Dom: Over 700 uberettigede opslag i patientjournaler
En sygeplejerske, der blandt andet har arbejdet på Herlev Gentofte Hospital, er blevet dømt for at gå ind og snage i patienters journaler.
En 32-årig sygeplejerske har ved Retten i Glostrup fået 30 dages betinget fængsel for over 700 uberettigede opslag i patientjournaler i forbindelse med sit arbejde på to forskellige hospitaler. Det skriver Vestegnens Anklagere på det sociale medie X.
Det fremgår af en Ritzau-artikel, at der er tale om først Herlev og Gentofte Hospital og senere Amager og Hvidovre Hospital, og at opslagene er lavet fra 18. oktober 2016 til 23. marts 2020 og vedrører over 340 patienter.
Markant signal
»Normalt drejer den slags sager sig om få opslag og de afgøres med bøder – så det er en ganske markant signal, at konsekvensen er betinget fængsel her. At gå ind og snage i patienters journaler er både groft og alvorligt, ikke mindst i dette store omfang«, siger senioranklager Caroline Sophia Tarrow på profilen X.
Her fremgår det også, at anklagemyndigheden havde en påstand om, at kvinden skulle frakendes retten til at arbejde som sygeplejerske. Det fik man dog ikke medhold i.
Kvinden modtog dommen.
ANDRE HISTORIER: Disse to unge herlevborgere skal med til fødselsdag på slottet
Der er lukket for kommentarer