Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

2.500 kager, en halv million ekstra mursten og snart 264 nye lejeboliger

Torsdag var der rejsegilde for byggeriet 'Hørkær Have'.

Støj fra store maskiner, gule refleksveste blandet med sorte cottoncoats og en duft af grillpølser. Der var linet op til rejsegilde på Skanska’s 264 boliger store byggeri ‘Hørkær Have’ på Hørkær 7-9 torsdag, og alle, der havde givet en hånd med, var inviteret med ind i det varme hvide telt på byggepladsen, selvom det traditionelt set jo kun er ‘håndværkernes dag’.

Også Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), var med i teltet, bare 13 måneder efter han også var med til at tage det første spadestik, for så hurtigt kan det gå, når man som Skanska har et mål om at overholde byggeplanen med indflytning af de første beboere til december og med aflevering af det hele i foråret 2025.

Fremtidens Herlev

Borgmesteren indledte talerrækken med et kort rids over Herlevs historie, alt imens maskinerne og de byggefolk, der havde trukket det korte strå, arbejdede videre for at nå tidsplanen.

»I 1945 var der 3.800 mennesker i Herlev, i 1965 mere end 20.000, og det toppede i start firserne for så at ligge stille indtil 2012, hvor der igen er kommet gang i udviklingen,« sagde han blandt andet og kaldte ‘Hørkær Have’ for en del af fremtidens Herlev.

»Alle de mennesker, der skabte Herlev, er her endnu. De er mellem 75 og 105 år, men for at de mennesker kan få sig et godt sted at bo også i deres otium, skal vi have bygget en by med nye generationer,« påpegede han og antydede, at det er projekter som Hørkær Have en del af løsningen på, så de børnefamilier, unge og andre, som flytter til Herlev, kan få sig et sted at bo med nye rammer for nye fællesskaber.

»Det I gør her er at være med til at skabe fundamentet for at de mange fælleskaber, som er i Herlev også er her i fremtiden,« lød det fra borgmesteren, der udtrykte et håb om, at de første beboere kan nå at holde jul i det nye.

Artiklen fortsætter under billedet.

Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), talte til Hørkær Haves rejsegilde. Foto: Kenneth Hougaard.

Masser af kage

Derefter gik direktør i Skanska Danmark, Peter Nymann, på talerstolen og fortalte, hvorfor pilen lige netop havde peget på Herlev dér for syv år siden, hvor man så småt tog hul på planerne.

»Vi så et potientiale i omdannelsen af Erhvervskvarteret. Herlev er en kommune i vækst, et sted hvor udviklingen er i højsædet, og hvor der er en lokal identiet, en god infrastruktur, og hvor letbanen kan binde Hørkær Have sammen med resten af byen,« lød det.

Derudover glædede han sig over, at byggeriet skred planmæssigt frem, og 360 dage uden uheld på så stort et byggeri. Han var også leveringsdygtig i lidt uofficielt sladder, som der velsagtens er på så stor en plads.

»Det er ikke bekræftet, men jeg har ladet mig fortælle, at der er blevet spist 2.500 stykker kage indtil nu,« sagde han om det, der måske er den hemmelige ingrediens til at nå tidsplanen.

Og så gjorde han en del ud af at promovere et fælleshus for beboerne, der skal bygges midt i det hele. Her vil man også kunne se flere bæredygtige valg som for eksempel ifølge direktøren stole lavet af gamle ølfustager. Og nu vi er ved genbrugsmaterialer, fortalte han, at stenene fra det røde murstensbyggeri, der før var på grunden, har fået nyt liv i et 100 nye lejeboliger i Hillerød. Noget der flugter godt med, at byggeriet her er blevet DGNB-guld-certificeret, som er en standard for, hvor bæredygtigt et byggeri er.

En hemmelig oase

En anden, der også promoverede fælleshuset, var arkitektfirmaet bag byggeriet C.F. Møller, hvis repræsentant understregede, at man i firmet var særligt glad for mursten, hvor man også var ovenud lykkelig for, at der til Hørkær Have var brugt over en halv million ekstra mursten. Det fremgik også, at arkitektfirmaet i sit design var stærkt inspireret af de københavnske karré bygninger med centrale gårdrum, hvor beboerne altså her får et grønt og bæredygtigt fælleshus – en slags hemmelig oase, som det hed sig, hvor de kan mødes på tværs af generationer.

Fakta:

Bygherre: Skanska A/S.
Arkitekt: C. F. Møller Architects.
Ingeniør: WSP.
Totalentreprenør: HHM A/S.
Areal: 22.739 m².
Lejligheder 2-5 værelser: 264 stk. i 6-11 etager.
P-pladser: 264 stk. heraf 44 stk. med lademulighed.
Bæredygtighedscertificering: DGNB Guld.
Udlejning påbegyndes: Forår 2024.

Bemærk kransen på toppen af bygningen. Fotos: Kenneth Hougaard.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!