Herlev Bladet

Lokal sommerkrimi: Kvinden bag huset

I otte kapitler bringer Herlev Bladet denne sommer en krimi med hel lokal uhygge. Journalisterne skiftes til at skrive kapitlerne. Følg med her. Hvis du altså er den modige type…

Kapitel 1

Hun sad og nød solen. Nej, hun så ud som om, at hun nød solen. Kvinden i de sorte, smalle bukser, sorte stiletter og en kort bikerjakke. Og med et guldsmykke om halsen.  Hvis ikke den påfaldende diskrete røde plet af blod på den hvide silkeskjorte med kavalergang simpelt hen afslørede, at hun var blevet skudt. Kvinden var død. Stendød. 

Ingeborg stod og betragtede den døde kvinde, som havde rødt på neglene og med en taske ved siden af stolen, som fortalte opdageren fra Københavns Vestegns Politi, at det her på ingen måde her handlede om et rovmord eller et gaderøveri, der bare var gået helt galt. 

»Det er simpelt hen en likvidering og så her midt om sommeren og på det mest idylliske sted i hele byen,« tænkte Ingeborg ved sig selv. 

Den tilkaldte opdager var veteran i politiet, hvor hun havde været i næsten 30 år. På mange måder var Ingeborg et slidt menneske med et par forliste parforhold bag sig. Hendes personlige skuffelse var, at hun aldrig havde fået de børn, som hun havde ønsket sig som ung.  Men den skuffelse holdt hun mest for sig selv. Som meget andet i livet.  Så kvinden i den grå trøje og de praktiske sko havde en tendens til at flygte alt for meget ind i arbejdet trods mange advarsler fra velmenende kolleger, som nogle gange også havde lidt ondt af hende. Men samtidig også havde meget svært ved at kunne lide hende rigtigt.  Opdageren og kvinden på stolen, som var vippet en anelse mod den gule mur under stråtaget, så ud til at være hinandens modsætninger på alle områder. Men med den forskel, at den ene var død. Og den anden nu stod med en mordsag, der skulle opklares. 

»Det var dig, der fandt hende, spurgte hun en ungdommeligt udseende 70-årig mand samtidig med at mislykkes med et imødekommende smil. Det smil, som det aldrig lykkedes for hende at sende, selvom hun inderst inde gerne ville. Og faktisk også på kurser havde lært, at hun arbejdsmæssigt ville komme længere med.

»Ja, ja, det var mig,« sagde manden med et ulykkeligt udtryk i øjnene.

»Men hvad laver du egentlig her en onsdag i et hus, der kun har åbent om søndagen?« spurgte Ingeborg og var selv lidt overrasket over spørgsmålets lidt håndfaste karakter.

»Jamen, jeg, jeg er formand for huset. Det var en af pensionistforeningerne, som ringede til mig og krævede, at der skulle være kagekafler til deres lagkage. Ellers ville de slet ikke have noget med det at gøre. Så jeg var nede og købe de her kagegafler altså. For hvis der ikke er, hvad pensionistforeningerne kræver, så går de bare igen. Sådan har de altid været. Men da jeg så låste mig ind, var det jo, at jeg så hende.  Jeg blev lidt interesseret og sagde ’hej’. Men så blev jeg jo klar over, hvorfor hun, altså hvorfor hun ikke svarede,« sagde manden med nærmest fortvivlelse i stemmen. 

Lad os tjekke på kroen, der boede hun sikkert. Hun ligner ikke en herfra byen. Hverken med det udseende eller i det tøj.

Ingeborg greb ned i den myrdede kvindes taske og fandt en dyr pung, som indeholdt adskillige creditcard med navnet K. Soze. Men desværre ikke nogen form for billed-ID. 

»Lad os tjekke på kroen, der boede hun sikkert. Hun ligner ikke en herfra byen. Hverken med det udseende eller i det tøj, « sagde kriminalassistenten Scott med en undertone af håb om en eller anden form for anerkendelse. 

»Ja, lad os tjekke på kroen. Det er vel nærmest sådan helt evident, at vi skal tjekke, om hun havde et hotelværelse derovre,« svarede Ingeborg og prøvede at skjule den kendsgerning, at hun ikke selv var kommet på idéen. 

»K. Soze.  Nej, det navn kender vi ikke,« sagde en mørkhåret kvinde med briller i kroens reception.

»En flot kvinde i dyrt tøj. Med langt lyst hår. Elegant og dyrt klædt på. Hun lignede en, der var på gennemrejse. Og bortset fra en bikerjakke og en taske, havde hun ingen anden bagage eller overtøj, da vi fandt hende. Det er ikke en, du kender?« spurgte Ingeborg næsten med venlighed i stemmen. 

