Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Mor og hjerneskadet søn frustrerede over mangel på hjælp

Udfordringer med at finde det rigtige botilbud og en kraftig reducering i antal støttetimer har fået 28-årige Jakob Horndrup, der er hjerneskadet, og hans 68-årige syge mor til at klage over Herlev Kommune.

Da Jakob Horndrup som 18-årig blev alvorligt hjerneskadet som følge af en trafikulykke, smadrede det hans drømme. Nu 10 år efter har han fået nye drømme. Blandt andet vil han, der sidder i kørestol, lære at gå igen. Men som det ser ud nu, er det op ad bakke. Ikke mindst fordi han føler, han står i stampe. Det samme gør hans 68-årige mor Inge, hvorfor begge er godt og grundigt frustrerede over, at der ikke bliver gjort mere for at hjælpe dem.

Nærmest tværtimod føler de, der nu i halvandet år har måtte bo sammen i morens lille toværelses lejlighed, mens de venter på et botilbud, der kan tilgodese de udfordringer, som en senhjerneskadet ung mand som Jakob tumler med.

Færre støttetimer

Det er endnu ikke lykkedes, og oven i hatten fik de i starten af 2018 et brev fra Herlev Kommune, som Herlev Bladet har fået indsigt i. Af brevet fremgår, at deres 11 daglige støttetimer nu blev reduceret til fem, fordi timerne blev givet på et tidspunkt, hvor Jakob og Inge boede i hus sammen, og hvor der var brug for ekstra opsyn, da Jakob kunne stikke af.

Efterfølgende blev huset solgt i troen på og håbet om, at Jakob skulle i botilbud, mens Inge kunne flytte for sig selv i en mindre lejlighed og tage sig af sit skrantende helbred, som blandt andet tæller: Diabetes, knogleskørhed og en dårlig ryg. Men da Jakob og Inge nu bor sammen igen og denne gang på færre kvadratmeter er risikoen for, at han stikker af ikke nær så stor, hedder det sig, hvorfor der er bevilliget færre timer til blandt andet opsyn.

Ifølge Inge Horndrup har der aldrig være fare for, at hendes søn, der som nævnt sidder i kørestol, ville stikke af. Derfor forstår hun ikke argumentet og vurderingen, der gør, at hun selv må bruge en stor del af dagen på at passe Jakob samt har været nødt til at bruge egne midler til ekstra privat hjemmehjælp.

LÆS OGSÅ: Dødssyg Huntingtons-patient fik halveret sine plejetimer

»Jeg føler, vi bliver taget som gidsel, fordi vi ikke vil ud til det første det bedste sted«, siger hun og henviser til de par gange, hvor hun og Jakob har sagt nej til det botilbud, som kommunen har anvist.

Derfor valgte familien i første omgang at klage over kommunens afgørelse om reducering af støttetimer uden at få medhold, hvorfor klagen nu er sendt videre til Ankestyrelsen.

Individuel vurdering

Centerchef for Børn, Familie og Handicap i Herlev Kommune, Cecilie Engell, kan ikke kommentere på Jakob Horndrups sag, hvor han og moren har klaget over manglende hjælp og støtte fra kommunen i forhold til hans senhjerneskade. Men hun understreger:

»Vi prøver altid at indgå i et samarbejde med borgeren. Det er langt det bedste, at borgeren for eksempel bor på et botilbud, som vedkommende er interesseret i«, siger hun.

Hun tilføjer, at der er mange forskellige typer af senhjerneskader, og at der ikke er uanede tilbud til de forskellige typer. Derfor vil kommunens udspil ifølge hende altid bero på en faglig og individuel vurdering af den enkelte.

Derudover handler det også om at gå i dialog, mener centerchefen.

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!