Mobilt testcenter kommer til Dildhaven
Den kommende weekend kommer Region Hovedstadens mobile testcenter til Herlev – denne gang i nord.
Det mobile testcenter har været forbi Herlev flere gange, og den kommende weekend kommer det atter igen. Denne gang i Hjortehuset, Dildhaven 11B, 2730 Herlev. Det oplyser Herlev Kommune til Herlev Bladet.
Fredag den 27. november, lørdag den 28. november og søndag den 29. november mellem klokken 10-16 kan alle over to år møde op uden tidsbestilling og få taget en coronatest. Man skal bare huske mundbind og sygesikringskort.
Uanset kø foretages sidste test klokken 16.
Kommunen oplyser, at testcenteret kommer til Herlev efter aftale med den taskforce, som er iværksat for at nedbringe smitten. I Herlev er dagens smittetal på 70 nysmittede de seneste syv dage svarende til 242 per 100.000 indbyggere.
Med de tal placerer Herlev sig som den 17. hårdest ramte kommune i Danmark. I sidste uge var Herlev den hårdest ramte.
Læs også: Fortsætter fald i smittetryk
Opdaterede retningslinjer på testning
I dag tirsdag har Sundhedsstyrelsen opdateret sine retningslinjer for opsporing og håndtering af nære kontakter til coronapositive. Her udvides definitionen af, hvad nære kontakter er, ligesom der er kommet retningslinjer for, hvad man skal gøre, hvis man har været tæt på en smittet, men ikke i tæt kontakt – f.eks. i et mødelokale eller på et kontor.
Definitionen på en nær kontakt omfatter nu også alle, der har været inden for to meter i mere end 15 minutter med en person, der har fået påvist coronavirus i en af nedenstående situationer:
- Der har været sang, høj tale, råb eller andre aktiviteter med kraftig udånding.
- Der har været fysisk anstrengende aktiviteter
- Ved ophold i lukkede rum med dårlig ventilation eller manglende udluftning.
Er man nær kontakt til en, der er testet positiv, skal man gå i selvisolation og have foretaget to tests på henholdsvis dag 4 og dag 6 efter kontakt med den smittede.
Øvrige kontakter, der har været i nærheden af en person, som har fået påvist coronavirus, skal testes én gang hurtigst muligt, men der er ikke krav om isolation indtil testresultat.
- Det kan være i situationer, hvor afstandskravet som udgangspunkt er overholdt, men:
- Der har været langvarig kontakt i lukkede rum – f.eks. kontorfællesskaber.
- Der er mange konstaterede smittede på samme sted og dermed risiko for ”superspredning”.
- Der konstateres smitte i en forsamling med personer med risiko for et alvorligt COVID-19 forløb.
Du kan se alle retningslinjerne her
Herlev Bladet følger udviklingen tæt. Hold dig opdateret på heleherlev.dk og på vores Facebookside
Der er lukket for kommentarer