Herlev Bladet

Har igen fået sur smiley

Et halvt år efter, at den lokale restaurant første gang fik en sur smiley, har den nu fået igen. Bestyreren ønsker ikke at kommentere.

9. januar i år modtog Katsura Sushi på Herlev Bygade en sur smiley og bare et halvt år efter, 17. juni, er den gal igen.

Fødevarestyrelsens Rejsehold oplyser i sin smileyrapport, at den sure smiley oven i købet er givet på det andet og sidste af de to gebyrbelagte kontrolbesøg, som den første sure smiley udløste.

På det første ekstra besøg 5. marts fik man en glad smiley, men det holdt altså ikke ved.

Det fremgår af rapporten, at det igen er kælderen under restauranten og en dårlig håndtering af fødevarer, som er årsag til problemerne.

Optøede rejer

Denne gang fandt Fødevarestyrelsen en utæt kummefryser, som man havde forsøgt at tætne med håndklæde, tæppe og flamingo. Det var ikke lykkedes, hvorfor rejseholdet valgte at kassere 16 pakker af 300 gram hver med indbagte panerede rejehaler, som var tøet op. De blev målt til over 10 grader, men kunne ifølge varedeklarationen holde sig 24 timer ved fem grader.

LÆS OGSÅ: Kendt Herlev-restaurant: Sur smiley er unfair

Derudover bemærkede rejseholdet, at gulvet i kælderen fremstod med mørke plamager samt saft fra fødevarer i forbindelse med placeringen af kummefryser. Der blev også konstateret spindelvæv på væg samt loft i kælderen, som lugtede kraftigt af madrester.

’Dette rum fremstod generelt meget rodet,’ lød vurderingen.

Første gang Katsura Sushi fik en sur smiley var i januar. Nu har den fået igen.

 

 

 

 

 

 

 

Vil ikke kommentere

Fra restaurantens side forklarer man sig i rapporten med, at kummefryseren var brudt sammen sent lørdagen forinden (Fødevarestyrelsens var på besøg onsdag, red.). Derefter havde man tilkaldt en kølemontør, som havde forsøgt at reparere den, men åbenbart uden succes.

De resterende varer i frysteren ville man placere i en anden fryser.

Vedrørende den beskidte og rodede kælder, oplyser restauranten i rapporten, at man vil udbedre det med det samme.

Restauranten har udover den sure smiley fået en bøde på 10.000 kroner og nu to yderligere ekstra gebyrlagte kontrolbesøg.

Herlev Bladet har spurgt bestyrer Dong Li, om hun vil kommentere på sagen, men det ønsker hun ikke.

 

 

Med din donation er du med til at sikre, at vi på Herlev Bladet kan blive ved med at lave journalistik til og om Herlev. Det er også muligt at donere et valgfrit beløb via MobilePay til nummer: 92236 - Tak.

DKKSpørgsmål?
Kontakt endelig Herlev Bladet på telefon 4494 1010 eller på mail: herlevbladet@herlevbladet.dk hvis du oplever problemer ved betaling.
Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....