Letbane-arbejde betyder trafikale udfordringer i juni og juli
Arbejdet med den kommende letbanestation ved Herlev bymidte vil i juni-juli betyde trafikomlægninger på Herlev Ringvej mellem hovedgaden og Hjortespringvej.
I juni og juli ud forventer Hovedstadens Letbane, at arbejdet med den kommende letbanestation ved bymidten betyder omlægninger af trafikken, længere rejsetid og støj på hverdage mellem klokken 7 og 22 samt i weekender mellem 8 og 18. Sidstnævnte for beboerne i området.
LÆS OGSÅ: Anklageskrift: Stjal snus for 60.000
Selskabet oplyser i en pressemeddelelse, at man på Herlev Ringvej mellem Herlev Hovedgade og Hjortespringvej skal udvide den nuværende afspærring, så den går ud til midten af Herlev Ringvej.
Det får en række konsekvenser for trafikken såsom ændrede adgangsveje og indsnævring af vejbaner samt en hastighedsbegrænsning på 40 kilometer i timen på vejstrækningen.
Trafikale omlægninger og anbefalinger
Ved krydset til Herlev Hovedgade bliver højresvingsbanen i sydgående retning mod Ballerup fjernet, hvilket betyder, at der i perioden ikke vil være højresving mod Ballerup. Selskabet anbefaler, at man fortsætter ud af Herlev Ringvej og kører via Slotsherrensvej/Ballerup Boulevard.
I nordgående retning bliver venstresvingsbanen ind til Herlev Bygade midlertidigt fjernet, hvorfor anbefalingen her er, at man i stedet kører ad Herlev Hovedgade. I sydgående retning vil man stadig kunne svinge til højre ad Herlev Bygade, når man kommer fra Gladsaxe. Herlev Bygade bliver ikke spærret under arbejdet. Under trafikomlægningerne må der forventes jævnlige kødannelser, især i myldretiderne, lyder det.
Følg med…
I anlægsperioden vil cyklister blive ledt over på en dobbeltrettet cykelsti i venstre vejside set mod nord af Herlev Ringvej. Der vil blive sat skilte op, som henviser til den rigtige rute. Cyklister og gående vil fortsat kunne krydse Herlev Ringvej ved Herlev Hovedgade, Hjortespringvej og via den blå bro.
Mens arbejderne udføres, vil det påvirke bustrafikken på Herlev Ringvej. Når det sker, kan information findes på www.dinoffentligetransport.dk/letbanen, men følg også din rejse på www.rejseplanen.dk.
Planlæg turen her: trafikinfo.dk.
Der er lukket for kommentarer