Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Udvalgsformand afviser blankt at bruge penge på skøjtehal: “Vi vil ikke prioritere det lige nu”

Herlev Eagles-direktør Lars Skjøth kritiserer faciliteterne i Herlev Skøjtehal, men formand for Kultur- og Fritidsudvalget siger, at Herlev Kommune ikke vil prioritere at bruge penge på skøjtehallen på nuværende tidspunkt.

»Vores tilskuerfaciliteter er på alle mulige måder elendige« og »Vi har ingen ordentlige toiletfaciliteter og salgsområder. Vi har ingenting.«

Det var noget af den kritik, som Herlev Eagles-direktør Lars Skjøth udtalte onsdag, da han blev interviewet af TV 2 Sport. Her gav han udtryk for sin store utilfreds med faciliteterne i Herlev Skøjtehal.

Lars Skjøth har før givet udtryk for, at han synes, at Herlev Kommune bør investere i bedre faciliteter i skøjtehallen, da han mener, at det kan være med til at lokke flere tilskuere til ishockeykampene.

LÆS MERE: Herlev Eagles vil tiltrække flere lokale tilskuere til ishockeykampene

Ikke en prioritering

Herlev Bladet har forelagt direktør Lars Skjøths kritik af faciliteterne i skøjtehallen for Michele Møller Amundsen (S), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Ifølge Michele Møller Amundsen ligger en modernisering af skøjtehallen langt nede på prioriteringslisten hos Herlev Kommune.

»Vi vil ikke prioritere det (skøjtehallen, red.) lige nu, for vi har ikke de kommunale kroner til det,« siger Michele Møller Amundsen, der er enig med Lars Skjøth i, at faciliteterne i Herlev Skøjtehal trænger til at blive fornyet.

Ifølge Michele Møller Amundsen er der andre velfærdsområder, som ligger højere på prioriteringslisten.

»Hvis man kigger på kommunens økonomi, er vi nødt til at prioritere andre opgaver blandt ældre og daginstitutioner,« siger hun.

Samarbejde med privat investor

Formand Michele Møller Amundsen siger, at den eneste mulighed for en fornyelse af faciliteterne i skøjtehallen lige nu er, at Herlev Kommune indleder et samarbejde med en privat investor, som har en interesse i at forbedre idrætsfaciliteterne i skøjtehallen.

»Vi er i gang med at undersøge et samarbejde med nogle interesserede private investorer, heriblandt Pension Danmark, som kan investere på nogle bedre faciliteter,« siger hun og tilføjer:

»Lige nu kan jeg personligt ikke se, hvordan vi ellers skal kunne finde pengene til skøjtehallen.«

Har du kommentarer til denne historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk

LÆS MERE: ”At komme i semifinalen tror jeg sgu er den største bedrift, jeg har opnået i klubben“

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!