»Husk, Camilla. Venstre ben frem, højre ben tilbage, træk vejret og så sparker du.«
Sådan siger Wing Chun-instruktør Jakob Tresyanto Vesterholm, mens jeg er i fuld gang med at lave ‘front kicks’ mod ét af medlemmerne, Nicolai Hansen, i klubben, Wing Chun Herlev.
Fugtigheden i lokalet er så høj, at sveden render ned ad min hals, og tempoet er så hurtigt, at jeg kan høre min hjertebanken i begge øre.
»Er man lidt træt i dag, Camilla?« spørger Nicolai Hansen, mens han smiler kækt. »Synes ikke rigtig jeg kan mærke modstand fra dig.«
Den kommentar bliver nok værst for ham selv, tænker jeg. For når min modstander provokerer mig, giver jeg endnu mere af mig selv. Og det kan tydeligt ses på hans foroverbøjede ryg og høje prusten, at jeg lægger mere energi i mine spark.
ANDRE HISTORIER: 321 basketkampe i 10 haller på 48 timer
Andre teknikker
Selvom det er første gang, jeg prøver Wing Chun, er kampsport ikke nyt for mig. Jeg har før gået til motions- og kickboksning, og derfor sidder de fleste kampsportsteknikker stadig på rygraden.
Men boksning og Wing Chun er alligevel ikke så ens, som man måske skulle tro. Under timen siger instruktør Jakob Tresyanto Vesterholm, at i Wing Chun bruger man angriberens kraft og angreb til at forsvare sig selv og samtidig lave et modangreb på angriberen. Og min erfaring til boksetræning er, at man ofte blot slår efter sin modstander eller prøver at undvige modstanderen.
»Husk, at placere dine arme og fingre rigtigt,« siger Jakob Tresyanto Vesterholm til mig, mens mit blik er rettet mod hans hænder.
Selvfølgelig er det altid en fordel at få rettet op på sine teknikker, og der er altid plads til forbedring. Men jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at det frustrerer mig en gang imellem, at jeg ikke bare kan ‘slukke’ for tankerne og slå derudaf. Men det har jeg måttet lære at acceptere.
ANDRE HISTORIER: Kan man lave kunst ud af flintesten?
Større selvindsigt
Efter 90 minutters intensiv træning takker vi af med svedige og velfortjente kram. Det har uden tvivl været en fed time, hvor jeg har lært en masse nye teknikker. Men hvad har jeg ellers fået ud af at kaste mig ud i en anden kampsport, når jeg alligevel har mere styr på teknikkerne fra boksning?
Kampsport generelt er hårdt og krævende, men også sjovt og effektivt. Min puls stiger til det maksimale, og jeg har mere fokus på at trække vejret end at huske mig selv på den liter mælk, jeg skal købe på vej hjem. Og det er fuldstændig ligegyldigt, om det er boksning, Wing Chun eller noget helt tredje.
Men selvom det kan lyde ret kliche-agtigt, må jeg lære mig selv, at jeg altså ikke bare kan mestre en ny sportsgren i først hug. At jeg skal lære mig selv at opnå en større selvindsigt, når det gælder sport – og især kampsport. Og det bliver jeg mindet om under Wing Chun-timen.
For mig er det vigtigt at huske, at så længe jeg giver mig, alt hvad jeg har, handler det bare om at springe ud i det – uanset hvor teknisk krævende det er.
Se flere billeder fra Wing Chun-timen øverst i artiklen.
Hvad handler serien om?
I serien, ‘Camilla springer ud i det’, besøger Herlev Bladets journalist, Camilla, en række sportsforeninger i Herlev, hvor hun kaster sig ud i en række sportsgrene eller stilarter.
Hvem er Camilla?
- Er 24 år gammel.
- Er journalistpraktikant på Herlev Bladet.
- Studerer journalistik på Roskilde Universitet.
- Går til dans, polefitness og løbetræner.
Læs de øvrige afsnit her:
Har du en anden sportsgren, som du synes, Camilla skal springe ud i, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer