Letbanearbejdet i Herlev forsinket en måned
Anlægsarbejdet i forbindelse med den kommende letbane, der lige nu finder sted i Herlev, er blevet forsinket med en måned. Hovedstadens Letbane oplyser, at arbejdet har krævet en lidt større indsats end først antaget.
Tidligere på året begyndte anlægsarbejdet af den kommende letbane i Herlev, der efter planen åbner og er klar til at tage første tur mellem endestationerne i Ishøj og i Lyngby i 2025.
Men nu er anlægsarbejdet blevet forsinket med en måned.
Det oplyser Hovedstadens Letbane i to borgerbreve, der er blevet delt ud i lokalområdet.
Herlev Bladet har spurgt Hovedstadens Letbane, hvad forsinkelsen skyldes. I et skriftligt svar til Herlev Bladet skriver Hovedstadens Letbane:
‘Desværre har arbejdet på de to strækninger krævet en lidt større indsats end først antaget. Vi forsøger sammen med vores entreprenører at planlægge vores mange aktiviteter på bedst mulig vis. Det er et stort anlægsprojekt over 28 kilometer med mange aktører, så det kan desværre ikke undgås, at der af og til opstår mindre lokale forsinkelser.’
Forsinket med en måned
Forsinkelsen af anlægsarbejdet drejer sig nærmere bestemt om to steder i byen. Nemlig på strækningen mellem Herlev Hovedgade og Hjortespringvej, samt på Herlev Ringvej mellem Lyskær og Kantatevej.
Hovedstadens Letbane havde ellers oprindeligt meldt ud, at anlægsarbejdet på de to strækninger ville være afsluttet i juli 2022, men det er nu blevet forsinket og bliver derfor først afsluttet i august 2022.
De nuværende trafikændringer fortsætter derfor, til entreprenøren CG Jensen er færdige med arbejdet.
‘Den måned, der er tale om på de to lokaliteter i Herlev, får dog ikke indflydelse på den samlede tidsplan. Men vi beklager de gener, som det måtte medføre for vores omgivelser,’ skriver Hovedstadens Letbane.
Når anlægsarbejdet er afsluttet i august, rykker entreprenøren så over i venstre side af vejen på begge strækninger.
Så hvis du som bilist havde håbet, at det snart var slut med trafikale udfordringer på de to nævnte strækninger, så skal du nok væbne dig med en smule mere tålmodighed. Nærmere oplysninger om, hvordan du som bilist lettest kan komme rundt i området vil blive givet af Hovedstadens Letbane, når datoen for det anlægsarbejde nærmer sig.
Der er lukket for kommentarer