Ny leder af Gammelgaard: Kunst skal være i børnehøjde
Herlev Kommune har ansat Pernille Fonnesbech som ny leder af Gammelgaard. »Det er hele Herlevs kunsthal og kulturelle samlingspunkt med en kunstnerisk rækkevidde, der når langt videre end lokalområdet,« siger Pernille Fonnesbech, der kommer fra en stilling som leder af Heerup Museum i Rødovre.
8. marts tiltræder Pernille Fonnesbech stillingen som ny leder af Gammelgaard, der er Herlev Kommunes udstillingssted for samtidskunst i den nordlige del af kommunen på Gl. Klausdalsbrovej. Pernille Fonnsbech er uddannet mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og kommer fra en lederstilling på Heerup Museum i Rødovre. Pernille har tidligere været kurator og formidlingschef i kunsthallen Gl. Strand.
Hun efterfølger Anne Retz Wessberg, der har været Gammelgaards leder i 18 år og har valgt at gå på pension.
Pernille Fonnesbech ser frem til at kaste sig over opgaven.
»Det er med meget stor glæde og stolthed, at jeg ser frem til at lede Gammelgaard ind i en ny fase i en ny tid. Gammelgaard er hele Herlevs kunsthal og kulturelle samlingspunkt og står med sine tilbud om udstillinger, kreative værksteder og stedets charmerende rammer på et stærkt fundament, som rækker langt videre,« siger Pernille Fonnesbech i en pressemeddelelse.
I særdeleshed skal vi give børn og unge mulighed for at møde den professionelle kunst og udforske deres egne sanser og kreative tænkning
Kunsten kan styrke os
Den nye leder påpeger, at stedet for samtidskunst i det nordlige Herlev har en særlig status og et stort potentiale, der taler til tiden.
»Gammelgaard er en af Danmarks vigtige, mindre kultur- og kunstinstitutioner, der spiller en væsentlig rolle lokalt, men samtidigt er et attraktivt udstillingssted for kunstnere og appellerer til mange besøgende udefra. Kunsthallens beliggenhed, som et kulturelt fyrtårn i overgangen mellem Herlevs dynamiske bykerne og det landskabelige område i det nordlige Herlev, udtrykker netop det spændingsfelt, hvor vi finder de store emner, der optager os i dag,« siger Pernille Fonnesbech.
Den nye leder ser frem til sammen med medarbejdere og samarbejdspartnere at bidrage til, at Gammelgaard bliver til glæde for mange.
»I særdeleshed skal vi give børn og unge mulighed for at møde den professionelle kunst og udforske deres egne sanser og kreative tænkning. For det er jo det fantastiske ved kunstens natur, at den kan berige og nuancere vores oplevelse af verden og styrke vores opfattelse af os selv i den. Og det kalder vores aktuelle, hastigt foranderlige tidsalder på,« siger Pernille Fonnesbech.
Dermed vil hun fortsætte det fokus på børn, som har spillet en stor rolle på Gammelgaard i mere end 10 år, hvor Herlevs børn er inviteret inden for i kunstens verden.
God fornemmelse
Herlev Kommunes kulturchef Thomas Angermann har store forventninger, og ser frem til at byde den nye leder velkommen.
»I Pernille får vi en erfaren kunstfaglig leder. Vi er sikre på, at Pernille har en god fornemmelse for, hvilken rolle kunsten på Gammelgaard skal have for borgerne i en kommune som Herlev. Pernille er stærk i udviklingen af visioner for, hvordan den professionelle kunst kan spille en rolle i børn og unges liv – hvad enten det er gennem dagtilbud- og skolesamarbejder, børn og unge i deres frie tid eller mere målrettede indsatser som for eksempel arbejdet med udsatte eller sårbarhed,« siger Thomas Angermann i pressemeddelelsen.
Gammelgaard er Herlev Kommunes udstillingssted for samtidskunst og er beliggende i grønne omgivelser i det nordlige Herlev. Året igennem viser Gammelgaard tre-fire skiftende udstillinger i stedets udstillingsbygninger. Gammelgaard tilstræber altid et højt kunstnerisk ambitionsniveau i kunst- og kulturprogrammet og er bredt anerkendt som en vigtig spiller på kunstscenen i hovedstadsområdet.
Sammen med koncerter, events og en integreret café virker Gammelgaard ikke kun som kunsthal, men også som kulturhus og samlingssted for borgere i alle aldre. Gammelgaard spiller med i Herlev Kommunes forskellige satsninger, og har derfor i en årrække haft et særligt fokus på børnemålgruppen med særomvisninger, undervisningsforløb og etablering af musiklegeplads.
Gammelgaard er som navnet antyder en gammel gård, som Herlev Kommune overtog i 1978 og gjorde til et kulturbygning og kunstmuseum.
LÆS OGSÅ: Præsentation af en af de mange kunstnere, som har besøgt Gammelgaard gennem årene
Der er lukket for kommentarer