Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Borgmester om højt smittetal: Flere tests og vaccinationer

Herlev har hele ugen været den kommune i landet med flest corona-smittede pr. 100.000 indbyggere. Borgmesteren opfordrer borgerne til fortsat at lade sig teste og vaccinere.

Hele ugen har Herlev Kommune været den i landet med det højeste såkaldte incidenstal på SSI’s liste. Det vil sige antal corona-smittede pr. 100.000 indbyggere. Torsdag lå det for eksempel på 215,4 pr. 100.000  svarende til 62 corona-smittede inden for de sidste syv dage. Og selvom mange er vaccinerede nu, skal det tages alvorligt, understreger borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), der opfordrer til fortsat at lade sig vaccinere og teste.

LÆS OGSÅ: Herlev igen nummer ét på smittelisten

»Vi gør alt, hvad vi kan. Vi er i tæt dialog med de statslige myndigheder, og selvom der ikke er meldt ud, at der er stor grund til bekymring – der er også folk, der er vaccinerede, som ikke bliver særligt syge af corona – skal vi sørge for, at alle, der ikke er vaccinerede genovervejer og tager stilling til at blive det. Vi håber, at så mange som muligt vil, da det er jo den bedste vej, og så skal fok med symptomer lade sig teste, for man kan godt være smittet, selvom man ikke ved det,« påpeger han.

Derfor har kommunen også arbejdet på fortsat at opretholde testcentre – ét på Dildhaven 13 (PCR) og ét kviktestcenter på Herlev Gamle Skole, Herlev Bygade 92B.

Der vil også fortsat være popup-vaccinationscentre. Næste gang 28. september samt udkørende vaccinationer til uddannelsesinstitutioner for at få alle de unge med.

»Jeg er glad for, at vi har kunnet fastholde to testcentre, for det handler om at lade sig teste, hvis man er i tvivl, om at få gjort brug af det for at holde fast i alle de gode vaner, vi har lært,« siger Thomas Gyldal Petersen.

En øget risiko i bysamfund

Hvorfor det lige er Herlev, der igen indtager den kedelige førsteplads, er svært at give et entydigt svar på, lyder det, men:

»Vi har tidligere ligget højt, og jeg skal ikke gøre mig klog på hvorfor, men nogle eksperter har tidligere sagt, at i de bysamfund, hvor folk bor tæt, hvor. der er mange, der handler i de samme butikker og så videre, der er der en forøget risiko for smitte, og så ligger vi også lavere gennemsnitligt på antallet af vaccinerede,« vurderer han, der derfor opfordrer specielt de unge til at få de to stik.

Også de 12-15-årige, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

»Unge kan også få senfølger, så det er alvorligt nok, men i Danmark er det frivilligt at lade sig vaccinere, men når myndighederne siger, det er trygt og godt, så synes jeg, det er en opfølgning, jeg skal følge. Det har jeg og min familie selv gjort, men det er vigtigt at understrege, at det er et frit valg. Der er ikke vaccinetvang i Danmark, men vi får bedre mulighed for at holde virus nede, hvis alle lader sig vaccinere,« fastslår Herlevs borgmester.

Det fremgår af SSI’s liste, at 37 af de 62 smittede i Herlev er mellem 0 og 19 år.

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!