»Næ, vi har ikke mange gæster her nu i coronatiden. Og sådan en gæst har vi i hvert fald ikke,« sagde receptionisten. 

 

»Kom, lad os gå en tur. Men en mærkelig by, hva’. River de den ned eller bygger de den op, eller hvad gør de?« sagde Ingeborg til Scott, som pænt fulgte med. 

»Ja, det ved jeg ikke. Alt er lukket, det er mystisk. Hvad laver sådan en kvinde her? Eller lavede,«, svarede han. 

De gik gennem byen og hen mod stien op til Medborgerhuset. Helt uden at lægge mærke til en mand i et lidt krøllet jakkesæt, som stod ved fodgængerovergangen og fulgte de to politifolk med øjnene.  

»Lad os sætte os her og tænke det her igennem, « sagde Ingeborg, som havde taget den myrdede kvindes taske med under armen og nu satte den ved siden af sig, da de var nået frem til Medborgerhuset.  De havde ikke siddet mange sekunder, før kvindens mobil ringede nede i tasken. Ingeborg greb ned efter den helt forfjamsket og nærmest uprofessionelt  og så på displayet.

»Alex ringer, « stod der. 

Kapitel 2

Klaudia Poulsen blev født på Gentofte Hospital den 24. juni 1980 til sine nybagte forældres store glæde. De, Lars og Sarah, havde prøvet at få børn i mange år, så da Klaudia kom til verden den sommerdag i juni, var deres ønske endelig gået i opfyldelse. Lars var advokat og en god én af slagsen, mens Sarah i ny og næ underviste yogahold fra privaten i det mondæne Skodsborg – mest for at dulme sine egne nerver efter flere fejlslagne graviditeter. 

Klaudia voksede op som enebarn og blev forkælet og forgudet af alle, der kastede deres øjne på hende. Som årene gik udviklede hun sig fra en køn og kær lysehåret pige til en gyldenblond skønhed af guddommelige og nærmest uopnåelige dimensioner, hvilket også gav hende en del mandelige beundrere. Blandt dem var Alex. En fri og sensitiv sjæl med hang til motorcykler og guitarspil. 

Alex, som hun havde gået i klasse med på Nærum Gymnasium, kom fra en familie, der var blevet revet i stykker af alkohol og husspektakler. Han var en outsider i sine gymnasiekammeraters øjne. Han var ikke én af dem. Ham på motorcyklen i sort læderjakke og med strithår. Dem i deres fædres cabrioleter i nystrøgne silkeskjorter med slikhår. Mest signifikant af alt var, at Alex kom fra Herlev. ’Vestegnens Monaco’, som han plejede at spøge med, når han modtog fornærmelser vedrørende sin hjemadresse i det nordlige Herlev hos plejefamilien. For Klaudia var Alex noget fremmed og spændende; en original; en berusende frisættelse fra et ellers sterilt og overfladisk miljø, der kedede hende.  

Kærligheden var stor blandt de to, der nærmest ritualistisk på varme sommeraftener under stråtaget på Hjulmandens Hus i Herlev svor på og lavede en pagt om, at det skulle være de to for altid.

Kærligheden var stor blandt de to, der nærmest ritualistisk på varme sommeraftener under stråtaget på Hjulmandens Hus i Herlev svor på og lavede en pagt om, at det skulle være de to for altid.  I medgang og modgang.  Blinde var de dog begge over for de komplikationer, deres forhold skabte bag kulisserne. For Lars Poulsen var Alex en sølle eksistens fra Vestegnen, der ustandseligt lokkede hans datter på afveje med sin motorcykel og læderjakke.

»Han er ikke god for dig. I kommer fra alt for forskellige baggrunde. Du burde hellere finde dig én fra dine egne kår. Her er der masser af gode, ambitiøse unge mænd fra gode familier. Hvorfor kan du ikke bare adlyde din far og lade være med at vanære vores gode navn og familie på den her måde med den her Alex-knægt?« plejede det som regel at lyde i et utal af enemonologer fra Lars, mens Sarah så til og nikkede med et nervøst smil og et altid halvfyldt glas chartreuse. 

»Hvorfor ikke Kerims knægt, Keyser?«

Keyser var søn af Kerim Soze. En flamboyant og karismatisk napolitaner med tyrkiske rødder, der på papiret havde gjort sig rig på mode og slået sig ned på Strandvejen med sin danske kone. Kerim var blandt Lars Poulsens vigtigste og mest notoriske klienter med flere rygter om lyssky forretninger og skumle forbindelser til den napolitanske underverden hængende over sig, hvilket havde affødt det mindre flatterende men respektindgydende kælenavn ’Tyrkerkongen’. 

