Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Dansk Folkepartis bestyrelse i Herlev nedlægger sig selv

Samtlige bestyrelsesmedlemmer i Dansk Folkepartis lokalafdeling i Herlev har meldt sig ud af partiet.

Rettet onsdag den 29. juni med oplysningen om, at Mette Qwinten er tidligere kandidat til Folketinget for DF og altså ikke nuværende, som det ellers fremgik.red

Dansk Folkeparti har ikke længere en lokal bestyrelse i Herlev. Det sker efter, at formand og tidligere kandidat til både folketinget og kommunalbestyrelsen Mette Qwinten i går meddelte sin bestyrelse, at hun har meldt sig ud. Ifølge Mette Qwinten meldte det sidste medlem af Herlevs lokale DF-bestyrelse sig ud af partiet i dag.

Udmeldelserne sker i protest over, at blandt andre tidligere formand for partiet Pia Kjærsgaard i weekenden delte følgende tweet – skrevet af folketingskandidat for Dansk Folkeparti Nana Harring – med sine følgere på Twitter. ‘Kristian Thulesen Dahl er en tøsedreng.’

‘Det er da i den grad partiskadeligt. Det er partikollegaer, man fremadrettet skal arbejde sammen med, have tillid til og bygge partiet op sammen med. Grotesk at man tillader at kalde vores medstifter, tidligere formand og medlem gennem 27 år en tøsedreng,’ skriver Mette Qwinten i en mail til Herlev Bladet.

Mette Qwinten fortæller til Herlev Bladet, at hun ikke er færdig med politik.

»Lige nu der er det lidt ligesom en begravelse, der er en masse praktiske ting og ikke tid til at sørge. Men jeg har aldrig kunne holde næsen ude af politik,« siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun nu kigger imod Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne svarer Mette Qwinten:

»Lige nu er det Inger Støjberg har en fanklub. Men jeg vil hellere melde mig ind i en fanklub end være medlem af en gøglerforening,« siger hun med henvisning til den betegnelse Morten Messerschmidt ifølge Qwinten brugte om Støjbergs parti.

De sidste to medlemmer af Dansk Folkepartis lokalafdeling i Herlev, der altså nu også har meldt sig ud, er ifølge Mette Qwinten, Jannie Larsen og Sami Rebeiz.

Læs mere i næste uges udgave af Herlev Bladet. 

LÆS OGSÅ: Skal trolden bo i Herlev eller Skovlunde? 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!