Stor cykelglæde skaffer sejren
Der var stor glæde blandt elever, borgmester og politi, da 4.b på Lindehøjskolen mandag modtog en præmie for at være den klasse i Herlev Kommune, der på to uger havde cyklet mest.
»I skal have den her anerkendelse, da I er den klasse i Herlev, som er de dygtigste til at cykle, og fordi I har så godt tjek på jeres sikkerhed i trafikken.«
Sådan lyder ordene fra Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen, mandag. Han er sammen med politikommisæren fra Københavns Vestegns Politi, Lars Jørgensen, taget hen på Lindehøjskolen for at overrække en præmie på 3000 kroner til eleverne fra 4.b.
De er netop blevet kåret som den klasse i Herlev Kommune, der har cyklet mest i perioden fra den 7. september til den 17. september.
Det har de gjort som følge af deres deltagelse i den landsdækkende skolecyklingskampagne ’Alle Børn Cykler’. For at få flere børn til at cykle har elever landet over dystet om at cykle flest dage til skole og fritidsaktiviteter.
Fokus på trafiksikkerhed
I løbet af de to kampagneuger har Herlev Kommune også haft fokus på børnenes sikkerhed i trafikken. For eksempel har lokalpolitiets skolekontroller ført tilsyn med elevernes cykler, når de har været på vej i skole. Her har de blandt andet tjekket op på elevernes brug af cykelhjelm, cykellygter og dæktryk.
Og ifølge politikommissær Lars Jørgensen kan eleverne fra 4.b i denne sammenhæng give sig selv et stort klap på skuldrene.
»De har været virkelig dygtige til at have en fornuftig adfærd i trafikken, og de har vist, hvad man skal gøre for at forbedre trafiksikkerheden som cyklist,« siger Lars Jørgensen.
Det er også tydeligt at mærke på eleverne, hvor stolte de er over deres præstationer. De fortæller, at de både er glade for, at de har vundet en præmie, men også at der har været fokus på deres sikkerhed i trafikken.
»Der er mange, som ikke bruger lygter, reflekser og cykelhjelme, så det er godt, at de (politiet, red.) har kigget efter sådan noget,« siger 10-årige Nicoline Termansen.
»Jeg synes, det er fedt, fordi jeg synes, det er rigtig godt, de har lavet det her i Herlev,« siger Mikkel Borgroth.
»Jeg synes, det er virkelig sejt af klassen, fordi vi har arbejdet så hårdt,« siger David Valdemar Heide.
Knapt 100.000 elever fra skoler over hele landet har deltaget sammen med deres lærere i Alle Børn Cykler.
Har du en anden god historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
ANDRE HISTORIER: Henning som frivillig: ”Ingen skal sidde alene juleaften”
Der er lukket for kommentarer