Tyrkerkongen var én, man helst skulle holde sig gode venner med. Eller helt holde sig fra. Lars havde valgt det første af økonomiske årsager.

 Sønnen Keyser var som Klaudia enebarn, hvilket havde skabt et specielt bånd mellem de to, der qua deres fædres forretningsforbindelser havde kendt hinanden fra barnsben. Keyser fik altid, hvad han ville have, og netop hjemvendt fra en dannelsesrejse i støvelandet havde han udset sig Klaudia som sin dronning til det familieimperium, der lå for hans fødder. Keyser overdængede Klaudia med opmærksomhed i form af gaver af overdådig karakter og med en aura, der udstrålede uigennemtrængelig viljestyrke og selvsikkerhed, fejede han fuldstændigt benene væk under hende. Noget som Alex, der kun havde serenader og slidte kærlighedsflosker at vise for det, havde svært ved at hamle op med. 

Flere år senere sad Ingeborg nu ved Medborgerhuset med kriminalassistent Scott og en grusom mordsag fra Hjulmandens Hus. Alt imens ringede Klaudias telefon. 

»Alex ringer,« stod der.

Efter hvad der føltes som nogle splitsekunder tog Ingeborg febrilsk telefonen, der var på falderebet til at ringe ud, og afventede at høre fra denne Alex. 

»Hallo, Klaudia, hvor er du? Jeg er bekymret for dig.« 

 

Kapitel 3   

Ingeborg lyttede til hvad hun identificerede som en dreng mere end en mand i den anden ende af mordofferets telefon. Han var bedende i sin stemme, da han igen sagde noget:

»Klaudia helt ærligt – sig noget min sukkerblomst. Det var sgu da ikke meningen, du skulle finde ud af det på den måde, men det er for helvede da heller ikke rimeligt, at du ikke giver lyd fra dig. Jeg har de vildeste tanker om, at du er død, « fremførte Alex i et rasende og såret tempo.

»Det er hun også. Hun er død,« hørte Ingeborg sig selv sige, mens hendes hjerne straks gav sig til at spekulere på, hvorfor hun havde en trang til at være uprofessionel. Hun orkede ikke forklare denne Alex, hvem hun var eller hvad der var sket. 

Hun havde bare lyst til at lade ham dingle i rædselsfuld uvidenhed som katten, der ikke orker at give den sårede mus det sidste dask.

På bænken ved siden af hende blev den unge kriminalassistent Scott urolig på den der måde, hvor det var tydeligt på hans kropssprog, at han mente et eller andet, som han ikke turde sige. 

Der var få ting Ingeborg havde mindre respekt for end mennesker uden deres meningers mod. Den tilgang til livet gav hende en helt konkret kløe bag øjnene.  

Ingeborg tog konsekvensen af sin løjtnants højlydte kropssprog og sagde ind i telefonen.

»Du taler med Ingeborg Blæseborg fra Københavns Vestegns Politi. Klaudia er fundet død. Det er vigtigt, at du møder ind på politigården i Albertslund…«

Længere nåede hun ikke, før lyden af et skrig, der rullede ud i en syndflod af gråd  blev afbrudt af en telefon, der blev lagt på.

Ingeborg tog sig selv i at få lyst til at tage ud og finde denne Alex og klaske ham op ad væggen, så han kunne få tungen på gled i stedet for at tude. 

Tilstrækkeligt klassisk opdraget, som Ingeborg var ,vidste hun godt, at det hun burde føle var en form for medfølelse. Drengen havde jo lige mistet. 

Hun samlede sig sammen og sendte et suk ud gennem læberne og vendte sig mod Scott og hans alt for gennemtænkte frisure. 

»Nå min ven, nærmest hvislede hun, hvad er næste træk?«

Scott så forvirret ud over den direkte henvendelse. Han kæmpede tydeligt med glæden over, at hun tilsyneladende gav ham serveretten – og så den klare bevidsthed om, at det næppe var det hun gjorde alligevel.

»Øh jamen«, lagde han ud, »Vi må vel hellere gå tilbage til gerningsstedet.«

Ingeborg morede sig over, at han vred sig. 

Der var et eller andet ved den her sag fra det lille bondehus spærret inde i forstadens livløse indpakning, der gav hende lyst til at gøre noget andet. Noget hun ikke plejede. Noget ingen forventede af kolde, kedelige Ingeborg, der havde været pligtopfyldende grænsende til det livsfornægtende hele sit liv.

Lad os gå over forbi den der byggeplads, de kalder bymidten.

