Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Julie Nowak startede ved en tilfældighed til fodbold – nu lever hun af sporten i Italien

At blive professionel fodboldspiller var en drøm for Julie Nowak, som hun ikke regnede med ville gå i opfyldelse. Men nu spiller hun i Serie A i den Italienske klub Sassuolo.

Da Julie Nowak som 14-årig startede til fodbold i den lokale klub i Herlev, havde hun ikke forestillet sig, at hun 12 år senere skulle flytte til Italien for at blive professionel fodboldspiller.

Alligevel er det præcis det, der er sket.

Og 12. juli havde hun så sin første træning i sin nye klub Sassuolo, der ligger i Emilia-Romagna-regionen i Italien.

»Der gik en uge, fra jeg havde underskrevet kontrakten, til jeg sad i et fly på vej til Italien. Så det har været en meget speciel oplevelse,« fortæller den 26-årige fodboldspiller og fortsætter:

»Det er også meget specielt pludselig at komme til et andet land, hvor de ikke er så glade for at tale engelsk. Det kræver, at jeg er meget åben og spørger de holdkammerater, jeg ved taler engelsk, når jeg er i tvivl om noget.«

LÆS OGSÅ: 15-årig vinder guld til OL: ‘Det er en mega fed oplevelse’

Men selvom Julie Nowak lige skal vænne sig til et nyt sprog og et nyt land, så er hun ikke tvivl om, at det er det rigtige for hende.

»Det er virkelig rart at have muligheden for kun at holde fokus på fodbolden. Det er mit fuldtidarbejde nu, og det er virkelig nice. I Danmark havde man fokus på mange forskellige ting, og her er mit fokus at spille fodbold. Det er fedt,« forklarer hun.

Svært at blive professionel i Danmark som kvinde

Før skiftet til den italienske klub spillede Julie Nowak i HB Køge.

Her var hun med til at sikre HB Køge en oprykning til Gjensidige Kvindeliga, vinde to danske mesterskaber og få debut i UEFA Women’s Champions League.

Men selv med alle de præstationer var det ikke nok til at kunne leve af fodbolden.

»Jeg kunne ikke spille i Køge uden at have et fuldtidsarbejde ved siden af. Og det var bare virkelig svært at få et fuldtidsarbejde til at passe med fodbold. Så det er en lettelse at kunne fokusere hundrede procent på fodbold og slippe alt andet stress,« forklarer hun.

Julie Nowak startede til fodbold i Herlev IF i 2009. Nu spiller hun i Serie A på det italienske hold Sassoulo. Privatfoto.

Julie Nowak har med sit skifte oplevet, at man i Italien er kommet meget længere med kvindefodbold, end man for eksempel er i Danmark.

»Da jeg kom til Italien, blev jeg testet for ALT. Hele min krop blev scannet og testet, og ud fra det er der blevet lavet et fuldkommen skræddersyet program, der passer til mig og eventuelle udfordringer, jeg har. Det er en meget anderledes tilgang til det hele, og det er virkelig nice at prøve,« siger Julie Nowak

Spillede håndbold, før fodbolden vandt hendes hjerte

At Julie Nowak skulle ende som professionel fodboldspiller i Italien lå dog ikke umiddelbart i kortene. For som ung spillede hun først håndbold.

»Jeg gik til håndbold, fordi alle mine venner gik til håndbold. Og så har jeg altid bare spillet fodbold for sjov som barn nede i gården, men jeg overvejede aldrig at starte til fodbold. Så fik min klasselærer mig faktisk overtalt til at tage til en træning, og så synes jeg, at det var ret sjovt,« forklarer Julie Nowak.

En ugen efter Julie Nowak havde skrevet sin kontrakt under, sad hun på et fly på vej til Italien. Privatfoto.

På et tidspunkt skulle hun så vælge mellem de to sportsgrene. For med tre træninger om ugen og kampe i weekenden til både fodbold og håndbold var det svært at få enderne til at mødes.

Og så endte hun med at vælge fodbold.

»Nogle gange tænker jeg på, hvad det mon kunne have udviklet sig til, hvis jeg var startet til fodbold tidligere. For i begyndelsen lærer man utroligt meget teknik, men det skøjtede jeg ligesom lidt let henover,« siger hun.

Drømmen om udlandet lykkedes med en agent

Siden hun gik ud af gymnasiet, drømte Julie Nowak om at blive professionel fodboldspiller. Men samtidig tænkte hun også, at det var hun ikke dygtig nok til.

Men så begyndte flere og flere af hendes fodboldspillende kolleger at tage springet, og så fik hun stille og roligt mod på det.

»Det er ikke rigtigt kotume at have en agent i kvindefodboldens verden. Men da jeg fik en agent, så begyndte han at få kontakt til en masse udlandske klubber, og så gik det op for mig, at det rent faktisk godt kunne lade sig gøre,« siger Julie Nowak.

LÆS OGSÅ: Anick høstede tre guldmedaljer til EM: ‘Jeg har levet højt på det lige siden’

Og hvis der går andre fodboldpiger rundt med en drøm om at blive professionel og om at komme til udlandet, så har Serie A-spilleren et godt råd.

»Man skal lytte til sin mavefornemmelse og tage sig tiden til at blive klar, før man springer ud i det. Det kræver, at man er åben og villig til at kaste sig ud i noget nyt, men hvis man kan mærke, at man brænder for det, så skal man gøre det. Det er i hvert fald aldrig for sent,« afslutter hun.


Kort om Julie Nowak:

I 2009 startede Julie Nowak til fodbold i Herlev IF. Forinden havde hun ellers gået til håndbold, men så valgte hun at gie fodbold en chance.

I 2011 skiftede hun så til BSF, hvor hun spillede frem til juli 2018.

I juli 2018 fik FC Nordsjælland så øjnene op for Julie Nowak, og her spillede hun frem til maj 2020, hvor hun skiftede til HB Køge.

Efter to år i klubben og med to danske mesterskaber i bagagen blev hun solgt til italienske Sassuolo. Det er det mest indbringende salg for HB Køges kvindeafdeling nogensinde.

Julie Nowak nåede at spille 42 kampe for HB Køge.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!