Kriminel sommerlæsning: Det femte og sjette kapitel

Mads Gyldenkål kiggede på skærmen med dokumentet, hvor der stod »BUUUUM.« Så kiggede han på Hanne fra regnskab. Så kom sangen. 

’Under Pressure’ sang Queen rytmisk inde i borgmesterens  hoved. 

Og de har ret, nåede han lige at tænke, før kulden ramte ham. Først hans ene fod, så hans buskede øjenbryn og til sidst lagde den sig bare som for tyk solcreme over hele hans krop. 

Mads Gyldenkål nåede lige at konstatere, at der også var isblomster på ruderne, da han hørte kommunaldirektør Signe Tidslers stemme. Hun stod lige bag ham, så tæt at han faktisk tænkte, at det var upassende i disse Me Too tider.

»Nååå, sagde hun, Skal vi også sende en pressemeddelselse ud om det her, hva?« Hun gik ind foran ham, og smilede nærmest lykkeligt.

»Jeg kan lige se det for mig i lokalavisen. ’Hanne fra regnskab fundet død. Gyldenkål var den første på pletten,’ hvislede hun og tilføjede så med påfaldende normal stemme:

»For de kan godt lide en sensation på den avis, det kan de. Det er noget af det, der gør dem til landets bedste.« 

Mads Gyldenkål måbede. Kom med et lille host. Og så måbede han igen. 

Det samme gjorde Hanne fra regnskab. Hostede altså. Og så rejste hun sig op og børstede sig lidt af.

»Sådan,« spurgte hun Signe Tidsler, der nikkede.

»Præcis sådan. Og fis så af med dig – du har fået tasken, og der er mere, hvor den baby kommer fra,« sagde hun.

Hanne fra regnskab tog sin Louis Vuitton-taske og konstaterede, at den var fuld af bræk. Hun overvejede i et kort sekund at protestere, men så fik hun øje på Signe Tidsler og iskrystallerne omkring hende, og vurderede, at det nok var en bedre brug af fredagen at tage hjem og se TV. 

Mads Gyldelkål kiggede på sin kommunaldirektør og fremstammende: 

»Men hvorfor dog?«

Svaret kom hurtigt og indøvet.

»Fordi jeg er for kendt til det her sted! Jeg er skabt til noget større – til et ministerie. Måske det med finans,« nærmest hviskede Signe Tidsler og så drømmende ud, før hun fortsatte.

»Men sådan skulle det ikke være. Og hvis jeg skal nøjes med en kommune, så skal jeg have det nemt. Helt nemt. Så skal jeg have en borgmester, der gør, hvad jeg siger. Og det gør du nu, for ellers får lokalavisen den historie med dig og Hanne. For det kan godt være, Hanne ikke er død. Men hun forsvinder nu. Først bliver hun ansat i kommunikation, det er der ingen, der opdager, og så forsvinder hun. Det gør de alle sammen i den afdeling, som jeg en dag ved lejlighed vil få opklaret, hvor ligger,« sagde Signe Tidsler og holdt endelig inde, før hun tilføjede nærmest som en eftertanke:

»Og hvis det ikke virker, så springer jeg rådhuset i luften.  Men det ved du jo.«

Mads Gyldenkål vidste, at tidspunktet var kommet. Han havde et valg. Enten kunne han gøre, som han plejede og danse efter kommunaldirektørens pibe. 

Eller også kunne han gøre noget. Noget stort. Noget vildt. Noget man kom i Clement for. 

 

Kapitel 6

 

Kommunaldirektøren forlod regnskabsafdelingen, og i det øjeblik fik borgmesteren pludselig en idé til, hvad han kunne gøre for at komme med i Clement. 

Han fik blod på tanden og fik en overvældende følelse af selvtillid i kroppen.

Og han var sikker på, at det ville komme bag på Signe Tidsler, ja faktisk hele byen, altså at han endelig viste sig som en rigtig mand.

Han ville ikke længere danse efter Signe Tidslers pibe.

Han måtte gøre noget makabert, noget der fik selv lokalavisen, der har vildt høje krav, til at skrive om ham.

Han måtte trodse sin svaghed og meget nervøse tilgang til kommunaldirektøren.

Han var nødt til at tage kampen op mod hende, for bare tanken om ikke at være borgmester mere gav ham glasøjne.

Han vidste nemlig godt, at alle i byen synes, han var uduelig, så hvordan skulle han nogensinde få et job i lokalområdet, hvis hans post blev overtaget. 

Og hvis han ikke skulle være borgmester, var der ingen, der skulle være borgmester.

»Alle overlevede bombeangrebet på rådhuset undtagen kommunaldirektøren,« sagde Mads Gyldenkål lavt, mens han stadig sad på gulvet på Hanne fra regnskabs kontor.

Han forestillede sig, at det skulle være overskriften i lokalavisen. 

En overskrift, der efterfølgende skulle give ham adgang til Clement. 

