Derfor er Herlev ikke med i kommune-samarbejde om trafikstøj
12 borgmestre fra hovedstadens omegnskommuner og Region Hovedstaden vil i dialog med regeringen om en hastighedsreduktion på ring- og motorveje for at begrænse de negative effekter af trafikstøj. Borgmester forklarer, hvorfor Herlev ikke er med.
En støjhandlingsplan, borgermøder, ministerbesøg, indflydelse på regeringens infrastrukturplan – Herlev Kommune har i flere år været opmærksom på de støjudfordringer, som ringvejen og motorringvejene udgør for herlevborgerne og har også søsat flere indsatser for at udbedre problemerne. Derfor springer det måske i øjnene, at Herlev ikke står som medunderskriver på det brev, som 12 borgmestre fra omegnskommunerne til København og Region Hovedstaden i starten af denne uge sendte til regeringen.
LÆS OGSÅ: Herlev Kommune får nye krisetelefon
Formålet med brevet er at invitere til dialog om ‘de positive effekter ved at bekæmpe de stærkt stigende udfordringer med trafikstøj i omegnskommunerne i hovedstaden via en hastighedssænkning på motorvejene og det omkringliggende vejnet’. For at underbygge alvoren har kommunerne fået ingeniørvirksomheden MOE til at beregne konsekvenserne ved at sænke hastigheden på motorvejsstrækningerne i de støjbelastede kommuner til maksimalt 80 kilometer i timen og hastigheden på de omkringliggende veje til maksimalt 50 kilometer i timen. Og konklusionen er, at antallet af de stærkt støjebelastede boliger næsten vil kunne halveres, mens de støjbelastede boliger (med en belastning på mindst 58 dB) kan sænkes med en fjerdedel.
Kender ikke til samarbejdet
Herlev har i flere år haft fokus på støjproblemet – hvorfor er man så ikke med i det omtalte kommunale samarbejde?
»Det er jeg også overrasket over. Jeg kender ikke forslaget og har ikke set rapporten, og jeg har også snakket med Rødovres borgmester, som heller ikke kender til det. Så jeg er da overrasket over, at vi ikke er med, fordi vi har jo stået sammen tidligere,« fortæller Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S).
Han uddyber, at de 12 kommuner og regionen har skrevet brevet i regi af deres samarbejde ‘Silent City’, som altså Herlev og Rødovre ikke er med i. Det hører under Gate 21, som er et partnerskab for kommuner, regioner, virksomheder og vidensinstitutioner, der sammen skal sikre klimahandling. Det er Herlev til gengæld med i på linje med en masse andre private og offentlige aktører.
Kunne det være interessant for Herlev at blive en del af samarbejdet så?
»For en lille kommune som os overvejer vi altid, hvor mange samarbejder, vi skal være med i. Vi vil gerne samarbejde med kommunerne, men om det betyder, at vi skal være med i det her samarbejde (Silent City, red.), det ved jeg ikke. Men vi vil fortsætte dialog om trafikstøjen, og vi får faktisk også besøg af transportministeren i juni, hvor vi vil tage emnet op,« forklarer borgmesteren.
Artiklen fortsætter under billedet.
Herlevs egne støjreducerende tiltag
Han understreger, at det arbejde, som Herlev Kommune selv har sat i søen, er godt i gang og ser ud til at bære frugt.
»I forhold til hastighed på motorvejen omkring Herlev, så har vores mål været at nedsætte farten til 90 kilometer i timen primært om natten, og det har vi fået igennem. Derudover vil vi gerne have støjdæmpende asfalt på Motorring 3, og det har vi også fået (med infrastrukturplanen, red.), og endelig har vi arbejdet for at få fornyet forstærkning af støjværnene omkring motorvejen, men det er endnu ikke besluttet,« oplyser Thomas Gyldal Petersen og tilføjer, at der først skal udarbejdes en støjrapport, som kan dokumentere udfordringerne.
Hvad tænker du om de konkrete mål, som ‘Silent City’-kommunerne ønsker sig – en hastighed på 80 kilometer i timen på motorvejene og 50 på vejene omkring motorvejene?
»Nu har jeg ikke læst rapporten, men umiddelbart kunne jeg godt være bekymret for, hvis man reducerede en motorvej til en motortrafikvej, hvor man kun må køre 80 kilometer i timen, at det vil for nogen være mindre tidsbesparende, og så får vi flyttet trafikken om på andre veje som for eksempel på ringvejen. Når vi har et motorvejssystem, så er det også vigtigt, at det er en motorvej,« vurderer han.
Omvendt er han enig i ønsket om de 50 kilometer i timen på hovedvejene igennem kommunen.
»Vi ønsker også i Herlev at få hastigheden ned på 50 kilometer i timen på ringvejen og på Herlev Hovedgade, men det er ikke muligt, fordi vejene er for store og brede,« oplyser borgmesteren, og så alligevel:
»I forbindelse med letbanen er der mulighed for sænke farten til 50 kilometer i timen på den del, der går igennem bymidten. Derudover kunne jeg godt tænke mig et begrønningsprojekt på hovedgaden, og så kunne man måske i den forbindelse indsnævre vejbanerne. Men vi har brug for at gøre noget også på ringvejen,« påpeger han.
Fakta om støj i Herlev
Størstedelen af trafikstøjen kommer fra nedenstående veje, da de afvikler den meste trafik i og omkring Herlev:
Motorring 3 (2x 3 spor, ca. 115.000 biler/årsdøgn)
Hillerødmotorvejen (2x 2 spor, ca. 65-75.000 biler/årsdøgn ikke igennem Herlev, men inde i vores nabokommune Gladsaxe)
Herlev Ringvej (2x 2 spor, ca. 20-33.000 biler/årsdøgn)
Herlev Hovedgade (2x 2 spor, ca. 19-23.000 biler/årsdøgn)
Ring 4 (2x 1-2 spor, ca. 23.000 biler/årsdøgn)
Klausdalsbrovej (2 spor, ca. 10-13.000 biler/årsdøgn)
Hjortespringvej (2 spor, ca. 5-10.000 biler/årsdøgn)
Vindebyvej (2 spor, ca. 6.000 biler/årsdøgn)
Tvedvangen (2 spor, ca. 3.000-4.000 biler/årsdøgn)
Herlevgårdsvej (2 spor, ca. 3.500 biler/årsdøgn)
Borgerdiget (2 spor, ca. 3.200 biler/årsdøgn)
En talt trafikmængde på ca. 300.000 biler/årsdøgn
KILDE: Herlev Kommunes Støjhandlingsplan 2018-2023
· I alt er 102.000 boliger i dag belastet af trafikstøj i hovedstadens omegnskommuner.
· De 12 kommuner er Albertslund, Brøndby, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Køge, Lyngby-Taarbæk, Solrød og Vallensbæk. Også Region Hovedstadens socialdemokratiske formand, Lars Gaardhøj, har skrevet under på brevet til ministrene.
Der er lukket for kommentarer