15-årig vinder guld til OL: ‘Det er en mega fed oplevelse’
Nicholas Castella fra Herlev Svømning vandt onsdag en guldmedalje i disciplinen 100 meter fri til ungdoms-OL, der bliver afholdt i Slovakiet.
Nicholas Castella er 15 år gammel. Han bor sammen med sine forældre, sin bror og sin søster i Bagsværd. Og så går han til svømning.
Det lyder jo i og for sig ganske normalt.
Men Nicholas Castella er ikke som alle andre 15-årige. Han er nemlig allerede udråbt til at være et af de største talenter inden for dansk svømning. Og det med god grund.
For onsdag sikrede han sig den første danske guldmedalje til ungdoms-OL, der i øjeblikket bliver afholdt i Slovakiet. Medaljen vandt han i disciplinen 100 meter fri.
»Det er en mega fed oplevelse at få lov til at svømme mod folk fra andre lande, og det er sjovt at ‘race’,« lyder det fra den unge svømmer.
Allerede torsdag har han så sat jagten ind på mere metal i disciplinerne 50 meter og 200 meter fri.
»50 meter fri er altid lidt en joker, men 200 meter er blevet lidt min specialitet, så jeg håber virkelig på en top-tre placering,« siger han efter at have svømmet sig i semifinalen i begge discipliner torsdag.
Forløsning at vinde
Til dagligt svømmer Nicholas Castella i Herlev Svømning, og her er man også stolt af hans præstationer indtil videre.
»Vi havde en forventning hjemmefra om, at han ville svømme med om medaljerne, men vi havde ikke forventet, at han ville vinde guld, så det var en positiv overraskelse,« siger Ricki Clausen, der er Nicholas Castellas svømmetræner, og som i øjeblikket er med ham i Slovakiet i jagten på OL-medaljer.
»Men hele målet i den her sæson har været det her ungdoms-OL, så det er en stor forløsning, når det lykkes,« siger Ricki Clausen.
LÆS OGSÅ: Anick høstede tre guldmedaljer til EM: ‘Jeg har levet højt på det lige siden’
Det er Nicholas Castellas første internationale stævne, og derfor var han ganske naturligt også ret nervøs, inden han skulle svømme.
»Inden OL havde jeg set lidt på mine modstandere, og mange af dem er faktisk hurtigere end mig, men i løbet af de forskellige races fik jeg mere og mere selvtillid,« fortæller Nicholas og fortsætter:
»Men der var stadig masser af nerver på, da jeg skulle svømme i finalen onsdag.«
Oplevelserne i Slovakiet har allerede givet den unge svømmer mod på mere. Hans hovedmål er at komme til at repræsentere Danmark til OL i Paris i 2024.
»Jeg håber virkelig på at komme med, og indtil videre ser det også godt ud, men på det tidspunkt er jeg jo stadig forholdsvist ung, så nu må vi se,« siger Nicholas Castella.
Stor opbakning fra familie og andre danske sportstalenter
Men OL i 2024 ligger stadig et stykke ude i fremtiden, så for nu drejer det sig bare for Nicholas Castella om at svømme sig gennem de sidste races.
Og det gør han med både støtte fra sit trænerteam, sin familie og de resterende 42 unge, danske sportstalenter, der også deltager i ungdoms-OL.
»Vi hepper alle sammen på hinanden , og alle de andre er så søde. Det er virkelig dejligt med den opbakning,« siger Nicholas Castella og tilføjer:
»Min familie er også en god support, og det er meget motiverende for mig at have dem med.«
Træner Ricki Clausen fortæller desuden, at ungdoms-OL er en god øvelse for den unge svømmer, der begyndte til svømning som 5-årig.
»Det er enormt fedt at se ham i den her setting. Han klarer det sindssygt godt, og det er en super vigtig erfaring at få, når nu han drømmer om at svømme for Danmark til OL,« lyder det fra træneren.
Der er lukket for kommentarer