23-årig fra Herlev idømt 12 et halvt års fængsel for terror
To mænd på henholdsvis 23 og 24 år blev onsdag idømt 12 år og seks måneders fængsel for forsøg på terror. Blandt andet ved at fremstille bomber, som skulle bruges et ukendt sted i Danmark.
12 år og seks måneders fængsel og en udvisning for bestandig er straffen til en 23-årig ung mand fra Herlev med afghansk ophav og altså indtil i går onsdag et dansk statsborgerskab.
LÆS OGSÅ: Valgdag – begejstring ved stemmeboksene
Det og hans frihed valgte Københavns Byret at tage fra ham onsdag 1. juni, hvor han sammen med en 24-årig medgerningsmand blev kendt skyldig i forsøg på terrorisme. Udover de to mænd var også en 40-årig kvinde mistænkt i sagen, og hun blev frifundet for den tiltale. Hun blev dog fundet skyldig i at have finansieret og fremmet terrorvirksomhed ved at have overført penge til personer med tilknytning til terrororganisationen Islamisk Stat. Hun blev i dag straffet med fire års fængsel. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Ville lave bomber
Den 23-årige mand, der indtil onsdag er ustraffet, blev anholdt og fængslet i december 2019. Forinden boede han i Herlev med sine forældre og havde også gået i skole her.
I en større politiaktion blev han sammen med 21 andre sigtet ifølge terrorparagraffen – i hans tilfælde for at forberede bombesprængninger med TATP kaldet ‘Satans mor’, som skulle bruges på et uspecificeret sted i eller uden for Danmark.
Af pressemeddelelsen lyder det også, at retten blandt andet har fundet det bevist, at de to mænd var i besiddelse af forskellige kemikalier samt udstyr til at fremstille sprængstoffet TATP.
LÆS OGSÅ: En af de sigtede i terror-sag er fra Herlev
I onsdagens dom blev han blandt andet også dømt for sammen med den 24-årige at sætte ild til en bus på Amager.
»Sager om terrorisme er altid alvorlige, men når vi ser på denne og de planer, der indgår i den, så er der ingen tvivl om, om at sagen her hører til i den meget alvorlige ende. Politiet har gjort et omfattende stykke arbejde med efterforskningen, og jeg er godt tilfreds med den afgørelse, som retten i dag er kommet frem til,« siger specialanklager Anders Larsson fra Københavns Politi.
De tiltalte har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.
Der er lukket for kommentarer