Der gik et kvater, før borgmesteren fik rejst sig op fra gulvet.

Han kiggede på Hannes skrivebord, og så så en halv-fyldt vandflaske, som han besluttede sig for at skylle munden med efter sit opkast. 

To gange tog han en tår, og gurglede til den store guldmedalje, og i stedet for at spytte vandet ud, kiggede han sig omkring for at sikre, at ingen så ham, og så slugte han vandet.

Borgmesteren satte sig på Hannes kontorstol, som stadig var varm efter hende. Og åbnede så en internet-browser, og gik ind på Youtube.

’Hvordan laver man en hjemmelavet bombe’ skrev han, og satte sig ellers til at studere videoerne. 

Efter en halv time havde han formået at lave en liste over de ingredienser, han skulle bruge til at lave en hjemmelavet bombe.

En bombe, der skulle springe hele rådhuset i luften, og som skulle udslette kommunaldirektøren for good. 

Og da han havde sat det sidste punktum på indkøbslisten, rettede han ryggen stolt.

For Mads Gyldenkål vidste godt, at hvis ikke han gjorde noget nu, ville det ende med at Signe Tidsler overtog borgmesterposten. 

»Nu skal Signe fandme få bombe skal hun,« mumlede Mads Gyldenkål for sig selv med røde og blodskudte øjne, efter alle de sjusser han havde hældt i sig i løbet af formiddagen. 

Og så tog han ud i lokalområdet for at købe ind til bomben.

Han prøvede altid at undgå at handle ind i lokalområdet, fordi han vidste, at ingen ville bemærke ham eller hilse på ham, fordi de simpelthen ikke vidste, at det var ham, der var borgmester.

Og han havde ret. 

For ingen hverken vendte hovedet, eller spurgte ham om noget – udover om han ville have bonen med.

Normalt ville tanken om det få ham til at fælde en tåre.

Men i dag var anderledes. 

I dag havde han travlt med at komme tilbage på rådhuset, sende en mail ud til alle, undtagen til kommunaldirektøren, og så skulle han også nå at lave bomben.

Så i dag var det en lettelse for borgmesteren.

»I anledningen af, at der snart er valg… Nej det for underligt… I anledningen af.. Ej..,« lød det fra borgmesteren, der endelig var kommet tilbage på sit kontor efter indkøbet, og i desperation var i gang med at fomulere en løgnagtig mail til alle på rådhuset.

’Vi er blevet ramt af skægkræ i hele bygningen, og derfor kommer der her til eftermiddag akut et firma forbi med speciale i at bekæmpe skadedyr, og renser og gennemgår rådhuset. Alle kan derfor i dag gå på tidlig weekend, da alle skal forlade rådhuset senest klokken 14.00’, skrev Mads Gyldenkål i en mail, og tilføjede alle medarbejderne som modtagere af mailen, sørgede for at klikke Signe Tidsler af, så hun ikke modtog mailen, og trykkede på send.

»Det ser ud som om, at Signe Tidsler er faldet i fælden, præcis som planlagt,« nåede borgmesteren lige at tænke, da klokken slog 14.30, og han netop havde tjekket i systemet, at kommunaldirektøren var den eneste, der stadig stod som online. 

Og så ringede hans telefon.

»Hej Mads Gyldenkål, du snakker med Clement,« lød det fra en halv rusten stemme, hvilket forbavsede borgmesteren, der havde regnet med, at tv-værten Clement havde en lysere og mere ungdommelig lyd.

Borgmesteren rømmede sig og skød brystet frem.

»Ja goddav,« svarede han, stolt over allerede at være blevet ringet op, på trods af, at han endnu ikke havde fulgt sin bombeplan til dørs.

 Og så var der ti sekunders stilhed, hvilket fik borgmesteren til at overveje, om han havde sagt noget forkert, der ville få Clement til at lægge på i hovedet på ham og fortryde opkaldet.

»Det er Clement Kristiansen fra lokalpoltiet. Du er mistænkt for at ville sprænge rådhuset i luften.«

Der blev helt stille.

»Muhaha haha, tror du jeg er dum? Jeg sagde jo jeg var for kendt til det her sted,« lød det fra gangen, mens stemmen blev tydeligere og tydeligere for borgmesteren. 

Borgmesteren drejede kontorstolen.

Og lige dér i dørindgangen, stod Signe Tidsler, med det største smil i danmarkshistorien. 

Nu var borgmesterposten  jo 100 procent hendes. 

Borgmesteren gik med raske skridt hen til kufferten, han kort tid forinden havde plantet den hjemmelavede bombe i. 

Han havde intet valg. 

Og så trykkede han på antændingsknappen.

»NEEEEJ,« råbte kommunaldirektøren.

Og så lød der et ordentligt ’BUUUUM’.

Et brag, der med det samme blev lokalavisens forsidehistorie:

’Rådhus jævnet med jorden – Clement sender live fra ulykkesstedet’.