Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Håber at genopretningen af løbebanerne holder – denne gang

Ifølge Stig Fog fra Herlev Løbe- og Atletikklub har det været kendt viden i mange år, at Herlevs atletikstadion ligger på en gammel mose, og at det er årsagen til de huller, der opstår på banerne. Alligevel har Herlev Kommune flere gange lavet uholdbare lappeløsninger, men nu er en ny genopretningsplan sat i gang.

For nogle uger siden vedtog kommunalbestyrelsen at afsætte samlet set 3,2 millioner kroner til i første omgang at genoprette de nuværende lunker eller fordybninger på Herlev Atletikstadion. Derudover vil man undersøge, om resten af arealet også trænger til en genopretning. Sidstnævnte falder ganske givet i god jord hos Stig Fog fra Herlev Løbe- og Atletikklub, for han frygter, at genopretningsplanen blot bliver endnu en lappeløsning.

»Det er en gennemgribende opgravning af hele arealet, der er brug for. Hvis ikke det sker, så risikerer vi at stå her igen om et par år. Det har vi gjort kommunen opmærksom på masser af gange,« siger han, der selv afleverede et omfattende skriv til kommunen i november 2019, der tog udgangspunkt i geotekniske rapporter, som forklarede, hvorfor løbebanerne synker visse steder.

LÆS OGSÅ: Nyt Røde Kors hus bliver ét stort fællesskab

Det skyldes blandt andet, at den nordøstlige del af stadion er anlagt oven på en gammel tørvemose.

»Vores frygt er, at det bliver endnu en lappeløsning, og at byggeperioden bliver så lang, at vi får svært ved at fastholde aktivitet,« siger han.

Siden banerne blev renoveret med nyt kunststof i 2017-2018 har der nemlig været to tilfælde af lunker – august/september 2019 og august 2020. Og de vil sandsynligvis komme igen, hvis ikke man denne gang er grundig, vurderer Stig Fog, der også påpeger, at banerne kan være farlige at løbe på, så længe hullerne er der.

Skal måske afsættes flere penge

Ifølge Søren Nielsen, chef for Center for Teknik og Miljø i Herlev Kommune, har man allieret sig med en bygherrerådgiver netop for gøre arbejdet ordentligt og langtidsholdbart denne gang.

»Som udgangspunkt er det tydeligt, at der er et behov i den nordlige del. Og når vi nu er der, så kigger vi efter for at se, hvor stort problemets omfang er, og om der skal laves supplerende undersøgelser. Så vi kun gør det én gang,« forklarer han.

Derfor vil han ikke afvise, at kommunalbestyrelsen igen skal træffe beslutning om udbedring af løbebanerne, men kun hvis behovet for genopretning skulle vise sig at blive større end planlagt.

»Det kan være, vi skal tilbage og genbesøge kommunalbestyrelsen. Det ved vi ikke, før vi har forundersøgelserne på plads, og det sker nok i løbet af andet kvartal,« vurderer han.

Ifølge planen skal genopretningsarbejdet være færdigt i tredje kvartal i år.

Noget den tidligere rådgiver, der har renoveret løbebanerne, tvivler på kan lade sig gøre.

LÆS hele temaet, der er en del af serien ‘Herlevs Halve Løsninger’ i Herlev Bladet her.

 

Stig Fog viser, at det er den nordøstlige del af stadionet, som ligger på blød jord.

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!