»We are the champions, my friends. And we’ll keep on fighting till the end.«
Sådan lyder det fra samtlige Eagles-spillere, der skråler derudaf til Queen’s, We Are The Champions, i bussen på vej hjem til Ørneborgen. Den ene øldåse åbnes efter den anden, og armene hæves i vejret i takt med musikken.
Ørnedrengene er netop fløjet fra reden i Esbjerg med ekstra luft under vingerne, efter de har vundet bronze mod Esbjerg Energi efter 35 års medaljetørke.
Stemningen er derfor tårnhøj i bussen, og musikken i højtalerne er skruet så højt op, at det næsten er umuligt for drengene at snakke med hinanden.
Den største bedrift
I bussen sidder ørnespillerne, Daniel Baastrup Andersen og Lasse Holm Mortensen. De kan næsten ikke sætte ord på den glæde, de har over at have vundet bronze.
»Det er ret svært at sige, hvordan det føles at have vundet. At vinde bronze er den største bedrift for klubben i lang tid,« siger Daniel Baastrup Andersen.
LÆS MERE: Ørneborgen vinker farvel til mulig finaleplads: “Nu går vi på jagt efter en bronzemedalje”
»Det er så specielt for hele klubben at vinde en medalje. Ja, jeg ved næsten ikke engang, hvad jeg skal sige,« siger Lasse Holm Mortensen.
Længere nede sidder ørnespillerne, Mikkel Bertelsen og Victor Cubars. De er enige om, at det er en stor sejr, at de kan vende hjem til Ørneborgen med en medalje hængende rundt om halsen.
»Det er superfedt at få denne her bronzemedalje til Herlev. Det kunne næsten ikke være bedre,« siger Mikkel Bertelsen.
»Det er en super fed følelse at kunne få medaljen med til Herlev efter over 30 år,« siger Victor Cubars.
LÆS MERE: Eagles flyver hjem til Ørneborgen med DM-bronze
Stolt af drengene
Oppe foran sidder Herlev Eagles-cheftræner Patric Wener og Herlev Eagles-direktør Lars Skjøth. De er enige om, at der er stor grund til at være ekstra stolt at drengene efter deres sejr mod Esbjerg Energi.
»Jeg synes, det har været en rigtig god kamp. Jeg er meget stolt af drengene. De har virkelig fortjent det,« siger Patric Wener på engelsk.
»Drengene fik en medalje, og jeg er så hamrende glad på deres vegne, fordi der er mange mennesker, der har arbejdet stenhårdt for det her. Vi er jo så lille en klub, så det gør jo bare denne her sejr endnu federe,« siger Lars Skjøth.
Stor opbakning
Da ørnedrengene rammer Ørneborgen, er hele vejen foran skøjtehallen samlet af Eagles-fans, der længe har stået klar til at tage imod ørnedrengene. Både fansene, der var med til at bakke op i Esbjerg på tribunen, men også dem som har siddet og set kampen på storskærm i Ørneborgen.
Eagles-fansene fyrer en masse romerlys af, mens de skråler derudaf, og trommerne brager for fuld skrue. Ørnedrengene synger med, mens de prikker hul på deres dåser og sprøjter øl udover hinanden.
LÆS MERE: Ørnedrengenes jagt på bronze fortsætter: “Esbjerg kan bare komme an”
Efter længere tid med sang, dans og musik smutter ørnedrengene op i loungen for at få lidt til ganen, inden flere at dem smutter videre i byen.
»Jeg skal nok bare have en enkelt sodavand og så hjem i seng,« siger ørnespiller Mikkel Bertelsen inde i loungen.
»Haha, ja, den er god med dig, Bertelsen,« siger ørnespiller Victor Cubars, mens han giver et kærligt skub til Mikkel Bertelsen.
Har du andre gode historier, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer