Blomsterhandler overvældet af støtte fra kunder
Blomsterhandler Halit Demirok er overvældet af den støtte, han fik fra de kunder, der købte blomster for at støtte de jordskælvsramte ofre i Tyrkiet og Syrien.
Efter et kraftigt jordskælv ramte Tyrkiet og Syrien, besluttede 41-årige Halit Demirok, der ejer blomsterbutikken, Center Blomster Herlev, i Herlev Byagde 7, at han ville donere dagens omsætning den 8. februar ubeskåret til de jordskælvsramte ofre. Han fik omsat for 6950 kroner, og han er meget overvældet over den støtte, han fik fra kunderne.
»Jeg er meget, meget glad og taknemmelig for de penge, jeg fik. Og jeg er rigtig glad for, at jeg kan gøre en forskel,« siger Halit Demirok, der selv har oplevet et jordskælv i Tyrkiet, og har familie i Tyrkiet som mærkede til jordskælvet.
»Jeg har selv oplevet det, de går igennem dernede (Tyrkiet og Syrien, red.) lige nu. Derfor ville jeg gerne gøre en forskel,« siger Halit Demirok, der tydeligt kunne mærke, at der kom flere kunder den dag.
»Flere kom præcis den dag, fordi de gerne ville støtte omsætningen. Også selvom de slet ikke havde brug for blomster,« siger Halit Demirok.
Gav ekstra for blomsterne
Men det var ikke kun antallet af kunder, der steg den dag, men også beløbene de gav for blomsterne.
»Folk har også betalt ekstra for deres blomster. Hvis en blomst for eksempel kostede 100 kroner, var der nogen, der gav 150 kroner,« siger Halit Demirok.
Flere spurgte endda, om han ikke ville donere sin omsætning en dag mere.
»Jeg blev spurgt flere gange, om jeg ville gøre det igen (donere omsætningen, red.), men det er også en forretning, der skal drives, så det kan jeg desværre ikke,« siger Halit Demirok.
Den 6. februar blev Tyrkiet og Syrien ramt af et voldsomt jordskælv. Dødstallet har rundet 40.000, og millioner af indbyggere er berørte af jordskælvet. De sidste 11 dage har flere lande sendt adskillige redningshold til Tyrkiet og Syrien, hvor de har kæmpet for at hjælpe de mange jordskælvsramte ofre.
Hvis du har en anden god historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer