Herlev Bladet

Corona-restriktioner: Plads til færre føtex-kunder, men…

Plads til færre kunder, ændrede afstandsmarkeringer og nye skilte/afskærmning, men ellers får myndighedernes nye corona-restriktioner ikke de store konsekvenser, oplyser varehuschef i føtex i bymidten.

»I forhold til medarbejderne har vi haft vores egne lokale og mere strenge corona-regler end på landsplan siden midt november, fordi Herlev ligger højt på smittelisten,« fortæller Casper Thyssen, der er varehuschef i føtex Herlev Bymidte.

Af samme grund vurderer han ikke, at regeringens nye skærpede corona-restriktioner får de store konsekvenser for hverken medarbejdere og kunder i butikken.

Ikke ramt af kundeloft

»Vi er større end 2.000 kvadratmeter, så der skal være 10 kvadratmeter pr. kunde mod fire hidtil. Det betyder, at der må være 256 kunder ad gangen, og det, tror jeg ikke, vi kommer i nærheden af,« vurderer han.

Han tilføjer, at ‘i gamle dage’ før ombygningen og corona kunne det komme på tale med så mange kunder, og i sådan et tilfælde kunne man blive tvunget til at tage kunderne ind i ‘hold’, men altså ikke nu.

»Men vi holder øje med det, og på fredage, som er vores travleste, går vores medarbejdere rundt hver halve time og tæller kunder,« understreger varehuschefen.

Selvscanningskasser skærmes af

I øjeblikket har restriktionerne ‘kun’ medført, at man er i gang med at flytte afstandsmarkeringerne ved kasserne fra én til to meter. Derudover skal der laves nye skilte, hvor de nye regler fremgår.

»Og så arbejder vi på, om der skal afskærmning mellem vores selvscanningskasser, men det skal laves centralt, så det kan ikke nås inden fredag. Indtil da må vi se på, om vi skal lukke hver anden kasse,« lyder det fra Casper Thyssen, der dog frygter, at flere kasselukninger vil betyde lange køer ved de åbne kasser.

Derudover fortsætter han og medarbejderne med deres egne lokale regler, hvor medarbejderne skal bære mundbind eller visir på lageret og på kontorer med mere end én person.

Fire smittede

»Det var jo ikke et krav, men noget vi gjorde, fordi antallet af unge smittede i Herlev lå højt, så jo større risiko i Herlev, jo større risko også i føtex Herlev,« forklarer han.

Han oplyser, at butikken ud af sine 160 til 170 medarbejdere har haft fire med coronasmitte, og de var alle vel at mærke smittet udefra. Derudover har der også været en del hjemsendte, fordi de var ‘nærkontakter’.

»Det synes jeg er imponerende, og det viser, at vi gør alt, hvad vi kan også for vores medarbejdere,« påpeger Casper Thyssen.

På dagens smitteliste fra SSI ligger Herlev nummer fire med 144 smittede den sidste uge, en positivprocent på 5,4 og en incidens på 497,5.

Herlev Bladet følger udviklingen tæt. Hold dig opdateret på heleherlev.dk og på vores Facebookside 

 

 

Med din donation er du med til at sikre, at vi på Herlev Bladet kan blive ved med at lave journalistik til og om Herlev. Det er også muligt at donere et valgfrit beløb via MobilePay til nummer: 92236 - Tak.

DKKSpørgsmål?
Kontakt endelig Herlev Bladet på telefon 4494 1010 eller på mail: herlevbladet@herlevbladet.dk hvis du oplever problemer ved betaling.
Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....