Groft hjemmerøveri: Politiet efterlyser denne mand
Politiet er klar med signalement og overvågningsfotos af formodet gerningsmand i sidste uges sag om et groft hjemmerøveri.
Københavns Vestegns Politi offentliggør nu overvågningsfotos af den mand, der mistænkes i forbindelse med en sag om et hjemmerøveri på Højbjergvej i Herlev 3. januar kort før klokken 00.54.
Hjemmerøveriet fandt sted i en 67-årigs kvindes lejlighed på Højbjergvej i Herlev, hvor kvinden på dramatisk vis og ifølge hendes søn måtte flygte efter at have været udsat for et kvælningsforsøg.
LÆS OGSÅ: Politiet efterlyser vidner
Siden er sagen blevet efterforsket af Københavns Vestegns Politi, og politiet offentliggør nu tre overvågningsfotos af en person, som politiet mistænker i forbindelse med hjemmerøveriet.
Manden beskrives som:
Mand, 170-180 cm, Kropsbygning: almindelig/robust, Hårlængde: Kort, Talte: Engelsk, Iført: jogging-/træningstøj med hætte på trøjen og kondisko. Medbragte: skuldertaske og lygte/telefon (der kan ses lyse i venstre hånd).
Overvågningsbillederne er optaget kort før hjemmerøveriet.
»På baggrund af efterforskning, vurderer vi, at personen på billederne har relation til sagen, idet det endnu ikke kan udelukkes, at røveriet er foretaget i forening, hvor personen på billederne kan være selve gerningsmanden eller have været vagtpost eller lignende. Billederne er ikke af bedste kvalitet, men vi håber at offentligheden kan give os info om manden på billederne,« siger politikommissær Søren Andersen i en pressemeddelelse.
Hvis du har kendskab til manden på billederne eller i øvrigt har oplysninger i sagen, så kan Københavns Vestegns Politi træffes hele døgnet på 43861448.
Der er lukket for kommentarer