Herlev Bladet

Opdateret: Nu kommer der også tidsintervaller på ruteplanerne

Efter massiv modstand besluttede Movia sig for at genopsætte ruteplaner UDEN adgangstider ved busstoppestederne, men nu kommer der også tidsintervaller med, oplyser man.

I en pressemeddelelse fra Movia udsendt tirsdag fremgår, at man udover genopsætning af ruteplaner ved busstoppestederne nu også vil supplere med trykte tidsintervaller for, hvor ofte bussen går.

Dermed mener Movia at have imødekommet meget af den kritik, som Danmarks største trafikselskab modtog efter beslutningen om, at man ville fjerne de trykte køreplaner fra busstoppestederne.

»Vi er blevet kritiseret for ikke at lytte, og det er vi kede af. I de mange debatindlæg og breve, kunder har sendt til os, har flere peget på, at information om hvor tit bussen kører hen over døgnet og ugen kunne være en god løsning. Og da bussens tidsintervaller kun ændrer sig med nogle års mellemrum, er vi enige med kunderne i, at det er et godt supplement til den digitale information«, fortæller kommunikationsdirektør i Movia, Camilla Struckmann, i en pressemeddelelse.

Færdig inden sommerferien

Det fremgår, at Movia er ved at indhente tilbud fra eksterne leverandører på opgaven med at sætte de nye køreplaner eller linjetavler, som det hedder i fagsprog, op.

En af de ting, der ifølge Movia konkurreres på, er, hvor hurtigt leverandøren kan gå i gang. Så om alt går vel, håber man, at arbejdet med at sætte tavlerne op går i gang efter påske og vil være færdigt inden sommerferien. Stoppesteder uden digitale informationsskærme vil blive prioriteret først.

LÆS OGSÅ: Movia: Ruteplaner kommer op igen

De printede køreplaner er også på vej ud i busserne fra slutningen af denne uge. Movia vil løbende følge op på, hvor der mangler køreplaner og supplere op.

Guide til ældre og handicappede

Efter dialog i Movias tilgængelighedsforum, hvor handicap- og ældreorganisationerne er repræsenteret, vil den nye linjetavle også rumme en guide til, hvordan man bruger sms 1250-servicen. Den information er skrevet med større skrift end de tidligere trykte køreplaner og den information, som hænger på stoppestedet i dag. Det skal gøre det nemmere for synsbesværede borgere at få hjælp til sms 1250-servicen, som er den nemmeste måde at få digital trafikinformation på. Den kræver heller ikke, at man har en bestemt mobil eller en smartphone.

LÆS OGSÅ: Movia valgte at afvikle ruteplaner på trods af massiv modstand

Bruger man ikke køreplanerne kan man sende en sms til 1250-servicen, benytte Rejseplanens hjemmeside og app eller se hele køreplanen på dinoffentligetransport.dk. Man kan også ringe til DOTs kundeservice på 70 15 70 00 og få tilsendt en printet køreplan med posten, oplyses det.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....