»Du ved godt, at man skal orientere sig bredt først. Lad os gå over forbi den der byggeplads, de kalder bymidten,« sagde Ingeborg let og travede målrettet afsted over det brede fodgængerfelt med kurs mod de kraner bag centret, hun havde noteret sig tidligere.

Scott fulgte med som en logrende lille hund af den størrelse, der altid gav Ingeborg en trang til at møde dem med et hårdt spark.

Det var først da Ingeborg pressede sine hænder hårdt mod Scotts hals i ly af en forladt gravemaskine, at han tilsyneladende opdagede, at noget var galt. 

’Nogen stor detektiv var han alligevel aldrig blevet’, tænkte hun, mens hun undrende konstaterede, at hendes åndedræt var fuldstændigt i ro, mens Scott faldt slapt ned i et tørt hjulspor fra en stor maskine. 

Kapitel 4

Han havde skreget som en fortvivlet lille baby, første gang hun stak ham. Og hun med. I chok over sig selv og synet af al det blod, men også i raseri og frustration over ham, og det han var skyld i. Nærmest synkront som var det en øvelse, havde de skreget hinanden lige op i ansigterne. 

Anden og tredje gang hun jog kniven i ham, var hun mere rolig. Han var også faldet til ro og lå helt stille med opspærrede øjne og lignede en, der havde set et spøgelse.

Han så ret så ordinær ud, som han lå der på sofaen sølet ind i sine egne væsker iklædt en hvid netundertrøje, der ikke kunne kravle op over maven. Usoigneret med lange skægstubbe, fedtet gråt hentehår og en åben mund, der måske, måske ikke ville have sagt undskyld. Nok det sidste, tænkte Ingeborg, der havde håbet på forløsning eller en følelse af lettelse, dengang hun slog sin far ihjel. 

Kimen til en ny start måske eller bare en følelse. Af noget. Men der skete ingenting. Tværtimod. Siden den dag for over 30 år siden, da hun endelig efter en barndom plaget af misbrug og svigt havde fået taget sig sammen til at konfrontere faren, var hun blevet mere og mere tom indeni.

Det var blevet en virus, der langsomt åd hende op. Hun havde ikke fået et bedre liv. Kun følelsen af hævn og den rumlende spænding i maven lige før drabet havde givet hende noget. Noget at leve for, at jagte. 

Det var nok også derfor, det første drab førte til flere. Dét og så fordi hendes mor Britta var kommet tidligt hjem fra zumba den aften. I flere timer, eller sådan føltes det, havde hun stået der i døråbningen til stuen i fuld trikot og stirret på farens livsløse krop. Uden at sige en lyd. Pludselig farede der en djævel i hende. Hun vaskede Ingeborg for spor og fik verfet hende ud ad døren. 

»Undskyld«, havde hun sagt. HUN havde sagt undskyld – ikke faren. Ingeborg forstod det ikke, det havde bare gjort hende endnu mere vred. 

Kort efter sløjfede hun sit efternavn fra farens familie ’Soze’ og hed nu kun Blæseborg. Primært for at tage afstand til familietragedien, der fyldte godt i både lokale og landsdækkende aviser dengang. 

Hvorfor tog du dig ikke af pigen?

Hun søgte også ind i politiet for at få afløb for den enorme vrede, der som en vulkan konstant truede med at bryde ud. Ikke at politiarbejdet gav hende afløb, men det var et perfekt dække til den serie af uopklarede drab hovedsageligt på mænd, som hun de næste 30 år stod bag. Flere af sagerne var hun sågar blevet efterforsker på. 

Hun kiggede ned på Scott, der som faren lå med store åbne øjne. Han så dum ud. Og så havde det at tage hans liv ikke en gang gjort noget for hende. Hans endeligt var mere impulsivt end de andre. Et kort øjeblik havde hun følt en ubærlig trang, men så var den væk. Der var ingen adrenalin, ingen forventningens glæde eller rumlen i maven. Kun praktisk bøvl med at få slettet sine spor. 

»Århh hvor er jeg dum,« tænkte Ingeborg og kastede et blik over på den anden side af bygaden. 

En mand i et nålestribet, slidt jakkesæt bemærkede hendes hentydning, smed sin halvfærdige smøg og slentrede over gaden. 

»Skal jeg tage ham med?« spurgte han på tyrkisk. Ingeborg nikkede, som hun havde gjort det et utal af gange før, og tog afsæt til at gå, men tøvede så: »Hvorfor tog du dig ikke af pigen?«

Kapitel 5

»Pludselig var der for mange af din slags. For mange politi.  Han var hurtig til at anmelde, ham ovre i Hjulmandens Hus. Jeg kunne ikke nå at få hende fjernet. Forresten var hun også ret sød. Du skulle ikke have slået hende ihjel«, sagde manden i det krøllede jakkesæt og sendte Ingeborg et skarpt blik. 

Ingeborg kiggede med foragt på sin hjælper.

»Du skal ikke fucke med mig. Du skal bare gøre, hvad der forventes af dig. Jo mere travlt politiet har med den slags sager, som jeg sørger for, jo mere har du din forretning i fred. Eller vores forretning.  Det er vist bare sådan, det er. Ik’,« sagde hun og sendte ham et hårdt blik. 

Scotts uventede død blev beklaget af politiet, som indbød til pressekonference og beordrede flaget på halvt på alle politistationer i kredsen.  Selv politiforbundet og justitsministeren udsendte kommentarer, hvor de nærmeste kolleger blev kondoleret. Også Ingeborg blev direkte nævnt i den forbindelse.  Der blev iværksat en undersøgelse, som efter nogle måneder konkluderede, at Scott var faldet uheldigt og havde fået noget vedhæng til en byggekran i hovedet, da han gik ind bag en afspærring. Det var, hvad man betegnede som et ’hændeligt, om end meget beklageligt uheld’. På politigården i Albertslund blev der holdt et minuts stilhed for den i mere end en forstand faldne kollega. Formanden for handelsforeningen forklarede i den lokale avis, at det skam var helt sikkert at handle lokalt også i ombygningsfasen. Man skulle bare holde sig bag afspærringen. 

»Man skal holde afstand både til byggekraner og de øvrige handlende i forbindelse med corona. Og man skal huske at spritte af. Så kan man trygt handle, og hvis man gør det i dag, så er forretningerne her også i morgen. Og det uden byggekraner,« udtalte han med et stort smil og lod sig fotografere foran et  tilbudsskilt.  

Ingeborg besluttede sig efter drabet på Scott at holde lav profil. Faktisk fik hun mange medfølende kommentarer, som ikke alene gav hende en fornemmelse af ro i sindet. Det gav hende også mulighed for at forberede det næste træk. 

En sen aften efter solnedgangen ringede hun på hos manden i det krøllede jakkesæt, som lukkede hende ind i den toværelsers lejlighed tæt ved bymidten. Noget overrasket, så han ud, da hun stod i døren. 

»Regn og rusk her midt om sommeren. Ingeborg, kan jeg byde på en Dark & Stormy,« spurgte han og så ind i er par iskolde øjne. 

Men han så ind i mere end det. En Colt 45, Ingeborgs pistol, som hun havde anskaffet for nogle år siden, fordi hun vidste, at ’Duppen’. politi-slogan for Den Uafhængige Politiklagemyndighed i Aarhus, kunne have for vane at undersøge i en stikprøvekontrol, om et tjenestevåben var blevet affyret.  Også selvom, at der ikke var en konkret sag. Ingeborg affyrede sit våben helt uden tøven. 

Liget af manden i det krøllede jakkesæt trak hun ned af trappen i de første nattetimer. På vej ud af døren gik et avisbud forbi med sin trækvogn, Ingeborg gøs, mens avisbudet swipede sin scanner efter at have afleveret en avis.  Herefter gik hun langt til næste aflevering, for næsten ingen holdt avis længere. 

»Så er der fri bane,« tænkte Ingeborg og smed liget ned i bagagerummet i sin bil. 

Hun gik tilbage til lejligheden, tørrede nødtørftigt blod op på gulvet og på trappen.  Tog sig i, hvor skødesløs hun egentlig var blevet. Da hun lukkede døren til opgangen klokken 02.35, var hun aldeles uvidende om, at hun havde tabt sit politiskilt på et trin på trappen. Ikke bare det.  Dér havde hun også en overset en  tydelig klat blod. 

»Alex, ham ordner jeg i morgen‚ « sagde Ingeborg ved sig selv, da hun lagde sig på sengen klokken 03.15 i sin lille og upersonligt indrettede  lejlighed.  På trods af aftenens begivenheder, sov hun overraskende hurtigt ind. 

Klokken 06.30 ringede det på døren. Ingeborg tog sin slidte slåbrok på ud over nattøjet og ventede at finde en ligegyldig og talentløs kollega uden for døren, som skulle oplyse hende om, at nogle havde hørt tumult i en lejlighed i Herlev tidligt på natten. Og muligvis også et skud, som kunne tyde på et drab.  Men at man ikke havde noget lig endnu. Hvilket mindede hende om, at liget af manden i det krøllede jakkesæt stadig lå i den civile patruljevogn, som hun nærmest permanent alene rådede over. 

