Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Borgmester: Der skal bygges flere boliger for at opretholde velfærden

Stagnerende indbyggertal, krise i ind- og udland og voksende udgifter til ældre samt borgere med særlige behov presser budgettet for 2023. Derfor er det ifølge borgmesteren afgørende, at der bliver bygget i Erhvervskvarteret, så flere flytter hertil.

Der er blevet filet, skåret og tilpasset for at få budgetforslaget for 2023 til at hænge sammen, og det har ikke været nogen nem opgave.

Det fortæller Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), der modsat de forgangne år er ærgerlig over budgetforslaget anno 2023.

»Vi bruger flere penge på børn og voksne med særlige behov, og vores indbyggertal vokser ikke, byens udvikling er gået i stå, og det bekymrer mig,« siger han, der som medlem af KL’s bestyrelse har været med til at forhandle den aftale på plads mellem KL og regeringen, der viser, hvor meget kommunerne har at rutte med. 

For Herlevs vedkommende er det mindre end sidste år.

Skal spare 32 millioner

Det betyder, at forvaltningen i Herlev Kommune har måtte hakke en hæl og klippe en tå for at få budgetforslaget til at gå op. Blandt andet ved at udskyde eller helt droppe anlægsprojekter samt prioritere i servicen.

»Vi har ikke haft lejlighed til at drøfte det i kommunalbestyrelsen endnu, for det er et administrativ oplæg. Men det, der er situationen i år, og som er en udfordring, er en række forhold, som gør, at de kommunale budgetter er stramme, og vi i Herlev skal tilpasse på drift og anlæg for at få økonomien til at hænge sammen. I bund og grund har man lavet en økonomiaftale,  som på grund af den økonomiske situation globalt og nationalt har påtvunget os en strammere anlægsramme. Derudover skal vi på den  samlede driftsorganisation finde besparelser på 32 millioner kroner,« forklarer han.

Vi bruger flere penge på børn og voksne med særlige behov, og vores indbyggertal vokser ikke, byens udvikling er gået i stå, og det bekymrer mig

Det skyldes, at driftsudgifterne på service ifølge forvaltningen skal reduceres med 20 millioner kroner for at overholde servicerammen samt 12 millioner for at at finansiere et forventet merforbrug på børn og unge med særlige behov.

Flere boliger vejen frem

»Mange af de boligprojekter,  der er under planlægning, som vi har troet skulle være færdige i år, bliver først færdige næste år, men jeg er fortrøstningsfuld for 2023.  Udfordringen lige nu er ikke, at vi mangler penge, men at der er en ramme for, hvor meget, vi må bruge,« påpeger borgmesteren.

I det store perspektiv mener han, at der kun er én ting at gøre.

LÆS OGSÅ: Nybagt danmarksdemokrat: – Det er helt sikket den rigtige hylde

»Vi skal have udvidet byens boligmasse, det er en forudsætning for, at vi kan opretholde vores velfærd, og visionen for erhvervsområdet SKAL føres ud i livet,« understreger han og tilføjer, at Herlevs vokseværk, som nogle partier tidligere kritiserede, ikke længere er et issue.

»Optakten ved det sidste valg handlede om, at byens udvikling er gået for hurtigt og skal bremses. Socialdemokratiet og Venstre talte for, at Herlev fortsat skal udvikles, mens andre partier pegede i en anden retning. Det vi ser nu er konsekvenserne af,  at byens befolkningstal står stille,« vurderer han.

Byggestop eller udvikling

Af budgetforslaget fremgår, at man ved den sidste budgetlægning regnede med et befolkningstal i 2023 i Herlev på 29.895, men at den statslige tilskudsudmelding for 2023 nu er 29.096. Det betyder, at Herlev får mindre i tilskud og udligning end forventet. Pt. bor der 28.898 borgere i kommunen.

Det færre antal indbyggere  giver altså færre penge i kassen, og det vil ifølge borgmesteren også betyde en ringere velfærd til borgerne, med mindre man udvikler mere.

»Vi kommer til at se mere byggeri planlagt i Erhvervskvarteret, så vi får skabt en ny bydel. Hovedpointen er, at hvis man synes, der skal være et byggestop i Herlev, så skal man også forklare, at konsekvensen er, at vi vedvarende år efter år kommer til at skære i velfærden, for vi har udgifter, der SKAL afholdes, og flere, der får behov for sociale og understøttende indsatser. Så det her er en smagsprøve på, hvad der kan ske, hvis ikke vi er dygtige til at skabe en fornuftig udvikling,« advarer han, der også selv giver opskriften på, hvordan det skal gøres.

»Vi skal sikre en øget finansiering i form af flere boliger og borgere og flere lokale arbejdspladser. Vi er nødt til at reformere vores måde at drive offentlig sektor på, så det giver den størst mulige effekt. Mere decentrering og mere plads til faglighed. Og så skal vi have mod til at prioritere,« fastslår Thomas Gyldal Petersen med tanke på stigende udgifter til ældre og på det specialiserede område.

Pt. er budgetforslaget sendt i høring til 2. september. Derefter er der første behandlingen i kommunalbestyrelsen 14. september og anden behandling 12. oktober.

SE budgetforslaget her.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!