Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Anmeldelse: At være skuffet er ikke det samme som at være slået ud

Stærke skuespilpræstationer i Herlev Musical & Teaters version af klassikeren Glasmenageriet, hvor evigtgyldige skildringer af unge mennesker usikkerhed, håb og omgivelsernes forventninger folder sig ud.

Det kan være svært at finde, hvis man ikke lige ved, hvor det er.

Kælderscenen gemmer sig godt på Lindehøjskolen, og på en kold og mørk januaraften var der flere, som måtte gå lidt frem og tilbage for at finde scenen med den aktuelle forestilling i Herlev Musical & Teaters regi. For kommende gæster på stedet, som ikke helt ved, hvor det er, skal man over på den anden side af skolen i forhold til vejene Tvedvangen og Borgerdiget og finde kælderlokalet lige over for fodboldbanerne.

Nå, men alle fandt tilsyneladende heldigvis deres plads, da der i går torsdag var Herlev-premiere på klassikeren Glasmenageriet. Og på sin vis passer det ganske fint, at dette familiedrama spilles lidt afsides og væk fra alfarvej. Der er ikke plads til mange tilskuere, og det skaber en intim stemning i kælderen, hvor publikum nærmest kommer med til bords hos familien og kan grine og græde med dem.

Mødet med Jim får for første gang Laura til at blomstre op og smide genertheden

Unges selvværd

En mor og hendes to voksne børn er alle på en eller anden måde koblet af udviklingen i 1930’ernes USA. Faderen er skredet forlængst, og sønnen Tom forsørger familien gennem sit job som lagerarbejder, noget han bestemt ikke er tilfreds med, han vil videre ud i livet og har drømme om rejser, eventyr og litteratur.

Søsteren Laura er genert og indadvent i ekstrem grad, og hendes liv består mest af at samle på og pleje små glasfigurer. Moderen Amanda er stik modsat og fortæller ivrigt, hvor ombejlet hun var som ung, og hun er konstant skuffet over sin generte datter, både hvor lidt datteren kender til mænd, og at hun ikke kan gennemføre uddannelsesforløb.

USA for næsten 100 år siden er noget andet end Danmark i 2020’erne, for eksempel er det meget få danske unge, som skal passe et job på bekostning af egne drømme for at forsørge forældre, men både unges usikkerhed og drømme om noget andet og større og voksnes skuffelse over, hvad tilværelsen har bragt, og længslen efter en forlængst overstået ungdom, er noget som kan genkendes til alle tider.

I en tid hvor der er meget fokus på mange unges lave selvværd, er især karakteren Laura ganske aktuel. Hun er en introvert i de ekstrovertes verden følsomt og troværdigt spillet af Natalie Matwich. Moderen Amanda er et neurotisk festfyrværkeri leveret af Kirsten Bärnholdt, og Emil Kjærbo Kristensen er eminent som den unge temperamentsfulde drømmer Tom, der udover sin rolle også er forestillingens fortæller, som både indleder og afrunder aftenen.

LÆS MERE: Interview med Natalie som spiller Laura 

Laura forandres

Efter datteren har skuffet den ene gang efter den anden, får moderen Amanda en idé. Datteren Laura skal finde en mand, og Tom skal bringe en god kollega med hjem til middag. Det gør han så, og her dukker Jim – spillet af Jacob Mott Ellegaard – så op. For læsere som ikke kender Glasmenageriet i forvejen, skal handlingen og slutningen naturligvis ikke afsløres, men det kan sagtens nævnes, at mødet med Jim for første gang får Laura til at blomstre op og smide genertheden. Hun forklarer ham sin skuffelse over mange ting i livet, hvorefter den tilsyneladende selvtillidsfulde unge mand svarer:

»At være skuffet er ikke det sammen som at være slået ud.«

Samtidig med at han løfter sløret for, at livet heller ikke altid har gået, som han vil have det. Jims hår og tøj virker ikke lige så velvalgt som de tre andre karakterers, det er som om, at der i det hele taget er mere 2020’erne end 1930’erne over ham, men måske er det bevidst? Muligvis er det nutiden, som forsøger at råbe fortidens Laura op?

Måske er det en stemme og en karakter fra 2024, der skal give hendes det skub fremad, som hun i den grad trænger til, og som skal få hende til at erkende, at hendes stille sind og æstetiske interesser i virkeligheden kan føre hende langt. Hun er noget særligt, fremhæver Jim. Hvad det fører til, kan opleves i en kælder i Herlev de kommende aftenener.

Du kan nå at se Glasmenageriet i Kælderscenen frem til søndag 14. januar, hvor den spiller alle aftener klokken 19.30. Kælderscenen har adresse på Lindehøjskolen, Borgerdiet 105.

Glasmenageriet, Kælderscenen, Herlev Musical & Teater
Moderen Amanda er den dominerende person i hjemmet. Hun er stærkt begejstret over at få besøg af Jim, som hun gerne vil afsætte til sin datter. Foto: Jannik Jac Yhde

 

Fakta:

Glasmenageriet er skrevet af dramatikeren Tennessee Williams i 1944 og skildrer en familie i St. Louis i 1930’erne. Siden har det gået sin sejrsgang verden over på utallige scener og er også filmatiseret et par gange.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!