Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Efter 10 ugers motion i skolen: Konklusionen er klar

8. klasserne på Herlev Byskole afdeling Eng har i samarbejde med Syddansk Universitet, Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) gennemført projektet Fit First Teen, hvis formål er at forbedre elevernes sundhed, trivsel og indlæring.

Hvilken forskel gør det, hvis man opprioriterer elevernes sundhed og motion i skolen? Det er spørgsmålet, som idrætslærer på Herlev Byskole afdeling Eng Bjørn Møller nu kan svare på efter at have udsat skolens tre 8. klasser for sundheds- og motionskonceptet Fit First Teen i tre gange 40 minutter om ugen i 10 uger fra august og frem.

Konceptet, der er udarbejdet som et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF), går ud på at integrere højintens bevægelses- og idrætsundervisning i skolen for på den måde at forbedre elevernes sundhed og trivsel samt ikke mindst deres indlæring. Det sker med inspiration i et katalog over forskellige træningsprogrammer, som man kan tage udgangspunkt i.

LÆS OGSÅ: Stadig ikke overblik over beskyttelsesrum

Som en ud af 16 testskoler på landsplan har byskolen afprøvet konceptet for at undersøge om tesen, nu også holder på overbygningsdelen. Noget samarbejdspartnerne med lignende koncepter allerede har underbygget, at den gør i indskolingen og på mellemtrinnet. Fremgangsmåden har været at ‘tage pulsen’ på elevernes form før de 10 uger og efter.

En stor forskel

Så spørgsmålet er, hvordan er det gået med eleverne – holder tesen?

»Det bedste eksempel er, at da vi startede (i præ-testen), var der mange elever, som ikke kunne holde planken (en øvelse, red.) i mere end 15 sekunder. Nu kan alle 70 elever holde den i omkring et minut i gennemsnit,« fortæller en begejstret idrætslærer.

man kan også sige, at eleverne har fået mere mod på at komme i bedre form

»Jeg kan se, at det for mange har gjort en stor fysisk forskel at være med. For eksempel er en af de elever, som ikke tidligere har været særlig aktiv, også begyndt at styrketræne, så man kan også sige, at eleverne har fået mere mod på at komme i bedre form,« forklarer Bjørn Møller, der ikke umiddelbart har noget overblik over, om det også har hjulpet på indlæringen.

LÆS OGSÅ: Lokale 8. klasser frontløbere i stort sundhedsprojekt

Men det findes der generel forskning på, at det gør, anfører han.

»Mange unge lider i dag af angst og depression, men når man er i god form, så er psyken bedre til at håndtere det. Jeg plejer at sige: ‘Sund krop, sundt sind’,« siger han, der ikke selv er i tvivl om, at motion er vejen til bedre fysisk velvære og mentalt overskud.

Artiklen fortsætter under billedet.

Tv. Marcus Bjørn Madsen og Sarah Knudstrup fra 8.B, der har medvirket i motionskonceptet Fit First Teen. Foto: Kenneth Hougaard.

 

Sjovere med motion

To af de elever, der har deltaget, er Sarah Knudstrup på 14 år og Marcus Bjørn Madsen, også 14 år. De er begge aktive i forvejen og går til henholdsvis cheerleading og fodbold flere gange om ugen.

Alligevel kan de mærke, at den ekstra fokus på motion og sundhed i skolen har givet noget.

»Det har været hårdt, men også sjovt. Jeg har fået pulsen op og har kunnet mærke en lille forskel,« forklarer Marcus Bjørn Madsen, der især har været glad for, at motionsdelen har været skemalagt i slutningen og i starten af en skoledag. Det har nemlig givet noget mere energi.

»Normalt har vi kun idræt hver anden uge, så det er ikke så tit. Så det ville være fedt, hvis vi kunne få noget mere, fordi det gør udskolingen lidt sjovere, at vi kan lave noget sammen og samtidig have det sjovt,« vurderer han.

Normalt har vi kun idræt hver anden uge, så det er ikke så tit. Så det ville være fedt, hvis vi kunne få noget mere

Sarah Knudstrup er enig.

»Det er både fedt og sjovt, at vi har kunnet få tid til at dyrke idræt frem for bare at skulle sidde på en stol,« siger hun, selvom den indledende test var lidt hård.

»Men det var også lige efter sommerferien. Jeg fik mere lyst til det henad vejen, selvom det i starten var lidt træls,« fastslår hun.

Begge kunne godt tænke sig, at forløbet blev en fast del af undervisningen, selvom det ikke nødvendigvis behøver at være tre gange idræt ugentligt.

Ønsker mere idræt

Der er stor opbakning fra Bjørn Møllers side. Stod det til ham, skulle idræt opprioriteres i skolen, men tre gange ugentligt kan nok ikke lade sig gøre, fordi det vil tage tid fra de andre fag.

»Vi har cirka 50 timers idræt på et skoleår, hvoraf en del af det går med teori. Så det bliver cirka til en idrætstime hver anden uge,« forklarer han, der ikke mener, det er nok.

Derfor forsøger han så vidt muligt at kompensere ved måske to gange ugentligt at gå med eleverne i idrætssalen.

»Det gør vi en gang imellem. Der er alligevel ikke mere at hente fra elevernes side fra klokken 14 (læs: motivationen daler, red.), så derfor går vi i salen og laver noget aktivt og sjovt, så eleverne kan gå hjem med et smil på,« forklarer han, der fremover også vil bruge træningsprogrammerne i Fit First-konceptet i den forbindelse.

Det samme er hans erfaringer med morgentimerne fra klokken 8. Her er det også svært at få elevernes opmærksomhed, hvorfor det ifølge ham kan hjælpe at få den aktiveret først. Ofte bare en fem til 10 minutter.

De konkrete tal og procenter i forhold til elevernes testresultater har han ikke modtaget endnu. Men de vil indgå i konceptet ‘Fit First Teen’ og den videre forskning.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!