Stor surprise hos HI
Det gik ikke helt som formanden forventede, da HI holdt repræsentantskabsmøde.
»Så gælder det årets leder,« meddeler Annelise Fenger efter at have præsenteret vinderne af diverse legater og priser til nogle af de allerdygtigste sportsudøvere i Herlev. Men hun bliver hurtigt bedt om at sætte sig ned på sin stol igen.
»Jeg har glædet mig så sindssygt meget til at afbryde dig her i aften,« siger Søren ‘Topper’ Hedegaard og rejser sig op.
Annelise Fenger ser forvirret op på den tårnhøje basket-mand.
»Prisen for årets leder går til dig, Annelise,« siger Søren ‘Topper’ Hedegaard.
»Ej, hvor er det strengt,« smiler vinderen og gemmer sit ansigt, som har fået en lidt rødere kulør end for blot et lille minuts tid siden.
»Annelise er en fantastisk leder, og der er ingen, som fortjener den her pris mere end hende,« siger han og fortsætter roserne i et par minutter, som kulminerer i, at hovedpersonen kan rejse sig og modtage hæderen, prisen som årets leder i HI og ikke mindst den traditionsrige kæmpemæssige søjle, der hører med til titlen.
»Ja, vi håber kåringen falder i jeres smag,« siger Søren ‘Topper’ Hedegaard, og at dømme ud fra publikums reaktion er hans håb blevet indfriet.
LÆS OGSÅ: B73 er med i opløbet om at blive Årets Forening
HI længe leve
Inden Annelise Fengers kåring, har formanden selv fremlagt sin beretning om tilstanden i idrætsforeningen. Og det lyder godt.
Økonomien er på ret kurs og idrætten er stadig på dagsordenen i Herlev kommune.
Det betaler sig at satse på idrætten. Det ses blandt andet på de flotte bedrifter, som modtagerne af aftenens tre HI-legater har udrettet.
De tre stolte vindere modtager hver 3000 kroner fra HI og store klapsalver fra de 30 sportsfolk og ledere, som har trodset kulden og er troppet op i aften.
»HI længe leve. Hurra. Hurra. Hurra. HI!« stemmer alle i, inden de igen trækker i dynejakkerne og bevæger sig hjemad efter et veloverstået møde med de øvrige idrætsfolk fra HI.
Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks