Vicedirektør på Herlev Hospital erkender: “Ikke været gode nok til at huske sosu-assistenterne”
På Herlev Hospital er man stolt af at kunne udrulle et helt nyt program, der sætter fokus på social- og sundhedsassistenternes kompetencer. Vicedirektør Helene Bliddal erkender, at man fra hospitalets side har været for lang tid om at rette blikket mod lige præcis den her faggruppe.
»Man kan med rette spørge, hvorfor vi dog ikke har gjort det her noget før. For vi har nogle utroligt loyale og dygtige medarbejdere, som vi måske skulle tage og investere lidt mere i.«
Sådan lyder det ganske ærligt fra Helene Bliddal, der er vicedirektør på Herlev Hospital, da Herlev Bladets udsendte reporter var forbi til en snak om et helt nyt kompetenceudviklingsprogram for social- og sundhedsassistenter på hospitalet.
I opgangstider har man kastet sig ud i at ansætte sygeplejersker og nogle gange glemt, at der også er nogle andre faggrupper, som kan noget
Programmet er nemlig ikke kun nyt – det er også det første af sin slags. Nogensinde.
»Fra direktionens perspektiv har vi måske ikke været gode nok til at huske den her meget værdifulde faggruppe, som vi også har på hospitalet,« siger Helene Bliddal og fortsætter:
»Men nu er vi i gang, og jeg synes, at det er fantastisk, at vi er fælles om det.«
LÆS OGSÅ: Efter 29 år som sosu-assistent på Herlev Hospital føler Anne sig for alvor anerkendt
Behandlet faggruppen stedmoderligt
Vicedirektøren fortæller, at der generelt på tværs af afdelingerne på Herlev Hospital var en lav arbejdstilfredshed blandt social- og sundhedsassistenterne.
»På nogle måder så har vi måske – ikke bevidst – behandlet den faggruppe lidt stedmoderligt. I opgangstider har man kastet sig ud i at ansætte sygeplejersker og nogle gange glemt, at der også er nogle andre faggrupper, som kan noget,« siger Helene Bliddal.
LÆS OGSÅ: Basketball hjælper psykisk sårbare med at komme ud af døren
Og derfor har man altså nu i samarbejde med chefsygeplejersker og kliniske undervisere udviklet et program, der dels skaber en bedre forståelse for de kompetencer, en social- og sundhedsassistent besidder og dels skal skabe overblik over medarbejdernes udviklingspotentialer og mulige karriereveje.
»Det her er en måde at understøtte medarbejdernes faglige udvikling og sikre, at kvaliteten af deres arbejde er i top, så det kommer vores patienter til gode. Og i virkeligheden er det lige så meget en investering i medarbejderne og deres personlige udvikling,« forklarer vicedirektøren.
Flere andre hospitaler er interesserede
Kompetenceudviklingsprogrammet startede som spæde tanker på kræftafdelingen og på afdelingen for urinvejssygdomme.
Det er udviklet af medarbejdere, chefsygeplejersker og kliniske undervisere og er også blevet prøvet af på flere medarbejdere. Og nu er det så rullet ud på hele hospitalet, så alle social- og sundhedsassistenter har muligheden for at blive det, de kalder kompetence-scoret.
I praksis strækker programmet sig over 2,5 dag. De første to dage går med, at medarbejderen følges i sit daglige arbejde af en klinisk sygeplejespecialist. Undervejs i de to dage bliver medarbejderen scoret ud fra 15 grundområder inden for det, man kalder den fundamentale sygepleje, der rummer for eksempel væskebalance, sårpleje, ernæring og hygiejne.
LÆS OGSÅ: Højt sygefravær blandt folkeskolelærerne i Herlev: “Eleverne er taberne i det her”
På den tredje dag har man så en samtale med den kliniske sygeplejespecialist, og det ender ud i en score på hvert af de 15 områder.
Der er ikke et minimum for, hvad man skal have som score, og programmet skal ikke anses som en eksamen. Det er udelukkende tænkt som et værktøj til at forstå sine egne kompetencer og vide, hvor man har sine styrker, og hvor man har potentiale for at udvikle sig.
»Jeg håber, at det her er en ramme, hvor vi tydeligt siger til vores medarbejdere, at vi gerne vil dyrke de udviklingsmuligheder, de har,« Siger Helene Bliddal og afslutter:
»Der er faktisk en masse andre hospitaler, der er interesserede i det, og det skal vi selvfølgelig dele ud af.«
Hvis du har lyst til at læse mere om, hvordan det nye kompetenceudviklingsprogram er blevet modtaget af social- og sundhedsassistenterne, kan du klikke ind på historien her om Anne Meldgaard, der har været ansat på Herlev Hospital i snart 30 år.
Der er lukket for kommentarer