Ingeborg åbnede døren søvndrukken. Og så ind i et par iskolde øjne.

»Alex,« fremstammede hun overrasket og prøvede at smække  døren i. 

Forgæves, for Alex satte en fod i døren og skubbede hende ind i lejligheden. Kort tid efter flængede et skud stilheden i de tidlige morgentimer. Med det samme lettede en flok sorte fugle fra taget på den triste boligblok af grå beton…

Kapitel 6

Endnu et brag lød nærmest momenter efter. Denne gang et blændende tordenbrag efterfulgt af silende regn piskende ind mod boligblokken, som nærmest blev gråsort i farven.

Alex havde pareret skuddet fra Ingeborgs Colt 45, som hun skødesløst havde efterladt i entréen, og fik vristet pistolen ud af hånden på hende, som landede på gulvet. Ingeborg kastede sig febrilsk ned efter den og fumlede med den, indtil Alex sparkede den ud ad hænderne på hende i retningen af køkkenet, hvor den bragede ind i et gammelt spejl, der hang på væggen, som udløste endnu et skud, der denne gang strejfede Alex’ næse.

Han tog instinktivt hånden op for at mærke efter og blev mødt af synet af blod. Han så bagefter i chok op på Ingeborg, der var kommet på benene igen, og trykkede sine overmunds- og undermundstænder hårdt mod hinanden og plantede herefter resolut sin støvleklædte fod i Ingeborgs brystkasse. 

Sparket blæste hende tværs igennem entréen og gennem glasdøren til stuen, hvor hun landede på et billigt IKEA-sofabord, der splintrede i flere stykker. Her lå hun sølet ind i glasskår og træsplinter og vred sig i smerte og hev kraftigt efter vejret.

Alex frøs et kort øjeblik i entréen  med hård hjertebanken, svedige håndflader og blodet piblende frem fra næsen, der farvede den sorte læderjakke rød.

 Han balancerede mellem et angstanfald og blodhævn, men besluttede sig for det sidste og drejede til højre med slæbende skridt ind i det lille køkken, hvor en gryde med dagsgamle baked beans holdt parkeret på en keramisk kogeplade. 

På køkkenbordet lå den sidste udgave af Herlev Bladet med overskriften i versaler ’HVEM SLOG KVINDEN BAG HUSET IHJEL?’ efterfulgt af underoverskrifterne: 

’Bymidtebyggeriet trækker ud’, ’Letbanen bliver dyrere’ og ’Utrygheden stiger i Herlev’. 

»Det hele ramler,« tænkte Alex og fældede en tåre, der gled hele vejen ned ad kinden og landede på side 2 omhandlende mordet på Klaudia.

Han samlede pistolen op fra køkkengulvet, der stadig var varm og rygende. Hans hænder rystede idet han tjekkede, hvor meget ammunition, der var at gøre godt med.

 »Et sidste skud,« fremstammede han og ladede pistolen til synet af sit krakelerede ansigt fra spejlstumperne på gulvet, mens han prøvede at bevare fatningen.

Ingeborg lå fortsat og krympede sig på stuegulvet. Hun tog hånden op til sit dunkende bryst, der var begyndt at hæve. En skarp smerte jog igennem hende ved tanken om, hvordan hun var blevet overrumplet så let af denne Alex. 

»Bliver han virkelig mit endeligt?« tænkte hun, mens hun i smerte vred sig til lyden af hans tunge men hastige skridt, der nærmede sig stuen. 

Hun formåede at kravle sig igennem glasskår og træsplinter hen til kommoden i stuen, som hun ved tredje forsøg fik revet åben. Gamle papirer og billeder dumpede ud, mens hun i hast gravede sig igennem indholdet og til sidst fik fat i grebet af en gammel Luger P08, hun havde nappet efter en ransagning hos en nynazist.

 Hun havde ikke tid til at tjekke ladningen, men stolede på sin intuition. 

Lige pludseligt væltede der flere politifolk ind i lejligheden. Der lød et skud, mens regnen ufortrødent piskede videre.     

Kapitel 7

Klokken 06.47 blev Ingeborg Blæseborg erklæret død. Den gamle Luger var eksploderet i hænderne på hende, og metalsplinterne havde gennemboret hendes halspulsåre. Hun stod ikke til at redde.

Alex havde stået som forstenet, da politiet væltede ind i lejligheden. Han nåede end ikke at trykke på aftrækkeren. Godt det samme, hun fik som fortjent, tænkte han, der havde haft det elendigt efter Klaudias død. 

