Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Rystet nabo efter brandattentat: – Helt grotesk

Onsdag aften blev en flaske med brandbar væske kastet mod et vindue på Tornerosevej 35. Beboerne var heldigvis ikke hjemme, og der skete ingenting. Alligevel er der en vis utryghed blandt beboerne dagen derpå.

»Det er jo helt grotesk. Jeg må indrømme, at jo mere jeg taler om det i dag, jo mere rystet bliver jeg. Tænk, hvad der kunne være sket, og kommer vedkommende tilbage?«

Spørgsmålene er mange for nærmeste nabo, Signe Espersen, til gårsdagens dramatiske hændelse, hvor en ukendt gerningsmand kastede en hjemmelavet brandbombe, en slags molotovcocktail, mod et vindue på Tornerosevej 35.

Flasken ramte heldigvis ved siden af, på muren, faldt til jorden og gik ud, og gerningsmanden forsvandt.

Alligevel er Signe Espersen, der arbejder hjemmefra for tiden, temmelig rystet.

»Jeg var blevet færdig med mit arbejde ved 17-tiden og gik ud for at handle, og da jeg vendte tilbage, var der fyldt med politi- og brandbiler,« fortæller hun.

Vil have videoovervågning

Også formand i afdelingen, Kilometergården, Peter Vigand, er påvirket.

»Det er da noget rod, og folk er rystet, lad os nu sige, at det var gået galt, og de havde smidt den igennem ruden, men heldigvis slukker den meget hurtigt,« fortæller han, der blev ringet op af nogle beboere.

»Derefter går jeg ned for at være behjælpelig, hvis der er nogen, der skal ind i ejendommen,« forklarer han, der efterfølgende har kontaktet ejendomskontoret for at høre, hvad man kan gøre for at øge trygheden i ejendommen.

LÆS OGSÅ: Endnu en er anholdt efter brande

En af tankerne, som også har været fremme før, er videoovervågning, men som han også har opfordret til før, bør alle beboere anskaffe sig en røgalarm.

»For en del år siden monterede vi brandalarmer i alle opgange, og nu har vi også gjort det i hele opgangen. Jeg har selv en brandalarm og en ildslukker i min lejlighed,« siger han, der godt kan forstå, at gårsdagens hændelse har skabt noget utryghed.

Aldrig oplevet før

»Vi tager det her alvorligt, og jeg har kontaktet ejendomskontoret og vil senere kontakte driftschefen ved KAB og Herlev Boligselskab,« lyder det fra formanden, der har boet i ejendommen i 13 år og aldrig har oplevet noget lignende.

Det tætteste var en nytårsaften, hvor nogen havde sat ild til en skraldespand, oplyser han, der nu afventer politiets resultatet af politiets efterforskning.

Herlev Bladet har været i kontakt med Beredskab Øst, som bekræfter, at der var tale om en flaske med noget brandbart væske, som blev kastet mod en endegavl.

Vi har også kontaktet Københavns Vestegns Politi, som efterforsker episoden bredt, men oplyser, at der ikke er noget, der tyder på, at det er banderelateret.

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!