Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Herlev-spiller jagter OL-billet til VM

For første gang nogensinde kan Herlev Bordtennis få en spiller med til OL. Det kræver dog mindst to flere vundne kampe ved VM.

Netop nu spiller det danske herrelandshold i bordtennis VM i koreanske Busan. Med på holdet er Herlevs stortalent, 23-årige Thor B. Christensen.

Det er virkelig stort for klubben, at vi har en spiller med til VM

Og der er meget mere end VM-medaljer på spil for Thor og holdkammeraterne Anders Lind, Jonathan Groth og Tobias Rasmussen. Spiller holdet sig i kvartfinalen, hvilket ikke er urealistisk, så kvalificerer de sig til OL i Paris til sommer.

»Det er virkelig stort for klubben, at vi har en spiller med til VM. Og selvom det selvfølgelig er Jonathan Groth og Anders Lind, der med deres høje ranglisteplaceringer ventes at skulle trække læsset, så er det en kæmpe oplevelse for Thor at være med,« lyder det fra en stolt formand for Herlev Bordtennis, Sten Nielsen, i en pressemeddelelse.

»Det udvikler at få oplevelserne til de store mesterskaber, og lykkes det at komme med til OL, kan det næsten ikke blive større,« vurderer han.

Inkluderet i OL-forberedelser

Om Thor B. Christensen ender i OL-tøjet og skal gå indmarch i Paris 26. juli, afhænger af resultaterne til hold-VM. Og Danmark har lagt fint ud. Ganske vist blev det til et 1-3-nederlag i den første gruppekamp, men det var mod Frankrig, som på forhånd var storfavoritter. I anden kamp vandt danskerne med 3-1 over Australien, og i den tredje kamp blev Algeriet besejret 3-1.

Dermed er Danmark sikker på at gå videre til 1/16-finalerne, og to sejre derfra vil sikre en OL-billet. Inden 1/16-dels-finalen skal Danmark møde Østrig tirsdag som den sidste kamp i indledende runde. Denne kamp afgør, om Danmark slutter på anden- eller tredjepladsen og betyder noget for, hvem der venter af modstander i de afgørende kampe.

LÆS OGSÅ: Da Herlev vandt bronze i bordtennis i fjor 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!