Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Drømmen om Christiansborg brast – men lokale politikere har endnu ikke givet op

Ibrahim Benli (EL) og Hanne Bjørn (K) drømte begge om at komme i Folketinget - nu sætter de ord på, hvad fremtiden bringer for dem, efter de ikke blev valgt ind.

De to medlemmer af Herlevs kommunalbestyrelse Hanne Bjørn (K) og Ibrahim Benli (EL) delte sidste år den samme drøm – nemlig at blive valgt ind i Folketinget.

Desværre måtte begge kommunalbestyrelsesmedlemmer efter folketingsvalget 1. november sande, at det ikke blev i denne omgang, de fik muligheden for at have deres daglige gang på Christiansborg. Noget, der ærgrer begge kandidater, da Herlev Bladet fanger dem i starten af januar, efter valget har lagt sig.

»Jeg havde selvfølgelig ønsket, at det gik bedre, end det gik,« lyder det fra Hanne Bjørn.

»På trods af en ret vellykket kampagne for mig personligt, så gik partiet tilbage, og vi mistede fire mandater. Derfor var det ikke muligt for mig at komme i Folketinget, og det er jeg selvfølgelig rigtig ærgerlig over,« siger Ibrahim Benli.

Jeg tror ikke, at den har regering kommer til at sidde perioden ud

Drømmer stadig om Christiansborg

Men med valget lagt bag sig er begge kandidater nu klar til at se fremad, og for Ibrahim Benli har resultaterne ikke rokket ved hans drøm.

»Det er jo ikke fordi, mit liv bare er gået i stå, fordi jeg ikke blev valgt ind. Jeg sidder stadig i kommunalbestyrelsen i Herlev og passer mit ansvar der, og så eksisterer drømmen om at komme i Folketinget stadig. Det lykkedes bare ikke i denne omgang,« siger Ibrahim Benli.

Inden Folketingsvalget fortalte kommunalpolitikeren til Herlev Bladet, at hvis han blev valgt ind, så ville det være det ene mandat, han gik med. Altså ville han ikke fortsætte i kommunalbestyrelsen i Herlev.

»Jeg tror oprigtigt på, at hvis man vil ændre og forbedre vores samfund, så gør man det bedst lokalt. Men når det så er sagt, så er der meget, der skal ændres på Christiansborg, før man reelt kan gøre en forskel lokalt. Jeg tror på, at der er brug for folk på Christiansborg, der kender praksis i det lokale,« siger Ibrahim Benli.

Og netop af den årsag regner politikeren fra Enhedslisten med at stille op igen ved næste folketingsvalg.

Ved Folketingvalget i 2022 kom de to kommunalbestyrelsespolitikere Hanne Bjørn og Ibrahim Benli ikke ind. Foto: Line Egebjerg Knudsen.

Ikke afklaret endnu

De konservatives Hanne Bjørn skulle lige bruge lidt tid på at stå på benene igen efter en valgkamp, hun beskriver som relativt hård. Derfor har hun heller ikke taget stilling til, om hun stiller op igen til folketinget ved næste valg.

»Jeg er naturligvis stadig folketingskandidat lige nu, men jeg er ikke helt afklaret omkring fremtiden endnu,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Formand om millionpulje: “Vi kan ikke bruge pengene bedre, end vi gør”

Men årsagerne til, at hun stillede op til folketinget har ikke ændret sig, bare fordi hun ikke blev valgt ind.

»Jeg stillede ikke op til folketinget af karrieremæssige årsager. Jeg har et godt job, som jeg også føler mig heldig over at have. Det ændrer ikke på, at jeg selvfølgelig gerne ville stemmes ind,« siger Hanne Bjørn og uddyber:

»Jeg synes nemlig, at det er vigtigt, at der sidder nogle i Folketinget, der også har mandat i en kommunalbestyrelse, fordi man på den måde har et andet syn på det. Og så ligger retssikkerheden mig meget på sinde, ligesom jeg har talt med mange borgere, der har udfordringer, som jeg gerne ville være med til at løse.«

Kommer der valg tidligere?

Frem mod næste valg er det så de to kommunalpolitikeres plan at fortsætte som tidligere.

Spørgsmålet er så bare, om den nuværende regering kommer til at sidde perioden ud, eller om Ibrahim Benli og Hanne Bjørn får chancen for at komme ind på Christiansborg tidligere.

»Jeg tror ikke, at den har regering kommer til at sidde perioden ud, for jeg tror, at den får svært ved at samarbejde,« siger Hanne Bjørn.

Uanset om der bliver udskrevet valg inden perioden slutter eller ej, så er Ibrahim Benli klar til at betræde gulvene på Christiansborg.

»Jeg er jo 2. suppleant i København, så hvis to af mine kolleger trækker sig, så er jeg selvfølgelig klar til at træde til,« siger han.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!