Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

70 år: Har viet sit liv til Alice, bordtennis og Herlev

Sten Nielsen fylder 70 år den 8. april. Dagen markerer også 60 års medlemskab af HI Bordtennis i præcis 60 år, hvor han har været frivillig idrætsleder i 52 år.

I anledning af Sten Nielsens 70-års fødselsdag har vi modtaget følgende skriv fra Britt Spangsberg.

Det er en af byens markante frivillige skikkelser, der runder 70 år i påsken. Lægger man hans frivillige indsatser sammen, så har han mere end 100 års erfaring på cv’et fra Herlev Bordtennis, HI’s 60’er-fester og fra Herlev Festival og festugen.

Kimen til engagementet blev lagt, da Sten Nielsen sammen med sin familie flyttede til Herlev som to-årig. Her voksede han op på Digestykket og startede i skole på Tvedvangen, hvor en af lærerne introducerede ham til bordtennis. Da familien efterfølgende flyttede til Hyldemorsvej, og Sten Nielsen derfor startede på Elverhøjens Skole, hvor bordtennisklubben holdt til, lå valget ligefor.

»Holger Borch (dav. formand for HI Bordtennis) sagde, at man skulle være 10 år for at blive meldt ind i foreningen. Jeg havde fødselsdag den 8. april, så den 9. april 1963 startede jeg til bordtennis,« fortæller Sten Nielsen, der i forvejen spillede bordtennis på spisebordet derhjemme sammen med sine to brødre, som han – efter eget udsagn – godt kunne slå.

Det er de mange oplevelser og gode kammerater, jeg har fået.

I bestyrelsen som 16-årig

Allerede seks år senere – som 16-årig – blev Sten Nielsen valgt ind i bestyrelsen som ungdomsleder. Med undtagelse af to år har han siddet i bestyrelsen lige siden og var også involveret i flytningen fra Elverhøjen til de nuværende lokaler i Sportskælderen på Kildegårdskolen Vest. Han har været både kasserer og næstformand, og siden 1989 har han haft formandsposten og stået i spidsen for den markante udvikling, bordtennisklubben har været igennem de senere år.

På porteføljen står i dag både en voksende ungdomsafdeling, et hold i herrernes bedste række, bordtennisligaen, yderligere to divisionshold for herrer og ét for kvinder. Derudover har HI Bordtennis træning for parkinson-ramte, BAT60+ for seniorer og et stort veteranhold, som for nylig vandt et to-cifret antal medaljer til DM. Som formand er han stolt over udviklingen – både det sociale liv og de sportslige præstationer. Men han er ikke i tvivl om, hvad der står aller stærkest i erindringen, når han tænker tilbage på de mange år i bordtennisklubben.

»Det er de mange oplevelser og gode kammerater, jeg har fået. Og så var det, da jeg blev æresmedlem i HI og fik Herlev Kommunes Idrætslederpris,« siger han.

Mere end bordtennis

Det lokale engagement rummer dog mere end indsatsen som frivillig idrætsleder i HI Bordtennis. I 1990 var Sten Nielsen med til at starte HI’s populære 60’er-fester, og han var stadig primus motor samen med sin gode kammerat Johnny Nielsen, da festen løb af stablen i februar med et fyldt dansegulv og Abba Tribute. Og ligeledes gennem mere end 30 år har han været aktiv til først Herlev Festival og siden Herlev Festuge.

Privat bor Sten Nielsen i dag, hvor det hele startede, nemlig på Digestykket. Her har han boet de seneste 40 år sammen med hustruen Alice, som han kan fejre guldbryllup med i 1975. Sammen har de børnene Jesper og Rikke, og to børnebørn.

I sin civile karriere var Sten Nielsen uddannet både typograf og litograf og arbejdede de sidste 25 år af sit arbejdsliv for Kuvertfabrik Danmark. Så på alle måder er det en mand, hvis liv er karakteriseret ved mange, lange engagementer, der nu går ind i et nyt årti.

ANDRE HISTORIER: Underskud på 68,5 millioner kroner: Herlevborgerne må tage skraldet

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!