Elev stukket med kniv til vennefest på Herlev Gym
Det er endnu uvist, om gerningsmanden er en elev på skolen eller om han var gæst til den halloween-vennefest, der fandt sted natten til lørdag, hvor en elev blev stukket med en kniv.
Opdateret klokken 15.10.
Natten til lørdag klokken lidt i et blev en elev stukket med kniv på Herlev Gymnasium og HF. Det skete i forbindelse med en halloween-vennefest på skolen.
Den 17-årig dreng, der er elev på skolen, og gerningsmanden kom op at toppes, og i forbindelse med skænderiet blev den forudrettede elev stukket i ryggen med en kniv.
Politi, ambulance og lægehjælp ankom til Herlev Gymnasium og HF umiddelbart efter episoden, og den forudrettede blev kørt på hospitalet, hvor han blev tjekket, hvorefter han blev udskrevet igen.
Rektor Jan Vistisen oplyser til Herlev Bladet, at festen var en såkaldt ‘vennefest’, hvilket betyder, at alle elever havde fået lov til at tage en ven med til festen. Derfor er det også endnu uvist om gerningsmanden, er en elev på skolen, eller om han var gæst.
Hver eneste elev har afleveret navn og ID på deres gæst, og derfor er Jan Vistisen også fortrøstningsfuld, hvad angår politiets videre efterforskning:
»Det er rigtig forfærdeligt, at nogen kan finde på at tage noget med, som man kan stikke eller skære med. Jeg er rigtig ked af det, og det er det sidste, vi overhovedet har brug for. Alle elever har afleveret navn og ID på dem, de tog med som gæst, og vi hjælper politiet alt det, som vi kan. Vi har givet politiet overvågning og har også et møde med dem senere i dag i forhold til den videre efterforskning,« lyder det fra rektor Jan Vistisen.
Læs også: Pressemøde i Herlev: Regeringen vil skabe trygge rammer på valgdagen
Vil tilbyde psykologhjælp
Til halloweenfesten på Herlev Gymnasium og HF var der seks vagter og tre lærere til stede til 280 elever. Derudover var der god bemanding i både gaderoben og i baren, fortæller Jan Vistisen, der foreløbig har skrevet ud til alle elever og lærere på skolen, blandt andet med et tilbud om psykologhjælp:
»Ind til videre har jeg skrevet ud til elever og lærere. For eleven blødte jo, og det er jo voldsomt. Det skal bearbejdes, og derfor vil vi tilbyde psykologhjælp. Det er meget usædvanligt det her, og vi er noget overraskede, for normalt sker der aldrig noget så det må vi forholde os til, og overveje om der skal mere sikkerhed til de fremtidige fester,« fortæller han.
Episoden er anmeldt
Jan Vistisen fortæller desuden, at den forudrettede elev har anmeldt episoden til politiet, og at skolen udover at være i kontakt med politiet, også har kontakt til kommunens tryghedskonsulent.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns Vestegns Politi.
Læs også: Flest corona-smittede i Herlev: Hjemsendelser og opfordring
Der er lukket for kommentarer