Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Borgerafstemning: Herlev er den dårligste kommune til bybevaring

Igen i år har den internationale folkebevægelse 'Arkitekturoprøret' kåret den kommune, som af borgere anses for at være den dårligste til bybevaring. Det overrasker bevægelsens formand, at Herlev løb med sejren.

En overbevisende sejr. Med 35,7 procent af de i alt 4.449 stemmer, det vil sige 1.588, blev Herlev Kommune nummer ét i Arkitekturoprørets årlige afstemning om, hvilke kommuner, der er dårligst til bybevaring. Toer blev Lolland med 24,9 procent af stemmerne og Viborg treer med 18,2. Ud af i alt fem nominerede.

»Det overrasker mig, men resultatet siger noget om, at dem, der bor i Herlev, de bekymrer sig om deres bymiljø, og måske mere end kommunalpolitikerne er klar over. Hvis man bor i Ribe, Helsingør eller indre København, så er det nok noget, mange tænker over, og det gør man måske ikke, hvis man bor i en forstad som Herlev, men det gør man altså,« påpeger Jep Loft, der er formand for den danske gren af den internationale folkebevægelse og forening Arkitekturoprøret.

Det overrasker mig, men resultatet siger noget om, at dem, der bor i Herlev, de bekymrer sig om deres bymiljø

En bevægelse, der i Danmark fortrinsvis lever på Facebook, hvor der pt. er 11.400 følgere, men stammer fra Sverige, hvor der er 60.000 følgere. I Norge kører den over Instagram, hvor der er knap 70.000 følgere, og ifølge formanden findes den nu i 12 lande med stigende opbakning alle steder.

Kort fortalt tager dens støtter afsæt i, at alt for meget nybyggeri truer og forringer de eksisterende og ofte bevaringsværdige bykerner, og det skaber et uattraktivt bymiljø. Derfor gør man oprør mod den modernistiske arkitektur, som har været fremherskende siden efterkrigstiden. Det fremgår af et manifest, man har lavet.

Bymiljøet er vigtigt for borgerne

Tilbage til kåringen af Herlev. Jep Loft fortæller, at det er fjerde år i træk, at den danske forening, der stammer fra 2019, har holdt sådan en afstemning. Det første år kårede man kun ‘de grimmeste bygninger’, som også stadig er en del af kåringerne. Men året efter kårede man også den dårligeste kommune til bybevaring, og her vandt Århus ifølge formanden på grund af sin aggressive nedrivningspolitik. Året efter vandt Ringsted, så Herlev er blot den tredje kommune, som har fået sådan en titel.

»Jeg kan sige, at i Århus lyttede de til det, og jeg blev kaldt til et møde med rådmanden, som fortalte, at de ville ændre nedrivningspolitikken, og sidste år var Ringsteds borgmester i landsækkende radio og flere medier på grund af det. Vi var også med DR-programmerne Bagklog og 4. division på P1,« lyder det fra Jep Loft, der håber, det vil give noget opmærksomhed.

LÆS OGSÅ: 90 år: ”Jeg har altid været blandet ind i et eller andet”

»Bymiljøet er noget, borgerne går op i. Det er lidt det samme som at gå op i naturmiljøet. Sådan et moderne forstadsbyggeri med lange lige rækker af huse på en græsmark skaber ikke bymiljø. Det samme med naturen. Når man skal i skoven, tager man ikke i plantagen med snorlige rækker. Jeg vil have vildskov og diversitet og blandede arter. Det har vi mennesker brug for,« mener han og henviser til nybyggerierne i Herlev og nabokommunerne.

Behøver ikke bygge højt

»Hvis man laver et kedeligt forstadsbyggeri, som man har gjort i Herlev og de andre forstæder, så får folk ikke det samme hyggelige bymiljø, som de får, hvis man går rundt på Vesterbro eller Nørrebro,« vurderer han, men pointen er ifølge ham, at man netop sagtens kan skabe sådan et miljø uden for København også.

»Når man bygger nyt, så skal man holde op med at bygge på den der modernistiske måde med punkthuse, der ligger på lige rækker og høje boligblokke. Det skaber ikke et bymiljø. Man bør vende tilbage til det, der virkede som for eksempel fire- til femetagers boligkarréer,« forklarer Jep Loft.

Det her er en gratis forbrugerundersøgelse af, hvad borgerne mener, og den skal man bare være glad for, og det skal politikerne også

Med henvisning til den anerkendte danske arkitekt og fortaler for byrumsarkitektur, Jan Gehl, understreger han, at man med karréerne godt kan opnå det samme antal kvadratmeter og det samme antal boliger som i højere bygninger på 12 etager, blandt andet fordi der skal være mere plads omkring højhusene.

»Der findes mange regneeksempler på, at man får ikke flere kvadratmeter ind ved kun at bygge højt,« anslår han, der erkender, at han på trods af mange års erfaring og viden inden for området ikke er fagperson. Han er derimod pensioneret jurist.

Derfor understreger han, at han og bevægelsen Arkitekturoprøret først og fremmest repræsenterer borgerne.

 

Arkitekturoprørets Facebookside, som pt. har mere end 11.400 følgere.

Borgernes stemme

»Det her er en gratis forbrugerundersøgelse af, hvad borgerne mener, og den skal man bare være glad for, og det skal politikerne også,« lyder det.

»Vi er bare en platform, hvor almindelige mennesker kan komme til orde. En mikrofonholder. Det er ikke os, der har nomineret eller stemt ved afstemningen. Vi prøver bare at råbe blandt andet politikerne op,« understreger formanden, der blev spurgt af den svenske moderforening om at være formand i Danmark.

Han fortæller, at det er en privatperson, der har nomineret Herlev forud for kåringen (læs nomineringen her), men at det også godt kan være foreninger, der nominerer.

Så hvad skal Herlev bruge sådan en kåring til?

»To ting: Pas på det der er, fordi det har en kulturhistorisk værdi. Det er den kulturarv, som kommunalbestyrelsen skal forvalte, og der er ikke meget i Herlev, så pas på det man har. Den anden ting er, at når man bygger nyt, så hold op med at bygge på den der modernistiske måde. Det er ikke noget, der skaber et bymiljø,« lyder det fra formanden.

Udover Herlevs førsteplads blev Bjarke Ingels Kaktustårnene ved Dybbølsbro kåret til det værste byggeri i 2022 og bygningen på Jernbanegade/Perlegade i Sønderborg til den bedste.

Det er ikke muligt at udtrække af datagrundlaget for afstemningen, hvem der stemmer. Dermed sagt, at man ikke kan udlede, at dem der har stemt på Herlev fx er herlevborgere allesammen.

LÆS politikernes reaktioner på afstemningen her

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!