Louise-sagen: Der er fundet en kniv
Efterforskningsleder Ole Nielsen oplyser, at den nye afsøgning efter et gerningsvåben i Louise-sagen, har givet resultater.
I tre dage har Forsvarets Advanced Search-enhed gennemtrevlet Kagsmosen efter et gerningsvåben i sagen om den 32-årige Louise Borglit, der på brutal vis blev dræbt i Elverparken 4. november 2016. Torsdag sluttede søgningen, og ifølge efterforskningsleder ved Københavns Vestegns Politi, Ole Nielsen, er der blevet fundet en kniv.
»Eftersøgningen er færdig, og det de har fundet er blevet afleveret til os til vurdering. Jeg kan sige, at der er fundet spor, som er sendt til kriminalteknisk undersøgelse«, fortæller han og tilføjer, at der er blandt andet er tale om en kniv fundet i et vandløb ved den sti, der går langs Kagsmosen.
Der er endnu for tidligt at sige, om kniven, som er en blandt flere, der blev fundet ved samme lejlighed, er gerningsvåbenet. Men man kan heller ikke udelukke den.
Ny eftersøgning
Eftersøgningen er blevet til på anbefaling af en gruppe erfarne efterforskere fra andre politikredse, som tidligere i år gik sammen for at se på sagen med friske øjne – et såkaldt peer review. Først blev Kagsmosen afsøgt med otte politihunde og ugen efter, altså i denne uge, med to hold fra Forsvarets Advanced Search-enhed, der via metaldetektorer og særlige teknikker finkæmmede området. Det gjorde de fra tirsdag til torsdag denne uge i alle døgnets lyse timer.
SE OGSÅ: VIDEO: Sådan går det i jagten på gerningsvåbenet
»Nu er den del tilendebragt, og så får vi svar fra vores teknikere på et tidspunkt, om det, vi har sendt afsted, kan hjælpe os i forhold til at finde et gerningsvåben«, forklarer Ole Nielsen.
Nye henvendelser
Ifølge ham har de sidste par ugers eftersøgning givet ny opmærksom på Louise-sagen, og det har også ført til nye tip i sagen.
»Dem følger vi selvfølgelig til dørs, men det er altid svært at sige, om det er noget, vi kan bruge. I forhold til nogle af dem kan vi også sige, at den del har vi undersøgt«, fortæller han.
På trods af det vil han stadig på det kraftigste opfordre folk til at henvende sig, hvis der er noget, de har spekuleret over, men ikke tænkt var relevant. Selv det mindste kan nemlig være afgørende, lyder budskabet.
Læs mere og se billederne i Herlev Bladet næste uge.
Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks