Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Debatindlæg: Vi handicappede kipper med flaget, gør honnør og siger tak til Hjortespringsbadet

Debatindlæg fra: Birger Dalgaard, Egernleddet 116, 3660 Stenløse

Jeg er lam. Om morgenen stemmer jeg over i min kørestol. Jeg er så heldig, at jeg selv kan forflytte mig over i min kørestol. Mange jeg kender, skal liftes over. Og så lever vi livet – siddende i en kørestol. Fantastisk egentlig at det kan lade sig gøre.
I manuel kørestol kommer vi frem ved at tage hænderne bagud, tage fat om kørestolens drivringe og køre en kvart omgang. Mange kvarte omgange bliver til trillen rundt i huset, ud af huset og lidt ud i verden. De af os, som kører i elektrisk kørestol har et joystick i kørestolens armlæn til at køre med. Når dagen er slut, forflytter vi os eller liftes af en hjælper fra siddende stilling og over til liggende stilling.

At svømme og bevæge os i vand er som at gå for os kørestolsbrugere.

Kroppen er låst fast i siddende stilling hele dagen
Jeg tror, at mange af os har drømt om at kunne gå. Drømt om at hele kroppen bevæger sig på een gang. Drømt om at det ikke kun – som i mit tilfælde – er armene og noget af overkroppen der bevæger sig. OG FORNEMMELSEN AF AT GÅ FÅR VI I SVØMMEHALLEN.
I Hjortespringsbadet er der mulighed for at vi kan klæde om på en briks og at vi kan blive liftet ned i svømmebassinet.
At svømme og bevæge os i vand er som at gå for os kørestolsbrugere. Vandet holder os oppe og hele kroppen er i bevægelse – også benene.
I Hjortespringsbadet modtages vi med et smil og et ‘velkommen’ af livredderne. Med vores hjælper klæder vi om på briksen i et af de to handicapomklædningsrum. Og når vi er afvasket og i badetøjet, stemmer vi over eller liftes over på en fantastisk maskine med en stol yderst. Vores hjælper eller livredderen skubber så maskinen hen til svømmebassinets kant. Så trykker hjælperen eller livredderen på en knap og stolen løftes ud over bassinkanten og ned i vandet! Og så trimler vi mere eller mindre graciøst ud af stolen nede i vandet. Og så er det bare om at svømme!
Det er faktisk muligt at svømme, når man er lam kørestolsbruger. Rygsvømning giver nærmest sig selv. Armene klarer det hele og benene fjoller med så godt de kan. Rygcrawl er også muligt, det kræver blot, at man har benene holdt sammen af en pølle, en spagetti som livredderen kalder den.Brystsvømning er siddende med pøllen under knæene. Og der  findes rigtigt hardcore lamme, som Leck der tager et kortbælte på maven til at give opdrift i forhold til jernet i ryggen og så svømmer han brystcrawl.Efter endt svømning “ går man i havn “ i stolen, altså svømmer ind i stolen og hjælperen lifter een op igen. Så køres man ind i varmtvandsbassinet og liftes ned i dette.

En glædesindsprøjtning som fuldstændigt bortvisker den mindste rest af surhed eller tristesse

Jeres hjælp giver livsglæde
I varmtvandsbassinet er Jolina. Hun er 11 år og multihandicappet. Den glæde og sprudlende latter som Jolina har, når hendes Mor og hjælper holder hende trygt i vandet er ubeskrivelig. Det er som en engel, der smiler og griner hjerteligt.
Vi andre i varmtvandsbassinet får en glædesindsprøjtning af Jolina. En glædesindsprøjtning som fuldstændigt bortvisker den mindste rest af surhed eller tristesse – eller selvoptagethed – vi kunne have. Jolinas smil sætter simpelthen virkeligheden i proportion. Hendes smil fortæller os, hvad der er betydningsfuldt her i tilværelsen.  Vi kipper med flaget, gør honnør og siger “ tak “ til Hjortespringsbadet
For at gøre det muligt for os handicappede at komme i svømmebassinerne.
For at I har tænkt på os handicappede. Udover at svømningen fysisk bortfjerner mange “ sidde-ned-hele-tiden-smerter “ så giver jeres hjælp megen livsglæde! I Københavns Kommune er der hverken omklædningsbrikse eller lifte ned i svømmebassinerne. Det er der desværre heller ikke i så godt som alle svømmehallerne i omegnen. Udover hos jer i Hjortespringsbadet er der omklædningsbriks og lift ned i bassinet i Roskilde svømmehal og i Frederikssund svømmehal.

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!