Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Leif med dårlig fod er bundet til de samme sko året rundt

Leif Oest går med en dropfodsskinne, som holder en dårlig fod oppe. Den er bundet til et par sko, og Herlev Kommune vil ikke bevillige ham en ekstra skinne, så han kan skifte til et par andre sko i de varme måneder.

88-årige Leif Oest gennemgik for omkring seks år siden en rygoperation. Operationen har gjort, at han har mistet kraften og muligheden for at bruge musklerne i den ene fod, en såkaldt dropfod.

»Jeg blev opereret i ryggen, og jeg fik en dropfod ud af det. Det er svært at flytte min fod,« siger han.

Herlev Kommune har efterfølgende bevilliget en såkaldt ‘dropfodsskinne’ til hans ene ben, en skinne som holder hans fod oppe som en hjælp i dagligdagen. Så langt så godt.

Vi synes ikke, at det er helt i orden, at min morfar skal gå med tykke lædersko hele året

Fast i vintersko

Leif Oest har kun en skinne, som er monteret til de sko, som er målrettet de mørke og kolde måneder.

»Nu sidder jeg fast i en vintersko, som passede til dropfodsskinnen, hele året. Den er nødt til at komme på, men det bliver lidt varmt, alle de vågne timer skal jeg have den på,« siger han.

Han har derfor spurgt kommunen om en ekstra skinne, som han kan benytte i de varme måneder og eventuelt indendørs. Men det har han fået nej til.

Kommunen argumenterer i et brev med, at dropfodsskinnen, som kommunen har bevilliget passer til en ‘allround sko, som passer til alle årstider.’ Herlev Kommune skriver endvidere, at de ikke anbefaler ham at færdes på strømpesokker, idet der er øget risiko for at falde, dog ikke når han sidder ned, men det er særdeles besværligt for Leif Oest at tage sko med tilhørende skinne på og af i løbet af dagen.

Det erkendes dog fra kommunen, at han ville have gavn af en ekstra dropfodsskinne, men omvendt mener man, at behovet er dækket væsentligt og tilstrækkeligt. Og så kommer kommunen også med et råd til renligheden:

»Vi vejleder dig om, at du med en god dørmåtte eventuelt suppleret med en klud kan aftørre sålerne på dine sko, hvis de er snavsede, når du kommer hjem, så du undgår unødigt slid af dine gulve i hjemmet,« fremgår det.

Det voksne barnebarn Christopher Oest, som også er partsrepræsentant for sin morfar, giver ikke meget for det kommunale svar.

»Han fik en dropfodsskinne af bandagisten for at kunne løfte foden mest muligt. Og den er ikke en, man bare lige skifter. Han kan ikke lige sætte sig og tørre skoen af, det burde de vide efter sygejournalen, her er kommunen lidt urealistisk,« siger han.

Arbejdede til 85 år

Bandagisten, som Leif Oest har benyttet, har i øvrigt bakket ham op i ønsket om to skinner og har også henvendt sig til Herlev Kommune, en henvendelse Herlev Bladet har set.

En dropfodskinne koster 13.000 kroner, og på spørgsmålet om, de ikke kan se, at det vil være dyrt for kommunen at anskaffe to skinner til en borger, svarer Christopher:

»Du har boet i kommunen så mange år og arbejdet, til du var 85 år, så er det kun rimeligt, at du får lidt hjælp som 88-årig,« siger han henvendt til morfaren.

Og Leif Oest fortsætter:

»Jeg har været skatteborger her i mange år og arbejdede, til jeg var 85 år. Så jeg synes ikke, at jeg har udnyttet systemet. Jeg har ikke brugt dem meget i 65 år.«

Både sommer og vinter

Herlev Bladet har henvendt sig til Herlev Kommune, som ikke vil kommentere den konkrete sag, men udtaler sig generelt.

»I nogle sager er der imidlertid behov for helt særlig type dropfodsskinne, som yder dobbelt støtte og fæstes på et egnet stabilt fodtøj, som sidder godt og sikkert på foden. Afhængig af sværhedsgraden af borgerens lidelse kan skinnens befæstning være flytbar eller fast monteret. I de tilfælde hvor borgeren ikke kan benytte et såkaldt kliksystem, hvor skinnen kan flyttes til andet fodtøj, vejledes borger altid i at vælge en sko,  der tilgodeser både sommer og vinter. Det er ikke muligt bevilge ekstra skinner alene på grund af årstidernes skiften. Bandagisten vurderer i hvert enkelt tilfælde om den sko, borgeren ønsker anvendt er egnet til montering af den pågældende skinne,« skriver Annika Nielsen, funktionsleder, Voksenrådgivning og Visitation i Herlev Kommune.

I familien Oest har de ikke givet op endnu.

»Det vil kun være ret og rimeligt med en ekstra skinne, vi har jo allesammen et par sko. Og os med sådan en lidelse burde da kunne skifte sko,« siger Leif Oest, og barnebarnet Christopher supplerer:

»Vi synes, at kommunen har slået en skævert. Vi synes ikke, at det er helt i orden, at min morfar skal gå med tykke lædersko hele året. Vi har anket sagen til Ankestyrelsen.«

LÆS OGSÅ: På tur i bymidten med rollator

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!