Som tinnitus havde stemmerne kørt rundt i hovedet på ham: Hvem slog Klaudia ihjel, og hvorfor skulle hun dø? Blot en dag forinden havde hun sendt ham flere indtrængende sms’er om, at hun havde brug for at mødes – ved ’deres sted’. Hun var gået fra sin kæreste Keyser, der kun tænkte på penge og vistnok spillede på flere heste.

Alex havde overvejet at ringe, for der var så meget, han ville fortælle, men hans psykolog havde sagt, at det var bedst, han ikke tog kontakt. Han var i gang med en helingsproces, og nu var han endelig kommet videre. Han havde tilmed fået sig en ny, sød kæreste. Hun hed Claudia med C, og selvom hun lignede Klaudia, med K, var der stor forskel, syntes Alex, og det var godt.

Alt det havde han forsøgt at   sammenfatte i en sms på en kort og elegant måde, men det var vist ikke lykkedes. Klaudia havde i al fald besvaret hans besked med to sure smileys, hvoraf den ene var ildrød i hovedet, mens den anden brækkede sig. ’Fuck dig, du skal aldrig ringe mere’, havde hun oven i købet skrevet.

Det var så lige præcis det, Alex gjorde, ringede, gentagne gange, indtil han den næste dag fik fat i hende der Ingeborg, der med sin kontante udmelding om Klaudias død sendte Alex tilbage på briksen. Helingen var igen blevet til et åbent sår, og han var tilbage til start. 

En sort sky af dårlig samvittighed havde fulgt ham i dagene efter, indtil han måske for at komme videre, havde besluttet sig for at dedikere al sin tid på at finde Klaudias morder. Først og fremmest ville han gå efterforskningslederen i bedene. Tjekke op på, om hun nu også gjorde sit arbejde godt nok. Desuden var han blevet lettere skeptisk efter den temmelig kluntede telefonsamtale med hende. Det var en mærkelig, kold og kynisk måde, hun havde fortalt ham det på. Og nu var der gået flere dage, uden at hun var vendt tilbage.

Allerede på andendagen for sin skyggevirksomhed, fik han nys om, at noget var galt. Ingeborg Blæseborg, som der stod på hendes dørtelefon, havde haft besøg af en mystisk person i et krøllet jakkesæt og en noget yngre mand. Det viste sig at være ingen ringere end Keyser Soze, Klaudias ekskæreste. 

Hvorfor var han på besøg i efterforskningslederens lejlighed? En hurtig Google-søgning på ’Ingeborg Blæseborg’ og ’Keyser Soze’ gjorde ham klogere. Flere artikler i Herlev Bladet blotlagde en gammel drabssag, hvor en ung pige ved navn Ingeborg Soze eftersigende skulle have overværet sin mor dræbe sin far. 

Kunne det være selv samme Ingeborg? Det kunne i hvert fald forklare, hvorfra Ingeborg og Keyser kendte hinanden. De var simpelthen i familie.

Derfra tog opklaringsarbejdet fart, og endnu et spor dukkede op, da Alex en sen aften havde fulgt Ingeborg til en lejlighed på Toggangen. Kort tid efter hun var gået ind, hørte han et skud. Et søvnigt avisbud i nærheden stoppede op og fjernede sine høretelefoner fra under hætten. Hun stillede sin trækvogn og kiggede op, men da  alt virkede roligt, fortsatte hun sin dont.

Alex holdt vejret. Han var egentlig på vej hjem, men måtte bare se, om den lyd han havde hørt på en eller anden måde havde forbindelse til Ingeborg. Lidt efter kom selv samme ud fra opgangen. Eller rettere: Hun masede sig ud, for hun slæbte på noget, og det virkede tungt. Hun havde lagt en sammenkrøllet avis under døren, så den ikke smækkede.

Med et tungt åndedræt og indtil flere pauser fik hun slæbt den tunge pose op i sin bils bagagerum, for derefter at forsvinde ind i opgangen igen. 

10 minutters tid senere kom hun ud igen og kørte derfra. Alex smuttede hurtigt og uset over vejen og ind i opgangen. Ingeborg havde troet, at hun kunne fjerne avisen under døren med et spark, men noget af Business-delen var åbenbart blevet hængende, så døren ikke kunne smække. Til alt held for Alex, der lukkede sig ind og gik op til den lejlighed, han havde fornemmet, hun havde besøgt. 

Det krævede dog hverken sjette sans eller lup at finde frem til lejligheden. For på det nærmeste trappetrin til lejligheden på anden sal, første til højre, lå Ingeborg Blæseborgs politiskilt og en meter derfra på dørmåtten ind til lejlighed en bemærkelsesværdig stor rød blodklat. 

Alex læste på dørskiltet, der stod: 

Kapitel 8

Der stod ’Ingen reklamer eller gratis aviser’ på dørskiltet. 

