Det har Finn Engelbrekt dog svært ved at forstå. Især fordi flere andre lande ifølge ham tilbyder borgerne en PSA-test uden problemer. Derfor har PROPA også været i dialog med sundhedsministeren, men uden held.

»I den perfekte verden og i flere europæiske lande har man ret til at få taget en blodprøve og få sit PSA-tal, og sådan burde det også være i Danmark,« mener han og påpeger, at det vil kunne give noget vished og måske dæmme op for det mørketal og de tabuer, der er på området.

Fakta: Prostatakræft

· Prostatakræft er en ondartet knude i prostata (blærehalskirtlen, der producerer sædvæske), der sidder lige under urinblæren hos mænd.

· Prostatakræft er hyppig hos ældre mænd, og sygdommen udvikler sig typisk langsomt. Meget få mænd under 50 år får sygdommen.

· Fysisk inaktivitet, animalsk fedt, kød fra firbenede dyr og mælkeprodukter, overvægt og arv øger risikoen.

· Hvis kræften ikke er aggressiv, behandler man ikke. Ellers er mulige behandlinger operation, strålebehandling og medicinsk behandling. Det er ikke alle former for prostatakræft, det er nødvendigt at behandle.

· I Danmark fik 4.539 mænd konstateret prostatakræft fra 2017 til 2021. Og i 2021 var der 47.225 mænd, der levede med prostatakræft. 1.303 døde i samme periode i snit om året af sygdommen.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Fakta: Kræftens Bekæmpelse Herlev

Lokalafdeling med cirka 1.700 medlemmer. Ikke en del af Kræftrådgivningen ved Herlev Hospital, men samarbejder.

Holder jævnligt arrangementer såsom foredrag med Hans Piilgaard 11. april.

Søger desuden flere frivillige.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!