Beboere flytter nu ind i ‘spøgelseshuset’ igen
Seks beboere er enten flyttet ind eller på vej til at gøre det i byggeriet ved Skovlunde Station, som ellers har stået tomt siden foråret.
Huset lige op ad Skovlunde Station, hvor byens posthus tidligere lå, har været leveringsdygtig i dårlige historier i årevis. Først var det forsinket i lang tid, og da beboerne flyttede ind fra 2020, oplevede de vanskeligheder med blandt andet vandskader, dårlig ventilation og problemer med altaner, gulve og elevatorer.
For et år siden var der kun en beboer tilbage på Skovlunde Torv 6, der er adressen, og da han få måneder efter blev genhuset, var den forholdsvis nye beboelsesejendom helt tom og stod som et spøgelseshus ved Skovlunde Station. Derefter har der været håndværkere, der skulle udbedre de mange skader, og nu er lejlighederne til leje igen. Og ifølge administrator og ejendomsforvalter Newsec er der seks lejemål, der er afsat. De er dog ikke alle nødvendigvis beboede endnu, men både fra Skovlunde Torv og perronen på Skovlunde Station kan man se, at der er rykket nogle tørrestativer og få møbler ind, samt der hænger tøj til tørre nogle steder i bygningen.
»Ejendommen er åbnet igen, og nye lejere er flyttet ind eller på vej til det,« siger Aske Sommer, ejendomsadministrator i Newsec.
Jeg har været væk siden foråret, men glæder mig til at komme tilbage
Jeg glæder mig
Fem ud af de seks lejemål består af nye beboere, mens det ene lejemål er afsat til den sidste beboer, som var tilbage i fjor, der har været genhuset.
Det er Frederik Tromborg, der som beboer var forholdsvis tilfreds med tingene i huset, da han ikke oplevede så store gener som de øvrige beboere, og derfor ikke valgte at flytte derfra. Han har været genhuset i Hørkær i Herlev og ser frem til at flytte tilbage til Skovlunde Torv.
»Jeg har været væk siden foråret, men glæder mig til at komme tilbage. Der skulle også være lavet noget ved min lejlighed, de har vist slebet alle gulvene, selvom jeg ikke havde nogle problemer,« siger han.
»Jeg kan godt lide lejligheden, og så er det tæt på stationen og tæt på mit job,« forklarede han til Skovlunde Bladet i februar i fjor til årsag til, hvorfor han dengang blev boende som den eneste.
Artiklen fortsætter efter billedet…
6 ud af 28
Nu flytter Frederik Tromborg ind i selskab med beboere i fem andre lejligheder. I alt er der 28 boliger, så der er et stykke vej, til alle er lejet ud.
I 2016 lukkede PostNord sit posthus på adressen, som efterfølgende blev revet ned af en investor, der opnåede byggetilladelse med henblik på at etablere boliger på grunden. Byggeriet gik dog i stå, før det overhovedet var kommet i gang, og i 2018 overtog Orange 4 ApS projektet for at bygge 28 boliger klar til indflytning ved årsskiftet 2018-2019.
Byggeriet gik i stå igen, fordi entreprenøren Råhus var gået konkurs i januar 2019. I september 2020 overtog Mango Property Holding ApS ejendommen med AXA Investment Managers Deutschland GmbH som reel ejer, det var i samme periode, at de første lejere netop var flyttet ind. Og her viste det sig, at der var masser af fejl i boligerne.
Det er fortsat Mango Property Holding Aps, som er ejer med Newsec som administrator.
Der er lukket for kommentarer