Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Landsindsamling til udsatte børn: Herlev-mor kæmper hver dag for mad til sine egne

Nadia bor i Herlev med sine to børn. Hun har ikke altid penge nok til at give dem den mad, de har brug for. Hendes største ønske er at levere to veluddannede og velopdragne børn til samfundet.

Du har 67 kroner. De skal dække udgifter til alle måltider på dagen til dig selv og dine to børn. Begge børn er i voksealderen, konstant sultne og så har de allergi, der betyder, at den billigste pakke rugbrød fra Netto ikke er en mulighed. Hvad gør du?

Det lyder som begyndelsen på en virkelig elendig selskabsleg, men det er hverdagen for 45-årige Nadia, der bor i Herlev med sine to børn på 8 og 12 år.

Tilværelsen har ikke håndteret den 45-årige mor med fløjlshandsker. Flere operationer med smerter til følge har været hendes lod. Det er ikke noget, hun har valgt. Det er bare sådan, det gik.

I dag er hun førtidspensionist, og det er meget mod hendes vilje. Der er intet, hun hellere vil end at arbejde.

»Jeg er stadig aktiv jobsøgende, for det var kommunen, der valgte at sende mig på førtidspension. Det blev jeg mentalt og personligt meget ramt af. Jeg har været på arbejdsmarkedet hele mit liv indtil skaden kom. Men jeg kan godt arbejde, Prøv mig,« opfordrer hun.

Derfor henvender hun sig stadig to gange om ugen hos Herlev Kommune – en gang ringer hun, og en gang møder hun fysisk op for at spørge, om hun ikke kan få noget arbejde. Noget der kan give hende en lille, ekstra indtægt, der kan tage toppen af det bjerg af økonomiske problemer, hun slæber sig selv og sine t børn over hver eneste måned.

Det er langt fra alt fysikken tillader, at hun kaster sig ud i. Hun er uddannet inden for regnskab og en 10 timer om ugen, er hun helt sikker på, at hun ville kunne klare.

Det har jeg gjort for at vise dem, at de i det mindste har de tøj på kroppen og en dyne de kan sove med.

En lang vinter

Familien bor i lejlighed i Herlev, men det er ikke hele lejligheden de bor i. Hen over vinteren har det været for dyrt at varme værelserne op, så derfor har de camperet sammen i stuen, hvor de har sovet alle tre. Og det går. Faktisk går det så fint, at de to børn klarer sig rigtig fint i skolen. Og Nadia gør, hvad hun kan for at tale åbent med dem om, at det er en sværd situation, de er. En situation hvor de ikke kan få alt det venner og veninder skovler ind på børneværelserne med største selvfølgelighed. En situation hvor de ikke kan få jordbær eller blåbær med i madpakken, fordi det er der ikke råd til.

»Men der er altid rugbrød og gulerødder,« understreger Nadia.

Noget andet hun også ofte understreger overfor sine børn er, at der er børn, der har det værre. Hun har fortalt dem om verdens brændpunkter, og de børn der har langt mindre. De børn der har ingenting.

»Det har jeg gjort for at vise dem, at de i det mindste har de tøj på kroppen og en dyne de kan sove med. De skal være glade for, at de i det mindste har et varmt værelse at sove i,« siger hun og efterreflekterer:

»Men selvfølgelig er det svært for dem. De bor i Vesten i 2023, det er jo ikke acceptabelt for dem.«

Man skal ikke ønske sig noget fra Herlev Kommune

På lørdag bliver det store indsamlingsshow ‘Alle vores børn,’ afviklet i Herlev Hallerne. Det er TV 2 og Røde Kors, der er gået sammen for at gøre en forskel for børn i sårbare situationer.

I Herlev bliver der også samlet lokalt ind til den store landsindsamling under sloganet ‘Herlev passer på Herlev.’ Et slogan der frigiver et lille fnys fra den 45-årige mor til to.

»Ordene ’Herlev passer på Herlev’ lyder jo så flot. For der er ingen på Herlev Kommune, der passer på os. Vi er nødt til at passe på os selv,« siger hun.

Nadia har gennem sit forløb været rystet over, hvad hun kalder Herlev Kommunes manglende evne til at lytte.

»Det er min holdning, at man skal ikke skal ønske sig noget fra Herlev Kommune. De hjælper ikke. Det gør de ikke,« siger hun.

Hos Røde Kors i Herlev har hun tilgengæld fundet en hjælp, der har gjort hele forskellen. Hun er blevet tilknyttet Familienetværket i Herlev, og her kommer hun sammen med sine børn en gang om måneden. Hun kalder den dag for en festdag. Her har hun fået økonomisk hjælp blandt andet til at holde en jul, hvor der både var træ og gaver, og endnu vigtigere så er hun blevet mødt af mennesker, der har lyttet.

»Lige pludselig fandt jeg ud af, at der er mennesker, der tænker ligesom os, der har de samme udfordringer som os. Og så er der mennesker, der tænker på os og gerne vil gøre så, vi har det godt,« siger hun med henvisning til de frivillige i Familienetværket, som hun omtaler med stor ømhed og respekt.

Til maj har Nadia været tilknyttet Familienetværket i et år. Og hvad er så drømmen for fremtiden?

»Min drøm er faktisk, at levere to veluddannede og velopdragne børn til samfundet på trods alle de økonomiske begrænsninger, jeg har,« siger Nadia på den stålfaste måde, der ofte optræder hos mødre, der kæmper en benhård, daglig kamp i forreste linje for deres børn.

Nadia er ikke hendes rigtige navne. Navnet er redaktionen bekendt. 

Du kan læse meget mere om indsamlingen og mulighederne for at støtte LIGE HER

Har du kommentarer til historien, så skriv til mette@herlevbladet.dk 

ANDRE HISTORIER: Styrelses vurdering af forholdene på Lindehøjskolen lader vente på sig

 

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!