Alex konstaterede det, mens han undrede sig over, at han fangede sådan en detalje midt i sit forsøg på at finde frem til, hvem der slog Klaudia ihjel. Men han havde også altid undret sig mennesker, der sagde nej til gratis journalistik. 

Alex stoppede sin tankestrøm med en kraftanstrengelse. Rundt om ham piskede betjentene rundt med mobiler presset mod øret og forbløffede udtryk, der trængte igennem de professionelle facader. 

Alex tænkte, at det trods alt nok heller ikke var hver dag, at de fandt en af deres egne dræbt. Heller ikke selvom det var en af seriemorder typen.

En læge var ved at tjekke Alex’ skrammer. 

»Din krop skal nok komme sig,« sagde lægen, mens hun sad på hug foran ham og undersøgte noget ved hans ben.

En betjent nærmede sig. Alex kunne se på ham, at han var sådan en med flere stjerner på, end han kunne bære.

»Ja,« sagde han og rømmede sig på den måde, der alligevel afslører, at man har dårlige kort på hånden, vi har fundet Blæseborgs dagbog. Altså på computeren. Og det var jo noget…blodig læsning,« sagde han og så på Alex for at aflæse, hvilken vej vinden blæste.

»Hun slog Klaudia ihjel. Hende I fandt bag det der underlige gule hus. Hun var min kæreste. Eller det var hun ikke mere. Nu har jeg fået en ny kæreste – der staves med C,« sagde Alex, der var helt ligeglad med, at det næppe gav den store mening for Hr. Mangestjerner. 

Hende I fandt bag det der underlige gule hus.

»Ja. Vi ved det. Vi ved godt, det var Blæseborg. Og det, der er vigtigt nu, Alexander, det er, at vi holder det lidt for os selv. Sådan internt. For hvis sådan noget her kommer frem, så kan det skade…efterforskningen,« sagde betjenten og rynkede brynene for understrege vigtigheden.

»Aha, sagde Alex, så jeg skal holde min kæft, det er det, du siger?«

»Ikke for vores skyld. For Klaudias. Og din. Bare til vi har fået udarbejdet en pressemeddelelse i samarbejde med  kommunen,« sagde betjenten.

Der var engang, hvor det var det, Alex ville have gjort. Holdt sin kæft. Men de sidste uger havde han oplevet, hvad der mere lød som noget, der hørte til i en knaldgod krimi i en kvalitetsavis. Derfor rejste han sig og børstede lægen af sig. 

»Det er fint,« hvislede han og stavrede ud af lejligheden og ned på Toggangen. 

Udenfor stod et par nysgerrige og gloede bag afspærringen. De hviskede med stor kraft, da de så Alex’ småblodige person. 

Alex vaklede målrettet mod hjørnet og lænede sig lidt op mod ruden på en vinbutik.

Så satte han fart på de mistroiske ben og tilbagelagde distancen til bymidten og torvet med springvandet, hvor de tørstige holdt deres daglige møde. 

»Hvor ligger avisen,« spurgte han en mand, der spyttede lidt af sin guldøl ud igen, da han så blodet.

»Overfor biblioteket sgu da,« sagde manden og pegede med en kroget finger. 

Alex satte kursen og så skiltet. ’Herlev Bladet’, stod der. 

De få trin op til døren tilbagelagde han med et træt brøl, og så var han inde.

»Det ligner nu mere et forsikringsselskab,« tænkte han, før en mand i Ecco-sko med en lille blok i en pose kom spørgende hen til ham.

»Jeg har en historie,« sagde Alex.

»Ja, det tror jeg da egentlig på, sagde manden. Jeg er lige på vej ud, jeg skal snakke med borgmesteren om nogle nye budgetmodeller. Men kom indenfor,« sagde han og viste Alex vej ind i et lille rum med ruder hele vejen rundt. 

»Jeg ved, hvem der dræbte kvinden bag huset,« sagde Alex. 

»Ja – så har du min opmærksomhed,« sagde manden og trak blokken ud af posen.

 

 

Hurra – du har ramt vores betalingsmur. Det giver dig en glimrende mulighed for at støtte op om Herlev Bladet, så vi kan blive ved med at levere de lokale historier til dig. Der er ikke noget, vi hellere vil, så tak for dig. Betalingsoplysninger skal kun oplyses én gang, herefter husker systemet dig, når blot mail og postnummer er udfyldt.

Spørgsmål?
Kontakt endelig Herlev Bladet på telefon 4494 1010 eller på mail: herlevbladet@herlevbladet.dk hvis du oplever problemer ved betaling.
Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....