Herlevs plejehjemsbeboere klar til tredje omgang
Torsdag får de ældre på Herlevs tre plejecentre som de første i regionen tilbudt det tredje vaccinationsstik mod corona-virus.
Så er der tredje omgang til de omkring 170 ældre på Herlevgaard Center, Lærkegaard Center og Lille Birkholm Center, og det er Region Hovedstaden, der giver. De nævnte centre er torsdag nemlig de første til at modtage den udkørende vaccinationsindsats mod COVID-19 i Region Hovedstaden. Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse. At Herlev er først skyldes, at kommunen har været hurtig til at reagere på regionens forespørgsel blandt kommunerne.
Indsatsen kommer efter Sundhedsstyrelsens melding om et stigende antal nye smittede på plejehjem, som ikke kan forklares alene med samfundets genåbning.
LÆS OGSÅ: De første 10.000 doser gives søndag
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) glæder sig over, at beboere på plejehjem nu kan få boostet deres vaccination med et tredje stik:
»Beboere på plejehjem er de første, der får tilbudt 3. stik, fordi de har størst risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittede. Samtidig ved vi, at vaccinernes effekt kan være nedsat hos ældre, og derfor giver det god mening, at de er de første til at få tredje stik,« fastslår han og tilføjer:
»Jeg er rigtigt glad for, at vi så hurtigt kan komme ud med tredje stik takket være et tæt samarbejde mellem regionen og plejehjemmene. Vi regner med at nå ud til mere end 200 plejehjem i hele regionen i løbet af september, så beboerne kan blive beskyttede, inden vi for alvor går ind i efteråret,« siger han.
Regionen vil på hverdage sende mindst 15 udekørende teams ud på plejehjem for at vaccinere beboere og samtidig fortsætter indsatsen med vaccination på uddannelsesinstitutioner.
Erfarne vaccinatører ud til plejehjem
Det er Sundhedsstyrelsen, der anbefaler revaccination med 3. stik til plejehjemsbeboere, og i Region Hovedstaden står Akutberedskabet for planlægning og udsendelse af de udkørende teams. Konstitueret vicedirektør i Akutberedskabet, Helene Bliddal Døssing, fortæller, at det er meget erfarne og dygtige vaccinatører, der kommer ud på plejehjemmene:
»Vi trækker på rigtigt gode erfaringer med udkørende vaccinationsindsatser, og det er nogle meget erfarne vaccinatører, der kommer til at give det tredje stik, så det bliver sikkert og trygt. De har vaccineret borgere i mange måneder i vores faste vaccinationscentre og i denne måned også på pop-up stederne i kommunerne og på uddannelsesstederne. De er klædt godt på til også at vaccinere beboere på plejecentrene,« siger hun og tilføjer:
»Beboerne får tilbudt den samme vaccine, som de har fået de to første gange. De fleste har fået Pfizer, så det vil de også få denne gang. Regionen forventer en stor tilslutning til dette tredje stik, for i gennemsnit er 96 procent af plejehjemsbeboerne blevet vaccineret i Danmark.«
Faktaboks om vaccination af plejehjemsbeboere
- Cirka 170 beboere på plejehjem i Herlev får torsdag 9. september tilbudt et tredje stik med vaccine mod COVID-19.
- Omkring 13.000 beboere på plejehjem i Region Hovedstaden vil blive tilbudt et tredje stik i løbet af september.
- Over 200 plejehjem i hovedstadsregionen vil få besøg af et udkørende vaccinationsteam.
- Region Hovedstadens Akutberedskab står for alle dele af vaccinationen på plejehjemmene fra registrering til observation.
Der er lukket for kommentarer