Om to år skal rådhusgrunden omdannes til boliger: Så langt er kommunen med processen
Lige nu huser rådhusgrunden medarbejdere i Herlev Kommune. Men i fremtiden skal der ligge boliger på grunden, og første skridt i den retning er nu taget.
I slutningen af 2024 er det planen, at et helt nyt boligområde skal tage form på det, der i dag er rådhusgrunden i Herlev.
Og selvom der er over to år til, at arbejdet reelt skal gå i gang, så er de første omend mere symbolske end reelle spadestik allerede blevet taget.
For en konkurrence om at skabe det mest spændende boligområde er gået i gang. Det oplyser Herlev Kommune på sin hjemmeside.
Hvordan det nye boligområde skal se ud er ikke fastlagt endnu. Det eneste, der ligger fast, er, at der skal bygges boliger, og resten er derfor op til fire udvalget tilbudsgivere at finde frem til.
Krav skal overholdes
AG-Gruppen, NPV, NREP og Pension Danmark har derfor alle fået til opgave at udarbejde et forslag, der skal præsenteres for kommunalbestyrelsen 21. november.
De eneste krav, der er til de udvalgte fire tilbudsgivere, er, at det nye område skal lige i tråd med Herlev Bymidtes dynamik og funktioner, samt blive som en grøn, levende og naturlig afslutning på bygaden.
Tilbudsgiverne skal også beskrive, hvordan borgerne skal inddrages i processen for udviklingen af området, og så skal selv bebyggelsens arkitektur sikre, at man ser og mærker, at de berømte keramikværksted Saxbo tidligere fungerede på grunden. I den forbindelse skal den runde Saxbo-bygning bevares.
Kommunen skriver i den forbindelse, at de fire tilbudsgivere er udvalgt, fordi de alle har kendskab til Herlev enten ved at have bygget og udviklet i Herlev før, eller ved at være i færd med det. AG-Gruppen har stået for byggeriet ved Lyskær, NPV står bag BIG Shopping i Herlev, NREP står for udviklingen af Herlev Bymidte og Pension Danmark står for byggeriet af et udvidet plejecenter i Hjortespring.
»Den forhåndsviden om og forståelse for Herlev som by og fællesskab gør dem i stand til skabe et miljø med nye mødesteder på tværs af generationer,« skriver Herlev Kommune om de fire tilbudsgivere.
Vinderen findes i starten af 2023
Frem mod den egentlige byggefase, der altså efter planen skal begynde i december 2024, skal to faser gennemføres. Den første fase er udviklingsfasen, hvor det skal besluttes, hvordan boligområdet skal se ud.
I den anden fase udbydes grunden i offentligt udbud for at sælges til højstbydende køber.
I den forbindelse får tilbudsgiveren, der ender med at vinde konkurrencen, forkøbsret også projektet. Andre entreprenører kan byde ind på opgaven.
Vinderen skal findes af kommunalbestyrelsen i januar 2023.
Fakta om rådhusgrunden:
På rådhusgrunden skal der bygges boliger. Det er endnu ikke besluttet, hvilken type af boliger, der skal bygges. Antallet af boliger er heller ikke besluttet.
Efter konkurrencen er afsluttet i januar 2023, skal projektet udvikles, inden det kommer i udbud fra juni 2023 til september 2023. i Oktober 2023 skal vinderen af udbuddet besluttes af kommunalbestyrelsen.
Herlev Kommune skal i forbindelse med boligprojektet på rådhusgrunden flytte til Rådhus Hjortespring, Rådhus Bymidte og Hammergården.
Der er lukket for kommentarer