Næsten 600 underskrifter mod byggeprojekt, der endnu ikke er planlagt, er nu afleveret hos borgmesteren
Godt nok er der endnu ingen konkrete planer for byggeri på op til fire etager omkring Herlev Hallerne. Alligevel er 577 underskrifter mod præcis sådan et projekt nu landet i hænderne hos borgmesteren.
Torsdag eftermiddag tog Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) imod 577 underskrifter samlet ind af to Herlev-borgere, der bor i området omkring Herlev Hallerne.
Underskrifterne er samlet ind mod et byggeprojekt, der endnu ingen konkrete planer er lagt for endnu.
Men indikatoren for, at et sådan byggeprojekt i fremtiden kan blive en realitet, er et forslag om at ændre kommuneplanen, således at der kan bygges i op til fire etager i området. Og det forslag var altså nok til, at de to underskriftindsamlere – Mette Larsen og Anne Marie Schou-Pedersen – skred til handling.
»Vi er bekymrede for volumen af det her projekt. Og hvis kommuneplanen bliver ændret til, at der kan bygges op til fire etager, så er det bare én lige vej derfra,« siger Mette Larsen til borgmesteren, efter at være blevet budt ind på hans kontor til en snak om de mange underskrifter.
Jeg tager imod de her underskrifter med glæde, og jeg vil også gerne sige tak for det stykke arbejde, I har lavet
Ærgerlig over bekymringen
De 577 underskrifter blev modtaget af Thomas Gyldal Petersen med et smil, selvom han grundlæggende er ærgerlig over den bekymring, som Mette Larsen og Anne Marie Schou-Pedersen beskriver.
»Jeg er rigtig ærgerlig over, at den tidlige inddragelse i den her undersøgelsesproces er blevet til en bekymring om, at et byggeri på op til fire etager bliver trukket ned over hovedet på borgerne i området. Ingen i kommunalbestyrelsen har haft intentionen om at skabe utryghed og bekymring på den her måde, men jeg kan sagtens forstå det. Men alt det her er en forundersøgelse, og intet er besluttet endnu,« siger Thomas Gyldal Petersen.
Samtidig gav borgmesteren også et løfte om, at kommuneplanen ikke kommer til at se ud, som det er foreslået. Det bliver ændret, inden den bliver vedtaget.
LÆS OGSÅ: Rygter om etagebyggeri ved Herlev Hallerne bekymrer borgere: “Det er grundlæggende en vanvittig idé”
Mette Larsen og Anne Marie Schou-Pedersens bekymring begyndte, da der blev inviteret til en workshop om udviklingen af idrætsfaciliteterne i området omkring Herlev Hallerne. Her blev der nemlig også talt om byggeri som en måde at finansiere de mange drømme på.
Herlev Kommune har indgået en aftale med Pension Danmark om at afsøge ønskerne og mulighederne for udviklingen af området og herunder altså også, hvordan de ønsker kan finansieres. En aftale, der ikke har kostet noget.
»Det er meget usikkert for mig, om det overhovedet kan lade sig gøre at finansiere en opdatering af idrætsfaciliteterne på den her måde, men jeg er meget nysgerrig på at undersøge det,« siger Thomas Gyldal Petersen til de to som svar på deres bekymring om at bringe Pension Danmark ind i planerne.
Virkede lydhør
For borgmesteren var det imidlertid vigtigt at understrege, at der er tre hensyn, han særligt vil tage, hvis der overhovedet skal blive tale om en udvikling og byggeri i området. Nemlig at det for det første skal gøre noget godt for idrætten, at det for det andet passer godt ind i området uden at give gener til naboerne og for det tredje, at det giver noget mere til den oplevelse, man har, når man er i området.
»Jeg tager imod de her underskrifter med glæde, og jeg vil også gerne sige tak for det stykke arbejde, I har lavet. Det har skabt en skærpet interesse for den fremtidige dialog, og det har startet en samtale i byen, der er rigtig vigtig,« siger Thomas Gyldal Petersen.
Borgmesteren rundede af med at oplyse, at han ville dele de mange underskrifter med resten af kommunalbestyrelsen og forsøge at medtage dem som et høringssvar.
LÆS OGSÅ: Derfor er Herlev ikke med i kommune-samarbejde om trafikstøj
Efter mødet var de to underskriftindsamler overordnet tilfredse.
»Han virkede meget lydhør, og det var rart. Nu håber jeg bare, at han også følger op på det,« siger Mette Larsen
»Vi kommer i hvert fald til at følge med i det her, og vi håber, at vi bliver hørt, når og hvis der kommer nogle konkrete planer på bordet,« siger Anne Marie Schou-Pedersen.
Der er lukket for kommentarer